Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da det guddommelige Skabeprincips Helhedsudfoldelse i Verdensaltet manifesterer sig i Form af en mørk og en lys Udstraaling, bliver vi her Vidne til, at det levende Væsens Oplevelse af Livet kommer til at forme sig som en skiftende Oplevelse af kulminerende Mørke og Lys, evigt fortsættende i højere og højere Former.

I sin Udvikling er det jordiske Menneske nu naaet ind i den Halvdel af Spiralen, hvor den lyse Udstraaling forlængst har begyndt at gøre sig gældende, saaledes at Paavirkningen af dens Energier nu er stærkt synlig. Da Virkningerne af disse Energier er de modsatte af alt det, der kommer ind under Begrebet "det Onde", har det jordiske Menneske let ved at identificere disse Energier som "guddommelige", i Modsætning til de smertebringende og ubehagelige, som det i Kraft af sin ringe aandelige Viden tillægger et ondt og mørkt Ophav: "Djævelen", "Satan", "Lucifer" o. s. v.

Martinus viser os imidlertid, at det jordiske Menneskes aandelige Vækst altid, har været ledet af indviede Væsener, hvilket vil sige Væsener, der i Udvikling er saa fremskredne, at de ved deres egen Oplevelse har tilegnet sig det Overblik, der er nødvendigt for at kunne skabe den Moral og Idealisme, paa hvilken kommende Kulturer kan opbygges. Et saadant Væsen kendes idag under Navnet en "Messias".

Da Menneskeheden forlængst er kommet ind under Virkningerne af Skabeprincippets lyse Udstraaling, saaledes at den direkte Føring af den mørke Udstraalings indviede Væsner fortoner sig dybt ind i Fortidens Mørke, har vi her Grunden til den manglende Viden om disse Væsener som kulturbefordrende.

Men Beviset for ovenstaaende Sandhed har vi derimod i den Kendsgerning, at den af disse Væsener indarbejdede Verdensmoral stadigvæk er den herskende i Verden. Dette forstaas maaske bedre, naar man her nævner, at al Forsvar for Begreber som: Had, Hævn, Krig, Mord, Drab, Straf, Kødspisning, "Retfærdig Harme" og "hellig Vrede" etc. er at betragte som Detaljer i den mørke Udstraalings Moral.

Den lyse Udstraalings Moral med sine klare Bud om Næstekærlighed og given Afkald paa Hævn, er derimod kun i sin Vorden. Det jordiske Menneske af idag lever i Virkeligheden paa en Dobbeltmoral. I dets Indre er der Konflikt, og denne Konflikt har ingen klarere Formulering faaet end Paulus berømte Ord: "Det Gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det Onde, jeg ikke vil, gør jeg". Den mørke Udstraalings Moral er blevet Vane hos det jordiske Menneske, den lyse Udstraalings Moral er derimod endnu kun udgørende de Idealer, det drømmer om engang at kunne komme til at opfylde.

Men i Form af stadigt voksende Undervisningsforanstaltninger, i Form af det mentale Mørkes uundgaaelige Tilbagevending som Lidelse saavel for den Enkelte som for hele Samfundet, fuldbyrder den lyse Udstraaling sin Mission. Kærlighedens Vækst i Form af Hospitaler, Alderdomshjem, social Forsorg etc. taler her sit eget Sprog og vidner om, at det Rige, som Kristus udtrykte som "ikke af denne Verden", langsomt er i Færd med at komme til Syne paa de jordiske Kontinenter.