Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med Bevidsthedens nye Grænser, Titlen paa disse Forelæsninger, mener jeg de mediumistiske Kræfter eller Evner i Mennesket. Videnskaben om disse Kræfter kaldes Parapsykologien eller af Franskmændene Metapsykien. Som Tro og som Kultus er Parapsykologien saa gammel som Menneskeheden, men som Videnskab maa den kaldes ny. Men hvad forstaas ved Mediumisme?

Ved en Eksamen i Fysik stillede Professoren det Spørgsmaal til Kandidaten, om han kunde fortælle ham, hvad Elektricitet var? Eksaminanten blev først helt forvirret, men saa betænkte han sig og sagde, at lige i Øjeblikket kunde han ikke huske det; men han havde bestemt vidst det, før han var gaaet hjemmefra. – "Det var Skade, at De har glemt det," – svarede Professoren – "ja, det var meget kedeligt for os alle sammen, for saa kunde vi da endelig engang have faaet oplyst, hvad Elektricitet er."

Saadan kan man heller ikke forklare, hvad Mediumisme er. Ligesom Elektricitet kender vi kun Mediumisme gennem dens Ytringer, dens Virkninger. Disse Virkninger viser sig hos et Menneske som pludselig Besiddelse af sjælelige Kræfter, der spotter alle hidtil kendte Naturlove eller som pludselig Besiddelse af Kundskaber, som ingen kan opnaa ved bevidst Hjernearbejde eller ved Brug af sine normale Sanser.

Forsaavidt er ogsaa Mediumismen et Mysterium. Men, som det ligger i Oversættelsen af Ordet, er Mediumisme Formidler, Mellemled, nemlig mellem den sanselige og den oversanselige Verden. Det har i de sidste tre Menneskealdre været Tegn paa Intelligens at benægte Mysteriet eller at lukke sine Øjne for det. Man kaldte den Smule, som vor Forstand kunde fatte og beregne og som vore Sanser kunde iagttage, for Virkeligheden. Men med Rette har den geniale Tænker Schopenhauer udtalt for hundrede Aar tilbage, at jo lavere et Menneske staar i Intelligens, desto mindre mystisk er ham Tilværelsen. Alt synes ham selvfølgeligt og ligetil. – Og saa er dog hele Universet, hele vor Tilværelse et Mysterium.

Men det viser sig, at der i dette Mysterium er en anden og højere Virkelighed end den, som ytrer sig gennem vor Sansning og vore videnskabelige Opfindelser. Den moderne Naturvidenskab indser dette. I dens Verdensbillede er Mysteriet endda bleven meget større end i den mekanisk-materielle Videnskabs Verdensbillede. Men samtidigt er ogsaa vor Viden bleven saa meget større. Særligt gælder det den Viden, som Opdagelsen af de mediumistiske Kræfter har skænket os. Ogsaa Antroposofien viser Vej til højere Erkendelse gennem de mediale Kræfter. Læren om disse hedder "Parapsykologien". Med Parapsykologien mister vore normale Sanser og vor normale Bevidsthed den centrale Stilling, som vi hidtil har anvist dem. De Grænser, vi hidtil antog vor Bevidsthed havde, er bleven udvidede, ja, udvidede ind i det uendelige. Jeg bruger Ordet Bevidsthed, ikke blot som vaagen Dagsbevidsthed, for den er – ligesom Isbjærgets synlige Top over Havfladen – kun saare lille mod, hvad der gemmer sig af Isbjærget i Dybet. Saaledes er ogsaa Dagsbevidsthedens Virkefelt forsvindende lille mod Drømme og Underbevidst- og Overbevidsthedens, det vi alt tilsammen kalder vor Sjæl. Men jeg opererer ikke gærne med Begrebet Sjæl. Det er i den Grad kommen i Miskredit gennem Religionernes Brug af det, at det snart kun er anvendt som i en dansk Lyrikers Strofe: "Og Teologen, han vrøvled om Sjæl!"

