Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Kød- eller Blodprodukterne, som Læserne af de tidligere Numre af "Kosmos" allerede er gjort bekendt med, ikke udgør den naturlige Føde for Mennesket, vil den Føde, der da maa udpeges som den retmæssige, kun være at finde indenfor de Stoffer, vi udtrykker som "vegetariske". Dette vil altsaa sige, at Menneskets naturlige Føde kun kan stamme fra Planteriget.

Nu vil der her kunne gøres Indvendinger og fremhæves, at Planter ogsaa er levende Væsener, og at deres Tilintetgørelse eller Anvendelse som Næringsmiddel ligesaa godt som Kødets Anvendelse vil være i Strid med det store Bud: "Du skal ikke dræbe". Og jeg maa indrømme, at dette virkelig i nogen Grad er rigtigt. Men som det Følgende vil vise, er Plantevæsenerne ikke saa langt fremme i Udviklingen paa det fysiske Plan som Dyrene. Dette vil igen bevirke, at de ikke har et saa forgrenet eller fintfølende Nervesystem som Dyrene og som Følge heraf ikke oplever Smerter i samme Forstand som disse. Da det fysiske Omraade af Plantevæsenets Bevidsthed endnu kun udgør dens "Underbevidsthed", har den saaledes ikke nogen Dagsbevidsthed paa det fysiske Plan, og dets Definering af Lykke og Ulykke fornemmer det henholdsvis – ikke som realistiske Kendsgerninger, – men derimod allerhøjst kun som Behags- eller Ubehagsanelse. Planten er saaledes ikke som Dyret paa et Udviklingsstadium, hvor den har en fuldt ud funktionsdygtig Dagsbevidsthed paa det fysiske Plan, der lader dens Skæbnes Analyser som bevidste rædsels- eller angstbefordrende, lykke- eller vellystbefordrende Tankerækker passere Revy for dens indre Jeg. Som nævnt kan den altsaa kun fornemme sin fysiske Fremtræden i de to Definationer: Behags- og Ubehagsanelse. Den har ganske vist en Dagsbevidsthed, men den fremtræder i Forhold til Dyrets i mikroskopisk Natur og korresponderer i Følge "Livets Bog" kun med det sjette Tilværelsesplan, nemlig "Salighedsriget". Og det er dette Riges guddommelige Atmosfære, der omsat i fysisk Form giver Planteriget dets umaadelige Farvepragt, skønne Dufte og behagelige Lyde. Planterne er i Følge den højeste okkulte Analyse saaledes aandelige Væsener, hvis Nedstigning i Mørket, det materielle Plan eller "Det dræbende Princip"s Zone endnu ikke er saa fremtrædende, at deres lysende Salighedsglorie helt er blevet tildækket eller indhyllet i den grove fysiske Materie, men endnu i Form af Frugtbarhed kaster sin guddommelige oplivende Glans ud over Jordens Kontinenter saavel under som over Vandene, og derved omdannende disse umaadelige Ørkener til et Haveanlæg for alt Levende.

Da Plantevæsenet ikke er saa langt fremme i den fysiske Udvikling som Dyrevæsenerne og derfor ikke lider det samme ved Drab eller Lemlæstelse som disse, idet det ikke kan føle Angst eller Rædsel og ikke realistisk kan opleve Smerte, men kun i Form af Ubehagsanelse, vil det være klart indlysende, at man ved at dræbe Dyr skaber større Lidelse end ved at dræbe Planter. Men af to Onder maa man jo vælge det mindste Onde. Og i nærværende Tilfælde vil det altsaa være det mindste Onde at dræbe Planter. Ved Valget af den vegetariske Føde vil man altsaa i mindst Udstrækning komme til at overtræde det femte Bud. Et stort Plus vil nævnte Valg yderligere medføre, idet den vegetariske Ernæring indtil et vist Omraade kan tilvejebringes, ganske uden at der sker Drab eller Lemlæstelse. Det vegetabilske Omraade indbefatter nemlig i sin højeste Instans Stoffer, der ligefrem er beregnet paa at skulle optages som Næring i Organismer. Dette vil igen sige, at disse Stoffer befinder sig i en saadan Tilstand i Naturen eller er under saadanne Betingelser, at deres Optagelse som Næring i Organismer betyder Liv og Udvikling i Stedet for at betyde Drab og Lemlæstelse. Det er disse Stoffers Fremtræden, der skal afløse "Det dræbende Princip" paa Jorden og gøre det muligt, at det gamle Ord, "Ens Død er en andens Brød", ikke skal blive ved med at være gældende paa vor Klode.

For at kunne paavise de virkelige Forhold mellem det jordiske Menneske og den animalske og vegetariske Føde vil det nu være nødvendigt at føre Læseren gennem nogle kosmiske eller okkulte Analyser. Disse kan muligvis virke noget besværlige for den utrænede Forsker, men for den, der har Evne, Energi og Interesse til virkeligt at tænke dem efter, vil de blive et uomstødeligt Bevis for denne min Artikelseries urokkelige Harmoni med den absolutte Kendsgerning eller de virkelige Fakta.

