Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Endskønt de parapsykiske Fænomener nu er blevet studerede og anerkendte som ægte af flere hundrede Fysikere, Kemikere, Psykologer og Medicinere og blandt disse fem-seks Nobelpristagere, saa hersker der – især her i Danmark, ikke blot i det almindelige Folk, men blandt de "Dannede", en aldeles forbløffende Uvidenhed om Kendsgerninger, som vil revolutionere hele vort Syn paa os selv og paa Universet; saaledes som det – om end i mindre Grad – er Tilfældet med den psykoanalytiske Opdragelse. Endskønt enhver nu lærer, at alle Stoffer, hele Materien i sin inderste Analyse bestaar af Energi i forskellige Former, saa opfører Folk sig saa naivt, som mente de, at hvad der ikke kan sanses, det eksisterer heller ikke.

I det folkeligt oplyste Danmark, hvor man kapper Hovedet af dristige Tanker, som ikke straks er indlysende for Masserne, er Bevidstheden saa træg, og Vanskeligheden ved at tænke nyt – ja blot ved at tænke sig om – saa stor, at der vistnok kun er een Videnskabsmand blandt de "officielle" som modigt i Aarevis har studeret Livets Love ogsaa paa et Omraade, hvor de synes saa fantastiske, at de vanskeligt kan accepteres, førend man har vænnet sig til Fænomenerne: Professor ved polyteknisk Læreanstalt, Dr. phil. Chr. Winther, der paa Tysk har udgivet: Experimentelle Untersuchungen über Telekinese. Verlag Mutze. Leipzig 1930. Det er ogsaa Professor Winther, som er Formand for vort meget lille "Selskab for psykisk Forskning", mens den psykiske Forsknings Selskaber i Udlandet har deres rige videnskabelige Institutioner og nyder den største Anseelse.

Det gælder om alle ny Fænomener, at de først mødes med Spot og Vantro. Meteorstenene maatte næsten falde ned i Hovedet paa Folk, før de erkendte, de kom fra "Himlen". Og at Jorden er rund og ikke Verdens Midtpunkt og Mennesket nedstammer fra lavere Former for Liv, er vist ikke gaaet ind endnu i alles Bevidsthed! Alt helt nyt synes til at begynde med et Mirakel, derfor utroværdigt; først naar man vænner sig til det, finder man det selvfølgeligt. Mærkeligt kun, at de som er mest uvidende og intet kender til Sagen, da er de ivrigste til at stemple den som Bedrag, Overtro eller det rene Vrøvl.

Og dog er det en uomstødelig Kendsgerning, at der fra Mennesket og meget stærkt fra enkelte Mennesker udgaar Kræfter, der usynligt kan bevæge fjerne Genstande og materialisere sig delvis som Hænder, Fødder eller som hele Skikkelser med Ansigt, ja ikke blot Materialisationer, men hørlige Stemmer, Fremtidssyn, Bevægelse gennem Mure og lukkede Døre af Genstande. Og mærkeligst af alt: Disse Fænomener optræder ledede af en usynlig Intelligens, som efterkommer vore Opfordringer til den.

Saa sikre og beviste (baade ved Fotografier, Filmsoptagelser, Parafinafstøbning, Fingeraftryk, elektriske Apparater og kemisk Undersøgelse af Stoffet) som disse Fænomener er, ligesaa usikker er man i Fortolkningen af dem.

Dog, jeg gaar lige til Sagen, ved som et Eksempel at omtale mit Besøg hos et af disse sjældne Mennesker, uden hvis Mellemkomst disse Fænomener i Almindelighed (thi der gives Undtagelser) ikke kan finde Sted. I gamle Dage kaldte man disse Mennesker Guder, Profeter, Engle, Dæmoner, Hekse – nu hedder de MEDIER.

Den sekstende Januar i Aar var jeg for første Gang Deltager i en Cirkel hos et Medium, hvis Fænomener igennem Aar er blevne videnskabeligt undersøgte i Danmark (af Prof. Winther) og i England (af Harry Price), og anerkendte som ægte.

Vi var 10 omkring et solidt, stort Bord. Der var fuld elektrisk Belysning under Fænomenerne, og vi holdt ikke hinanden i Haanden eller sang Salmer som det ved spiritistiske Seancer er Regel. Tværtimod var vi fri i vore Bevægelser, og Mediet foretrækker der synges muntre Sange. Kun er en Harmoni i Kredsene og Mediets eget Humør den bedste Betingelse for Fremkomsten af "Energiformerne". Mediet er en sympatisk frisk nærmest smuk Kvinde nær de fyrre; hun er mig fremmed ligesom Kredsen af Damer og Herrer. Der er ikke meget at undersøge. Paa Bordet staar i fuldt Lys en lukket Glasklokke med to Staalkuglependuler i Traad og en Klokke i en halvaaben Træboks.

