Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lys og Skygge, Sorg og Glæde, Dag og Nat, disse to Modsætninger vi møder overalt og i alt hele Livet igennem, er det ikke dem, der skaber Skønhed, Glæde og Udvikling, er de ikke lige uundværlige?

Vi fryder os, naar vi en straalende varm Sommerdag skuer ud over bølgende Kornmarker og blomstrende Enge, naar Himlen spejler sin dybblaa Farve i Havet, og Solstraalerne faar Bier og andre Insekter til at fylde Luften med brummende og syngende Lyde, Lærken til at juble over sin Rede, og Menneskene til at glæde sig over Livet!

Men hvilken Glæde havde vi af den straalende blaa Himmel og skinnende Sol, hvis aldrig det blev Regnvejr? Hvis aldrig vi oplevede Kontrasten til denne lysende Herlighed, saa blev al denne Skønhed blot til Vane, til noget almindeligt og dagligdags, man aldrig mere skænkede en Tanke; og hvor var Skønheden saa henne? Virkelig Skønhed formaar at fylde Tanker og Sind med usigelig Glæde og Taknemmelighed, skaber Fred og Harmoni udenfor og inde i os selv, – af kortere eller længere Varighed, naturligvis.

Og saadan er det alle Vegne, i alle Slags Kunstarter, i den daglige Trædemølle, og inde i os selv – i vore Tanker og Handlinger. Vi har Timer, der er bitre for os og fulde af Sorg og Lidelse, og Dage, der er fulde af Skygger, men aldrig er Sorgen saa stor, eller Lidelsen saa uudholdelig, at vi ikke et eller andet Sted øjner en lille Chance eller ser en lille Solstraale forsigtigt kigge indenfor i en af de smaa Sprækker og Revner, der dog trods alt altid er, – Gud lader os aldrig ene! Vi kan føle os fuldstændigt ene og forladt mellem Mennesker, ogsaa blandt dem vi elsker højest, men i samme Sekund vi kalder, i samme Sekund vi beder Gud om en hjælpende Haand, om Kraft og Styrke til at føre Kampen til Ende paa rette Maade, i samme Øjeblik er vi ikke længere alene, Gud er altid hos os, blot er vi sjældent Ham rigtigt nær. Først naar Sorgen og Nøden banker paa, naar vi ser os selv i al vor Tomhed og Nøgenhed, først da føler vi svagt hans Storhed og Kærlighed til alt og alle.

Derfor er Skyggerne ikke at foragte; thi uden dem, var vi kun dumme og kedelige Overfladevæsener, der ingen Værdi havde for selve Livet. Modgangen tvinger os til at se ind i os selv, tvinger det aandelige Liv til at fungere. Uden Modgang, uden Sorg og Lidelse, var vi kun at ligne ved et Væsen, der lader sig flyde med Strømmen uden at ænse Dybet under sig.

Derfor, naar vi møder Smilet og Kærlighed i andres Øjne, eller vi stille lytter til Naturens Lovprisning til den almægtige, til Bølgernes Skvulpen mod Strandbredden og Vindens sagte Susen i Trætoppene, naar vi ser Maagernes tyste Gliden langs Horisonten, og Solen forsvinde som en luende Brand der, hvor Himmel og Jord mødes, saa aner vi Guds Nærhed, og vore Sjæle fyldes med en Glæde, der faar Sorgerne til kun at staa som Skygger, der langsomt blegner. Vi føler Gud, vi fornemmer Livet over os, under os og omkring os og vore egne Sorger og Bekymringer, der før var saa store og overvældende, bliver saa smaa og ubetydelige mod de store Maal, vi faar for Øje i saadanne Stunder. Vi lærer at elske Livet i alle dets Afskygninger, fordi vi maa sande, "at den, der lukker sin Dør for det onde, lukker den ogsaa for det gode!"