Det er saaledes ikke min Opgave at demonstrere de nævnte Ernæringskilder i Form af kemiske Analyser eller under de moderne gængse Begreber: "Vitaminer", "Kalorier", "Syrer" o. s. v. Til Udbredelse af den Form for Viden har Menneskeheden jo allerede en hel Hærskare af dygtige Videnskabsmænd. Ligeledes er det naturligvis heller ikke min Mission at udskrive en Serie ny vegetariske Kogebøger. Af saadanne begynder Verden ogsaa at være velforsynet. Men medens den moderne videnskabelige Forskning saavel som Kogebøgerne er baseret paa eller udgør et Resultat af "Tankeprocessen Nedenfra", er de Oplysninger, som det er faldet i min Lod at skulle give, et Resultat af "Tankeprocessen Ovenfra" og udtrykker saaledes den højeste okkulte Analyse af de nævnte to Ernæringskilder, hvilket vil sige Analyserne af selve det levende Liv i disse.

Ved "Tankeprocessen Ovenfra" forstaas den højeste Sansning eller Oplevelsen gennem "Den hellige Aand", hvor alt iagttages fra "Livssiden", medens "Tankeprocessen Nedenfra" kun udgør Oplevelsen gennem de grove fysiske Sanser, hvor alt kun ses fra "Stofsiden". Paa denne sidstnævnte Form for Sansning er den moderne Videnskab altsaa foreløbig baseret, men Udviklingen vil føre med sig, at den senere vil komme frem til ogsaa at se Tingene fra "Livssiden", og saaledes blive hævet over de mange Illusioner og Faldgruber som Sansningen fra "Stofsiden" repræsenterer.

Jeg skal saa gaa over til at demonstrere eller paavise Tingene fra "Livssiden" og dermed give det urokkelige Fundament, paa hvilket al Ernæringsvidenskab og Forfatterskab af Kogebøger bør hvile.

Hele Verdensaltet, alt hvad der kan sanses eller iagttages er i Følge den højeste okkulte Analyse levende. Men alt Liv har to Sider, nemlig "Stofsiden" og "Livssiden". Naar vi saaledes bliver Vidne til noget vi kalder "Stof", er det i Virkeligheden noget "Levende", vi ser fra "Stofsiden". Naar vi derimod ser noget, vi kalder "levende" er det i Virkeligheden Stoffet vi ser fra "Livssiden". Saaledes bliver Stof og Liv identisk, men kan altsaa fornemmes gennem to principielt forskellige Former for Sansning.

Da Evnen til at fornemme Livet fra "Stofsiden" udgør den mest primitive Form for Sansning, er den almengældende for de levende Væsener paa de primitive Udviklingsstadier. Evnen til at sanse Stoffet fra "Livssiden er derimod først fundamental paa de højere Udviklingstrin, hvor Væsenerne har gennemgaaet den i Livets Bog omtalte "store Fødsel". For Væsener, der ikke fundamentalt sanser Livet fra "Livssiden", men kun fra "Stofsiden", bliver alt Liv fremtrædende som "Stof" eller "Materie". Denne Materie er igen identisk med Energi, Kraft, Bevægelse eller Vibration. Vibrationerne repræsenterer igen en uendelig Verden af Variationer, der toner frem for Sanserne som Farver, Lyde, Straaler, Legemer, kort sagt som alt, hvad vi kender som "skabte Ting". Da alt, hvad der kan sanses fra "Stofsiden" er Bevægelse eller Vibration, vil intet herfra være synligt som evigt, men kun som foranderligt. Alt er derfor her timeligt. Hvis man derimod sanser fra "Livssiden", bliver alt til Liv eller "levende Væsener". Da man herfra ikke sanser Materien, bliver disse "levende Væsener" ikke fremtrædende i Former eller Legemer, kan ikke udvise nogen Foranderlighed, da Bevægelsen eller Vibrationerne her ikke sanses. De levende Væsener viser sig derfor her som evige Realiteter, hvilket vil sige, at de aldrig nogen Sinde har begyndt og aldrig nogen Sinde kan komme til at ophøre. Da disse evige Realiteter udgør de Punkter, omkring hvilke al Vibration eller Bevægelse udgaar, bliver de de eneste absolute "faste Punkter" i Tilværelsen. Disse evige "faste Punkter" udgør altsaa Fundamentet for alt, hvad der kan sanses fra "Stofsiden". De udgør Ophavet til al Skabelse. De udgør den evigt levende Kærne i enhver Organisme og betinger, at denne faar Identiteten: levende Væsen. Det er en saadan Væsenskærne, vi gennem Livets Bog lærer at kende som "Jeget". For den okkulte Sansning bliver disse "Jeger" eller "faste Punkter" saaledes den allerhøjeste og sidste direkte Analyse af alt, hvad der kan sanses. Da de udgør selve Livet eller "det Levende" i Altet, vil vi kalde disse Punkter for "Livsenheder". Disse "Livsenheder" kan altsaa gennem primitiv Sansning kun opfattes som "Stof", men gennem den højeste Sansning bliver dette "Stof" altsaa synligt som "Livsenheder".