Naturligvis kommer jeg ikke uforberedt til Fænomenerne. Jeg har gennem fire Aar studeret den mægtige Litteratur, som er viet disse Undersøgelser; og jeg har alene i København været til hundrede Seancer med Medier, af hvilke dog kun to til Tider virkede med overbevisende Ægthed. Hvad jeg her skal opleve, ved jeg omtrent i Forvejen. Dog blev jeg forundret, da jeg – opfordret til at stille Mediets "Kontrolaand", (som hun kalder sin maaske Spaltning i Underbevidstheden og benævner ham "Dr. Lazarus") Spørgsmaal – faar intelligente Svar fra ham ved Bankninger, først i Mediets Skulder, derpaa i Bordpladen. Jeg opfordres til at foreslaa en Melodi, som Dr. Lazarus saa skal banke i Bordet. Jeg beder om "Der er et yndigt Land", og straks bankes den midt i Pladen, og efter ny Opfordring en ny Melodi. Jeg faar videre høre "Dr. Lazarus" efterligne en Høvls Høvlen og en Savs Saven Brænde. Ogsaa fra Væggen kommer der Banken, naar vi spørger, og efter Aftale med "Dr. Lazarus" svarer Bankningen efter Alfabetet. Og nu begynder, efter hver af Deltagernes Ønske, Pendulerne at svinge i Kassen i den Retning, som opgives dem. Vi faar dem til at svinge ganske som vi vil det; den ene i Cirkel, den anden lige frem og tilbage, begge i Cirkel og begge i lange Stød imod Glasvæggen. Videre beder vi ogsaa Lazarus om at lade Klokken flytte sig, og den spadserer tillige med Boksen henad Bordet. Der hentes en Citar fra Væggen, og den lægges under Bordet, altsaa i temmeligt Mørke. Endnu en "Kontrolaand", der kalder sig Julie, hidkaldes, og hun høres tydeligt først stemme Instrumentet, saa spille paa Citaren og med musikalsk Forstaaelse. Dette gentager sig en Snes Gange, og jeg kigger under Bordet og ser Citaren. Saa forlanger Mediet Papir; og mens hun underholder sig med os, skriver hun hastigt fra højre til venstre i Spejlskrift, lange Breve fra "Dr. Lazarus" til flere af de Tilstedeværende og ogsaa til mig.

Da Seancen efter tre Timer er til Ende, beder Mediet mig, da jeg allerede har rejst mig, lægge Øret til hendes nøgne venstre Skulder. Og til min Forbavselse banker "Dr. Lazarus" et Farvel.

Hvem er denne usynlige Intelligens? Det nærmeste Svar vil være: en sekundær Personlighed i Mediet, en af hendes Personlighedsspaltninger, der dog korrekt besvarer Spørgsmaal og udfører et fysisk Arbejde ved med usynlig Haand at spille, slaa Takt. Og følte jeg ikke en Kuldebølge ved min Krop, da Klokken gik hen imod mig? Husets Herre viste mig Fotografier af den "psykiske Arm" udfra Mediet, usynlig for os, men som en Røgsøjle kommer den frem paa Pladen gennem Luften fra Mediets Krop over Bordet eller under Bordpladen til Genstande, den bevæger.

Denne "psykiske Arm", som formede sig til hele Skikkelser hos Mediet Eva Carrière (gennem fjorten Aar undersøgt af Richet, Schrenck-Notzing og mangfoldige andre), har Fysikeren, Dr. Crawford ved fine Maaleapparater studeret. Det er ogsaa den, som hos de berømteste nutidige Medier, Brødrene Willy og Rudi Schneider, Kathlen Goligher og Margary Crandon danner sig som Ansigter, stundom usynlige og kun opfangede af Pladen, ofte følbare, og synlige. Disse Teleplasmavævdannelser synes at forme sig –, mener den berømte Afslører af mange Medier og tidligere Tryllekunstner, Dr. Harry Price, efter Mediets Tanke, underbevidste Ønsker hos Mediet og dets Koncentration om en Person, et Billede eller en Forestilling. Stigmatisationer, "Spøgelser", Ekstra ("Aandefotografier") paa Pladen og hele Materialisationer kan fortolkes som Ideoplastik (fysiske Udslag af Tankens Virken). Vi behøver altsaa ikke ty til nogen Aandeteori. Men rigtignok aabner der sig stadigt ny Gaader ved Lyden af disse fornuftige Bankninger, Synet af disse Materialisationer og Dematerialisationer af Genstande og Fantasiskikkelser i hvide Klæder eller i nationale Dragter (som Spøgelset Ben Bua, som Professor Charles Richet trykkede i Haanden, og som var klædt og saa ud som en marokkansk Kriger), disse Apporter fra fjærne Egne lige fra Blomster til Dyr og Metaller, disse Transfigurationer (Forvandlinger i Udseende, Tale og Karakter af Mediet), disse Booktest, denne Psykometrisynskhed og Jeg'ets Udtrædelse af Legemet, som samtidigt ses liggende bevidstløs. Fru Dr. phil. Anna Hude søgte, som den første Forsker herhjemme, en Forklaring ved at henvise til en universel Underbevidsthed, mens Dr. phil. Villads Christensen og den nylig afdøde Professor i Filosofi Kortsen antog Aandehypotesen.

Vi staar uforstaaende overfor det altsammen, ved blot, at her viser sig Love, som staar i Strid med de hidtil kendte.

Dog ogsaa det har disse Fænomener lært os, at vi som tænkende Mennesker aldrig mere kan vende tilbage til nogen Tro og nøjes med den. Vi forlanger at vide, og bestandig aabner sig i denne Videnskab for den ærlige fordomsfri Søger, ny, vældige, uanede Perspektiver. Den mekaniske Verdensopfattelse er brudt. Mennesket er ikke et Legeme med en Sjæl i Hjernen, men en Sjæl med Hjernen blot som Redskab. Menneskets Sjæl synes endog uafhængigt af dette Legeme. Til Gengæld synes det knyttet til, hvad Fysikerne har opdaget: et Æterlegeme.

De fleste Forskere af disse Kendsgerninger, de taalmodigt maa undersøge under skarpeste Kontrol, er naaet til den Anskuelse, at alt er Liv, i evig Udvikling, og intet er Tilintetgørelse og Død. Heller ikke vor Bevidsthed synes at kunne tilintetgøres. Og Døden er da for Mennesket Indgangen til en ny Sansetilstand.