Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens Fortidens religiøse Idealer idag i Form af Automatfunktion kommer til Syne i saa at sige hvert eneste Menneskes Væremaade, er Forholdet et ganske andet, naar Talen drejer sig om de Idealer, paa hvilke Fremtidens moralske Liv kommer til at hvile. Medens Fortidens Idealer med deres umiddelbare Tilknytning til Dyrerigets Lov: Magt for Ret, simpelthen er groet ind i den Enkeltes Bevidsthedsliv helt udenom Intelligensfunktion, blot forankret i den udefinerede Følelse, vil ingen af Fremtidens Idealer kunne virkeliggøres udenom Tænkningen, Analysen. En Væsensforskel af uhyre Rækkevidde kommer hermed til Syne. Fortidens religiøse Liv, fra Negrenes Fetichdyrkelse og frem til Kristendommens, Muhammedanismens og Buddhismens mangeartede Afskygninger, udtrykkes ikke i Tankebilleder, hvis Logik er umiddelbar indlysende. Følelsens Taager hviler overalt. Bag dem alle fornemmes mægtige Sandheders Eksistens, men man ser dem ikke i Dagsbevidsthedens klare Lys. Fra hvilken Kant man end søger at nærme sig dem, møder man hos dem alle et klart: Du skal tro! "Herrens Veje er uransagelige" siger Keruberne, "Stene for Brød", stønner den Sjæl, i hvis Bevidsthedsliv det udhungrede Intelligenslegeme sukker efter Indblik.

Fremtidens religiøse Liv kan ikke hvile paa udefinerede, taageagtige Tankebilleder. Paa samme Maade som det fremvoksende Menneske indenfor det saakaldte materielle Liv møder klare, logiske Svar, paa logiske Spørgsmaal, maa det ogsaa indenfor det Omraade, vi kalder det aandelige, have samme Adgang til dagklar logisk Erkendelse. "Du skal elske din Næste som dig selv", maa blive Videnskab, ellers forbliver dette Bud en Utopi.

Kan dette Bud da blive Videnskab? Absolut Ja! Medens de rent materielle Omraader efterhaanden er blevet udforsket og kortlagt, hviler den mentale Verden, som er det jordiske Menneskes, endnu i omtrent uudforsket Uberørthed. Men uden Forskning ingen Viden, og uden Viden ingen virkelig Kærlighed. Kun det, man kender helt og fuldt, kan man elske. Og ingen Erkendelse har naaet dette Maal, førend det for Forstanden er blevet synligt, at "alt er saare godt". Men altings absolutte Berettigelse kommer kun til Syne for den, hvis aandelige Hunger er naaet dertil, at det, drevet af indre uimodstaaelig Kraft, maa søge den uigenkaldelige Sandhed. Naaet til dette Punkt, møder det levende Væsen de kosmiske Analyser, hvis Tilsynekomst i klare, logiske Tankerækker, baserede, ikke paa Tro, men paa total Viden, lader det nærme sig Guddommens eget Udsigtspunkt, hvorfra det da skuer ud over Verden, hvis Lovmæssighed er saa gigantisk, at end ikke "en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guddommens Vilje, der fuldbyrdes!"