Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naa, – her griber Intelligensen imidlertid hurtigt ind, og Begejstringen lægger sig med tilsvarende Hast. En daarlig Mave eller en smertende Ligtorn kan som Regel kurere den Slags omgaaende. Men der er andre Former for Begejstring, der godt taaler Intelligensens skarpe, undersøgende Lys, Begejstringer, som maaske snarere burde kaldes Interesser, men som alligevel griber saa dybt ind i Individets hele Tilværelse, at det bliver en Del af dette Menneskes Liv.

Jeg vil her udelukkende tale om Mennesker, i hvem der er vaagnet en Begejstring for aandsvidenskabelige Problemer. Det vil nemlig – før eller senere – blive et Stadium, som alle levende Væsener maa naa frem til. Naar alle Begær efter at tilegne sig materiel Position eller fysiske Værdier er udlevede, vaagner i Individets Bevidsthed Trangen til aandelig Viden.

Og en Begejstring af denne Art vil næsten altid bringe Individet ud i større eller mindre aandelige Kriser.

Hvorledes det? Vil en Begejstring ikke altid bære Individet oppe, faa det til lettere at udholde Dagliglivets smaa Irritationer? Vil man ikke netop gennem sin Begejstring faa Styrke til at modstaa, ja helt overse, de mange Skoser og Stikpiller, som man ofte paa Grund af sin Begejstring bliver Genstand for?

Jo. I første Omgang vil Begejstringen sikkert bevirke, at man føler sig usaarbar overfor den Slags Ting. Hos mange giver det sig Udslag i, at de føler sig som en Slags Martyrer for deres Sag, – en Tilstand, som mange Mennesker nyder at være i. Men hos andre, – mere ligevægtige – Mennesker, vil Begejstringen efterhaanden som de første store Storme i Bevidstheden stilner af, resultere i, at de efterhaanden, udfra den, begynder at stille Krav til sig selv.

Man faar aabnet saa store Perspektiver, faar Lejlighed til at kigge lidt i Facitlisten, og det bevirker ganske naturligt, at der vaagner en Trang i en efter at komme til at ligne dette fjerne Ideal, og her er det saa, at man møder den første store Hindring. Her kommer den første Prøve paa Ægtheden af ens Begejstring. Man opdager nemlig ret hurtigt, at det ikke kan lade sig gøre at vokse aandeligt, med samme Fart, som man vokser legemligt. Det er vistnok den Sandhed, man først opdager, at aandelig Vækst foregaar uhyre langsomt; man bliver ikke lige l–2–3 et andet Menneske. Denne manglende Evne til at leve efter de nye Idealer, var det, der i ældre Tider bevirkede, at Mennesker pinte sig selv med fysiske Smerter. De følte derigennem en Slags Tilfredsstillelse, mente at det bødede lidt paa deres lastefulde Levned.

Sligt kan naturligvis kun finde Sted, naar det er Følelsesenergien, der behersker Individets Bevidsthed. En Bevidsthed, hvor Følelsen og Intelligensen saa nogenlunde behersker hinanden, kan ikke beroliges gennem en saadan "Stimulans". Et tænkende Menneske, et Menneske, der i sin aandelige Udvikling er kommet til det Punkt, hvor disse Krav rejser sig, maa kæmpe Kampen igennem med sine egne lavere Naturer, en Kamp, der først afsluttes med Oplevelsen af "den store Fødsel". Det er en Kamp, der kræver alle Individets Kræfter, men det er ogsaa en Kamp, der – hvor ene man end synes at føre den – fra den aandelige Verden følges af Væsener, som altid i tunge Øjeblikke indirekte træder til, og skaffer Individet den Opmuntring og de smaa Lysglimt, der er nødvendige, for at det ikke helt bryder sammen under Byrden.

Samtidig med, at man stiller disse indre Krav til sig selv, vaagner der ogsaa Ønsker om udadtil at hjælpe med Til Udbredelsen af den Viden, man selv har faaet Del i.

Og her er det, at man maa tage sig i Agt, at man ikke, som Martinus siger, kommer "foran Forsynet"! I sin nyvakte Begejstring vil man som Regel gøre det, men man kan ogsaa være sikker paa, at man nok skal faa det at vide af "elskværdige" Medmennesker. Men herigennem er det, at man efterhaanden faar Øjnene op for, hvor ens Arbejdsfelt ligger. Det vil efterhaanden for de fleste søgende vise sig, at det ikke saa meget bliver de store Forsamlinger som de smaa intime Samtaler, der bliver den enkeltes Virkefelt. Det giver maaske ikke den Virak og Berømmelse, som man havde drømt om, men det giver en langt større aandelig Tilfredshed: thi der er ikke nogen Oplevelse, der kan staa ved Siden af den, virkelig at mærke, at man med sin Viden har hjulpet et andet Menneske.