Moderne Naturvidenskab hjælper os ogsaa til Forstaaelse af de mediale Kræfter; saaledes Opdagelsen af den traadløse Telegraf, af X-Straalerne, af de kosmiske Straaler, baade de udfra Grundstofferne og Stjernerne som de udfra alle højere, levende Organismer straalede. Videre Opdagelsen af Atomspaltningerne, af Radioaktiviteten og Einsteins flerdimensionale Verdensbillede. Moderne Naturforskere har ogsaa paavist den store Sammenhæng, der findes mellem den ny Naturvidenskab og Parapsykologien. Lad os, forinden vi gaar over til en Betragtning af det udvidede ny Verdensbillede, vende vort Blik mod det gamle Verdensbillede, dannet af den mekanisk-materialistiske Videnskab, det som nu, efter omsider at være trængt ind i den store Almenhed, er ved at styrte i Grus sammen med den Kultur, den var saa stolt af.

Det hørte til en af denne gamle Videnskabs Doktriner, at der ikke var noget som hed Sjæl; Lægerne kunde ikke finde den ved nogen Dissektion af Hjernen. Denne Videnskab regnede Materien eller Stoffet for det oprindelige, det første; det aandelige for det senere. Livet blev efter dens Opfattelse knyttet til Celler, som udvikledes til Hjerner, og naar Hjernen opløstes, og hele Legemet opløstes, saa forsvandt ogsaa Bevidstheden; – Sjælen. Nærmest blev Sjælen derfor at forestille som en Egenskab, der var helt afhængig af Stoffet, – af Materien. Og Atomerne, hvoraf Organismen bestaar, tænktes som uopløselige, faste Partikler, der fulgte strenge, aarsagsbundne Love, som ikke tillod nogen Afvigelse, endda de opfattedes som mekanisk-blinde og underkastede ydre Kræfter.

Med Sjælen opfattet som en Illusion eller som noget, der opløstes med Legemets Opløsning og hele Livsprocessen opfattet som mekaniskvirkende og aarsagsbundne, blev ogsaa vore Handlinger kun til Refleksbevægelser, og vi selv faktisk uansvarlige Automater. Vi berøvedes enhver fri Vilje og ethvert Initiativ mod et idealistisk Maal. Moral blev kun en udvortes Politi- og Magtforanstaltning, en Organisation til Beskyttelse af et tekniseret Samfund, hvori sluttelig de, der havde de grusomste Vaaben og i deres Hjerne Massens Mentalitet, blev Herskere. Jeg mener ogsaa at kunne hævde, at naar heller ikke Kirken mere har synderlig Magt over Sjælene, hverken i Udlandet eller herhjemme, skyldes det ogsaa, at dens Mekanisering og dens Forkyndelse saa sjældent er praktiseret, og at den ofte er i Kontakt med de verdslige Magter, som den burde holde sig borte fra.

Mennesket i den mekaniske Tidsalder har frembragt vor høje Civilisation ved at gøre hele sin Energi udadvendt. Alle førtes ind i et rastløst Kapløb om Karriere, høj Levestandard. Hvert Arbejde blev en Forretning, hver Beskæftigelse med Indrelivet som Meditation og som Udvikling af Karakteren betød jo Sinkelse i Konkurrencen om de materielle Livsværdier og stod derfor som Tegn paa Dumhed og Naivitet. Det menneskelige udslettedes gennem Mekanisering af Livet. – Videnskabens mægtige Opfindelser ser vi nu indstillede paa Myrderi og Ødelæggelse. Drabsprincippet er sat i System, og som Martinus har paavist: Dyreriget kulminerer nu for at degenerere og vige Pladsen for det rigtige Menneskerige. Ikke desto mindre er der, trods Verdens Gasmaskeansigt i Dag, en Udvikling; thi nu skammer vi os over Dyret i os, over vore tidligere Helteidealer, over Racehovmodet, over Rigdom uden Arbejde eller ved andres Arbejde, over Patriotisme og al det andet, som udgjorde den gamle Verdensmoral. Indrøm ogsaa, at der ikke er megen Sandhed og Virkelighed i Kirkernes Forkyndelse af et Himmerige efter Døden for de faa og et evigt Helvede for de mange; thi vor Fornuft fortæller os, at vi Mennesker ved vor Død hverken er modne til en fuldkommen Salighed, saalidt som djævelske nok til, at en evig Pinsel kan være beredt os. Disse ekstreme Tilstande er de for os tænkeligst upassende, og de er vel ogsaa for en Del Skyld i Frafaldet fra Troen. Men som denne Tro i meget er Overtro, er ogsaa det Overtro, hvad vore Sanser fortæller os. Det ser eksempelvis ud, som gaar Solen op og gaar Solen ned; det ser ud, som var Materien faste Masser, og var den uden Liv o. s. v. Men disse Billeder viser kun en overfladisk Virkelighed, de afslører kun en ubetydelig Del af Sandheden, fordi intet i Universet er det, som det ser ud til at være. Hvad vi ser og hører afhænger af Ætersvingningernes Hastighed, og det vi ikke ser og hører eksisterer med en endnu større Virkelighed, end vi kan gøre os Forestilling om.

