Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man kan høre en bestemt Sætning saa mange Gange, at den kan arbejde sig ind i Bevidstheden paa en Maade, der kan føre til en overdreven Følsomhed for det, den giver Udtryk for. For nogen Tid siden stod der i Aviserne om en Kvinde, der i "Religionsvanvid" havde hugget sin ene Haand af. Denne Kvinde har haft en overdreven Følsomhed for Sætningen: "Hvis din ene Haand forarger dig, da hug den af".

Ved en stadig Gentagelse af Sætningen: "Saligere er det at give end at tage", kan denne ogsaa give sig Udtryk i et overfølsomt Udslag, f. Eks. at et Menneske pludselig deler ud til højre og venstre af sit Indbo, sin Garderobe og sine Penge. Det bliver maaske endda gjort med Omtanke paa, om det nu ogsaa vil gøre den rette Virkning paa de Steder, hvor det kommer hen. Er nu en saadan Handlemaade rigtig? Vil den give Yderen den Fred i Sindet, som han mente at finde deri? Vil den være i Kontakt med Fornuftens Love?

For at klare dette Problem, maa man først dvæle lidt ved hele det økonomiske Systems Udfoldelse, som vi daglig ser det.

Fraregnet Filmsskuespillere og andre Kunstnere med et eller andet Speciale, der kan forskaffe sine Udøvere fantastiske Gager, er det, man i det økonomiske System honorerer, vel nærmest sammenfattet i Begrebet: Intelligens. En Direktør, Ingeniør, Læge, Sagfører, de øverste Funktionærer indenfor alle Arter af Brancher, de ledende Mestre paa Værkstederne, kort sagt det man populært sagt kalder Toppen, giver som Regel sine Udøvere de bedste økonomiske Tilværelser. Næsten alle tragter efter at blive til "noget", og dette "noget" bliver man gennem en Skolegang, der afsluttes med en Eksamen, der giver Adgang til de eftertragtede Stillinger og de dertil hørende Goder, Indtægt og social Position.

Det vil med andre Ord sige, at den økonomiske Udvikling eller den materielle Side af Tilværelsen udvikler Intelligensen til stadig at finde nye Former for Indtægter, nye Former for Midler til at skaffe sig en saakaldt lykkelig Tilværelse, hvilket i dette Tilfælde vil sige en med Livets materielle Goder godt spækket Tilværelse, der tillader en den størst mulige Frihed til at følge sine egne Intentioner, til at leve saa behageligt som muligt. Fra Hulebeboernes primitive Tilværelse til Nutidens Velhaverhjem ligger en lang Kæde af Udviklingstrin, indenfor alle de Arter af Fabrikationer og Værkstedsuddannelser, der danner Grundlaget for et saadant Hjems Opstaaen. Og det er jo kun naturligt, at alle arbejder paa at skaffe sig de Goder, som det nu maatte være enhvers Higen og Trang.

Den materielle Udvikling har gennem en stadig stigende Intelligensfunktion bragt Levestandarden for Menneskene op i en i Forhold til Hulebeboeren luksuriøs Tilværelse.

Denne Udvikling har sat Tanken enormt i Sving for at presse alle de Goder, som Naturen skænker os i Form af Stoffer, frem til mere og mere fuldkomne og hensigtsmæssige Produkter til en stadig voksende Kreds af Mennesker. Den har frembragt Maskiner til at simplificere Fremstillingen og mangfoldiggøre Opfindernes store og i Laboratorierne brydsomt udarbejdede Projekter. Den har gennem Fantasien opstillet nye Maal, som straks synes uopnaaelige, men som en skønne Dag alligevel saa Lyset i Form af et Produkt, der saa igen udvikledes, idet den Tanke, den gav Udtryk for, blev grebet af andre, der straks havde Evnen til at udforme den videre.

Alle Mennesker har en Trang, større eller mindre, til at omgive sig med smukke Ting, være pænt klædt, give Udtryk for en vis Kultur, være dannet og saa fremdeles. Dette har givet sig Udtryk i vore moderne Skoler, Universiteter, Ungdomsforeninger etc. og virket animerende paa Lysten til at drive sine Evner frem til en Form, der netop er i Stand til at forskaffe sine Udøvere de smukke Møbler, Klæder, Huse, Biler, Rejser og Fornøjelser og det daglige Brød, som det nu maatte være hver isærs Ønske. Skulde der nu være noget galt heri? Nej – absolut ikke, thi hvis der ingen Købelyst havde været, var alle Tanker om Udvikling af de bestaaende Goder standset op. Opfindelserne var stagnerede i et Dødvande, der vilde have dræbt ethvert Initiativ. Forudsætningen for Udvikling er Brug, der viser Tingenes Duelighed eller Uduelighed, og uden dette Brug kan ingen Erfaring opstaa.

Er det nu saaledes, at de Mennesker, der gennem Intelligensudviklingens haarde Skole har naaet i rigeligt Maal at faa sine Ønsker tilfredsstillet, er lykkelige? Nej – det er jo netop det, Livet viser tilstrækkeligt mange Eksempler paa, at de ikke er, og hvorfor? Fordi "Mennesket lever ikke af Brød alene". Alene – det siger jo, at der findes noget andet i Tilværelsen end Brød (her maa Brød forstaas som de materielle Goder i det hele taget), men hvad er da dette andet? Det er Aanden i Tilværelsen, Guds Mening. Det er det levende Væsen, gennem hvilket Gud bliver en Kendsgerning.