Denne oversanselige Virkelighed, som er tilgængelig for vor Erkendelse udenom Sanserne, viser, ligesom den moderne Naturforskning viser os, et helt andet Univers, end det vi hidtil antog. Paa det gamle Verdensbillede er Fundamentet slaaet bort. Det er ikke Stoffet, som er det oprindelige, men det Aandelige som er det, eller maaske rettere udtrykt, der gives intet absolut materielt. Det vi benævner som Materie eller Stof viser sig at opløses i Energistraaler, i Elektricitet, i Bølger, som er Vibrationer i Æteren. Nogle af disse Bølger kalder vi Straaling, – Lys. Andre Bølge-Vibrationers Svingningstal er saa enormt højt, at de fortættes og for vore Sanser da virker som noget kompakt og uigennemtrængeligt. Den saakaldte Materie er Svingninger, der blot er saadan afstemte, at vi kan opfatte dem. De er i Virkeligheden Former for skabende Energi, ja, de er mere: de er Tanker. Hele Universet viser sig at være levende og straalende og Mennesket en Aand, som har et Legeme, der udstraaler Sjæl.

Men Sjælens Virksomhed kan kun ske gennem en vis Grad af Frihed, altsaa ved Afvigelse fra de Love, man mente aarsagsbestemte. Professor Hans Driesch i Leipzig har ud fra biologiske Eksperimenter paavist, at Sjælens Virkefelt falder udenfor Naturlovenes Skema. Dr. Eugene Osty er naaet til samme Resultat gennem sine psykiske Undersøgelser. Ja; vor individuelle Tankeverden viser sig at være en Del af en kosmisk Tankeverden, en trancendental Verden, som vel er underkastet visse begrænsede Love, men alligevel giver Plads for Frihed. – Astronomerne Eddington og James Jeans, store Fysikere og Nobelpræmietagere som Lord Raleigh, Compton, Mellikan, de Broglie, Armand Carrel og Oliver Lodge og mange andre berømte Naturforskere hævder, at Sjælen er selvstændig i sin Eksistens og principielt uafhængig af Hjernen. Hjernekirurgen Harwing Cushing har nylig paavist, at Fjærnelsen af den ene Halvdel af Hjernen ikke berører de sjælelige Egenskaber. De førnævnte Forskere hævder, at Sjælen som Odstraaler – efter Driesh som et "aandeligt Legeme" – endnu mens vi lever, for Øjeblikke kan træde ud af vort jordiske Legeme og efter Døden leve uafhængigt af dette. Med andre Ord: Sjælen har Hjernen til Redskab og overlever dette Redskab som Tankeverden.

Universet i Udvikling mod stadigt højere Bevidsthed synes behersket af en ordnende Kraft, en dirigerende Tanke, ja, være Produkt af denne Tanke. Et ideelt Princip, et ufatteligt Noget, som ikke selv er Energi og bedst kan bestemmes som virkende Sjæl svarende til vor individuelle Sjæl, ligger – synes det – til Grund for alt. Nævnte Forskere er, ligesom vor Niels Bohr, i deres Studier af Livets Natur kommen til det Resultat, at heller ikke Atomets Love kan bestemmes som strengt kausale, strengt aarsagsbundne. Ogsaa de synes frembragte af en Tanke, en Hensigt og at give Rum for fri Virksomhed, – i højere Former kaldet fri Vilje.