Alle de materielle Ting har det ved sig, at de er "døde". Man kan fryde sig over dem, man kan bevare og værne dem mod Overlast og uhensigtsmæssig Behandling, men man kan ikke korrespondere med dem paa anden Maade end den indirekte. Man korresponderer jo indirekte med Ingeniøren, Bygmesteren, Maleren, Komponisten eller Forfatteren ved at se Brokonstruktionen, Kirken eller Huset, Maleriet, høre Musikstykket eller læse Bogen. Men det forandrer jo alligevel ikke Forholdet, idet vi ikke direkte korresponderer med det levende Væsen. Dette Faktum gør, at alle de materielle Ting kun virker paa en selv, og det er netop denne Kendsgerning, der gør, at det kun varer en stakket Tid med Tilfredsstillelsen herved, man vænner sig til dem og ser dem tilsidst slet ikke.

Skulde Konklusionen heraf nu være, at man svingede over til den modsatte Side og gjorde hele Tilværelsen primitiv, levede i en spartansk udstyret Betoncelle, hvis hele Inventar var en Slagbænk til at sidde eller ligge paa og et Bord til at spise og arbejde ved, og det Sæt Tøj man havde paa Kroppen? Skulde Lykken mon ligge gemt her? Er Klostertilværelsen Livets Kulmination? Hvis man ved Klostertilværelse forstaar et Liv i evig Bøn for en falden Menneskeheds syndige Tilværelse, kan den jo umuligt blive andet end en ren personlig Tilbedelse af en Idé, der ingen Rod har i det virkelige Liv og som Følge heraf en skønne Dag vil give sin Udøver den Tomhedsfornemmelse, som den i sig selv er, og Lykken vil atter være sat overstyr.

Der gives ogsaa en anden Art af Klostertilværelse, nemlig den, hvori Munkene kun levede for direkte at hjælpe deres Medmennesker eller for rent videnskabelige Studier og i en saadan Tilværelse fandt en Form i Livet, der gav det Indhold, Fylde, Mening og Idé, der fyldte sine Udøvere med Tilfredshed og Glæde eller Lykke. Men her er vi jo ogsaa kommet tilbage til Aanden i Tilværelsen, til det levende Væsen, gennem hvilket Gud bliver en Kendsgerning. Ja – men hvad saa med hele den moderne, materielle Udvikling, er den da en eneste stor Misforstaaelse, er det en Idé, man hurtigst muligt skal se at komme væk fra?

Lad os et Øjeblik dvæle lidt ved, hvad det egentlig er, der foregaar. Gennem hele vor tekniske og haandværksmæssige Kunnen er det muligt at fremstille alle Produkter i saa at sige alle Afskygninger af gode og mindre gode Frembringelser. Det daglige Brug afslører uhjælpeligt de daarlige Produkters Mangelfuldhed, og hvad gør vi saa næste Gang, vi staar overfor en Nyanskaffelse, vi køber en Ting, der er bedre, idet vi siger til os selv – hellere spare lidt sammen og saa faa noget, der kan holde. Men denne Proces er jo Udvikling, er jo Kendskab, der afføder dette – at have Forstand paa Tingene.

At have Forstand paa Tingene afføder atter et stadigt stigende Krav paa disses Kvalitet, Brugbarhed og sidst men ikke mindst Skønhed. "Man kan ligesaa godt lade en Maskine lave Tingene i skønne Former og Farver i Stedet for i grimme, det er jo kun et Indstillingsspørgsmaal," var der engang en Mand, der sagde til mig, da vi talte om Begrebet "Kunstindustri". Men en saadan Tanke opstaar jo ogsaa kun ved, at man bliver utilfreds med de mindre gode Former, Farver og Skønheder. Vi udvikler med andre Ord automatisk det daglige Livs Fornødenheder til en stadig smukkere og mere hensigtsmæssig Opbygning.

Se paa Bilen, Damperen og Flyvemaskinen, hvor den begrænsede Plads har skabt en Opfindsomhed til at udnytte hver Centimeter paa den bedst mulige Maade. Se Strømlinien, der overvinder Vindens eller Vandets Modstand paa den mest ideelle Maade, ganske som Himlens Fugle og Vandets Fisk forlængst har gjort og stadig gør det. Se paa de moderne Møbler og Lejligheder, Badeværelser og Køkkenindretninger, hvor man stadig søger at løse det daglige Livs mange Foreteelser ved Hjælp af et Utal af Materialer og tekniske Indretninger, der alle har til Maal at lette Tilværelsen, at gøre Livet friere, at forskønne de daglige Omgivelser. Det er dog kun sund og naturlig Udvikling.

Konklusionen heraf maa saa være, at den moderne, materielle Udvikling ikke er en eneste stor Misforstaaelse, men tværtimod er et Gode, der er under rivende Vækst. Det vilde jo være ulogisk, hvis man nu pludselig vilde vende Ryggen til hele denne Side af Tilværelsen, der i Bunden har skabt saa megen Kvalitet, Skønhed og Hensigtsmæssighed. Det vilde være det samme som, at man smed de store mekaniske Væverier paa Lossepladsen og tyede til Spinderokken og Væven igen, at man smed alle bygningstekniske Idéer overbord og indrettede sig i Jordhuler med Tranlamper og Blæreskind til Vinduer. Man smider dog ikke det pragtfulde Værktøj, som man nutildags bruger i alle Arter af Haandværk, bort og gaar tilbage til den primitive Flintestensøkse. Man gaar dog ikke baglæns. Naar man en Gang har prøvet det gode, ønsker man dog ikke det daarlige, selv om man har Evne til at kunne indrette sig primitivt for et kortere Spand af Tid.