James Jeans skriver: "Den materielle Verden er skabt af Aand og er Udtryk for Aand. Vi indser, at der i Universet findes skabende og kontrollerende Kræfter, som har noget tilfælles med vor egen Intelligens, og ligesom den rene Materie er ren Tanke, er Universets Skabelsesakt en Tankeakt".

Efter mere end to Menneskealdres fysisk og psykisk Eksperimenteren erklærer Oliver Lodge i 1935: "Der eksisterer ingen Tilintetgørelse, men kun Forandring. Alt er utvivlsomt underkastet en højere Magt, som arbejder efter Love, som er langt over vor Fatteevne". Serumterapiens Opdager, Professor ved Sorbonne, Nobelpristageren Charles Richet, den psykiske Forsknings store Pioner i Frankrig, skrev i 1933, kort før sin Død, at med Opdagelsen af de mediumistiske Fænomener havde Videnskaben gjort sin allerstørste Erobring. Og han tilføjer: "Denne ny Videnskab aabner os ubegrænsede Perspektiver, og den vil frembringe en fuldkommen Ændring i vor Samvittighed og i vor Moral. Den er en ny Religion, men en Religion som hører hjemme indenfor Videnskaben".

Forfatteren Emile Zola skrev: "Hvis Gud er til, saa vil Videnskaben finde ham". Nu kan moderne Forsknings Mening herom udtrykkes i Filosofen Prof. Hans Drieschs Ord: "Man kommer til et Gudsbegreb gennem Videnskaben".

Men det siger sig selv, at et Ønske om at finde et Gudsbegreb maa være aldeles fjærnt fra psykisk som fra enhver anden Forskning. Videnskaben ledes ikke af andre Ønsker end af dette: at finde Sandheden.

Naar Videnskaben konstaterer, at de mediumistiske Fænomener er Kendsgerninger, og at en Sjæl eksisterer og overlever os som Tankeverden, saa maa vi bøje os for disse Fakta, selvom vi ikke er i Stand til at fatte dem, og selvom de stadig er store Gaader. Richet udtalte: "Disse Fænomener er umulige, men de er alligevel sande". Men er de umulige? Ja, efter de hidtil kendte Naturlove og de, som Psykologien opstillede som de eneste eksisterende, er de umulige. Men de følger andre Love, og det er dem, vi søger at udforske. Vi har opdaget, at vi har Evner til at vinde Kundskab om Universet i os og om os paa andre Maader end de hidtil kendte. Ogsaa den Vanskelighed byder de psykiske Fænomener, at de kun indtræffer, hvor visse sjælelige Betingelser er tilstede i Mennesket. Og de mediumistiske Kræfter er, hvor de er stærkest, meget sjældne. Men er de derfor mere underfulde end alt andet, vi oplever, men blot oplever som noget dagligdags: En Fødsel af et Menneske eller en Blomst? Bygningen af et Øje? En Stjærnes Verden? En Puppes Forvandling til Sommerfugl? – Det er sædvanlige Fænomener, og de skyldes Love. Det samme gør de supernormale Fænomener, de er blot usædvanlige. Og Menneskeaanden er træg overfor alt uvant. Den har altid Trang til at blive stikkende i Anerkendelse af det som naturligt, som den dagligt ser, og stadig Trang til at tænke det, som dens Forfædre ogsaa tænkte. Derfor bliver nye Opdagelser, som ikke straks er indlysende, og nye Tanker mødt med Modstand. Og alle tidligere Opdagelser var endda tilgængelige for normale Sanser eller kunde maales med Instrumenter eller praktisk anvendes af enhver.

Den Modstand Forskere indenfor andre Videnskaber mødte, kom mest fra Videnskabsmænd, som enten ikke evnede, ikke heller af Bekvemhed vilde tænke nyt, særligt naar det ny ikke skyldtes dem.