En "Livsenhed" udgør altsaa det levende Væsen set fra "Livssiden". De "Livsenheder", man paa Jorden har størst Kendskab til, er naturligvis de, der udgør de jordiske Mennesker eller de, til hvilke Individerne selv hører. Dernæst kommer Dyrene, saa Planterne og efter dem Mineralierne. Medens den primitive eller jordiske Sansning i nogen Grad indirekte udløser Opfattelsen af Mennesker, Dyr og Planter som levende Væsener eller som her betegnet: "Livsenheder", er det betydeligt sværere gennem samme Sansning at opleve Mineralierne som Udtryk for levende Væsener eller "Livsenheder". Disse bliver derimod mere sanset som Stof, Vibration eller Bevægelse. Men efterhaanden som Mennesket naar frem til Sansningen gennem "Den kosmiske Bevidsthed" eller "Den hellige Aand" bliver Mineralierne eller nævnte Stof mere og mere synligt som ogsaa udgørende Udtryk for "Livsenheder". Og det er ud fra dette Syn, der saaledes lader alt i Tilværelsen fremtræde som "Livsenheder", at man kan bevise, at det ikke er de animalske, men de vegetariske Produkter, der udgør den naturlige og dermed den retmæssige Føde for Mennesket, ligesom det ogsaa er ud fra samme Oplevelse, at man kan paavise, at Ligbrænding, som jeg i en senere Artikel skal komme tilbage til, er skrigende imod Naturens Love.

Da alt Stof saaledes i sin højeste Analyse er "Livsenheder", og vor Ernæring, vort Kød og Blod, den Luft vi indaander, ja vort Skelet, vore Negle og Haar i Realiteten ogsaa bestaar af "Livsenheder", ligesom Materialet for vore Klæder, Sko, vore Møbler, Huse, Redskaber o. s. v. bestaar af Hærskarer af Milliarder af "Livsenheder", maa man naturligvis indtil en vis Grad lære at kende disse "Livsenheders" saa at sige "daglige Liv og Færden", for derigennem at faa den absolute Viden om vor egen Tilværelses Harmoni med det øvrige Liv i Verden. Thi uden Kendskab til de nævnte "Livsenheders" Manifestation og Livsbetingelser vil vi jo f. Eks. ikke kunde vide, om "Livsenhederne" i den Mad vi spiser, paaføres Drab og Lemlæstelse, eller de paaføres Liv og Udvikling ved denne vor Berøring med disse. Der findes nemlig som tidligere omtalt "Livsenheder", hvis Optagelse som Næring i Organismer betyder naturlig Udvikling og Liv, ligesom der er andre "Livsenheder" for hvem samme Optagelse betyder Død og Lemlæstelse. (Ved Død maa her naturligvis ligesom overalt i mine Beretninger kun forstaas en Tilintetgørelse af det levende Væsens Legeme, ikke af dets Jeg, thi dette er jo evigt uforgængeligt, og en absolut Død dermed umulig).

Mennesker, der i Form af Føde- og Drikkemidler opsummerer i sig "Livsenheder", for hvem denne Opsummering betyder Ulykke, Død og Lemlæstelse, paafører sig jo her et "Synderegister", der talmæssigt betragtet er af saadanne Dimensioner, at det ellers kendte "Synderegister", som de gennem Religionen, Kirken og Præsten beder om Tilgivelse for, i Forhold hertil er for intet at regne. Det kan her højst dreje sig om nogle Hundreder Individer for hver især i deres daglige Omgivelser, de paa en eller anden Maade har forsyndet sig imod, medens Tallet paa de "Livsenheder", de gennem fejlagtig Ernæring forsynder sig imod tæller Milliarder. Ganske vist er der her i sidstnævnte Tilfælde kun Tale om mikroskopiske Væsener. Men i de evige Fakta, overfor den guddommelige eller kosmiske Bevidsthed er "een Dag for Herren som Tusinde Aar, og Tusinde Aar som een Dag", følgelig er Mikrokosmos for den samme Bevidsthed lig Makrokosmos. De evige Love gælder i det Smaa som i det Store. Det femte Bud udtrykker ikke, at man gerne maa dræbe smaa Væsener. Resultaterne af dette Massemyrderi af "Livsenheder" ved fejlagtig Ernæring udebliver da heller ikke, men bevirker, at hele den jordiske Menneskehed ikke er sund, men i stor Udstrækning er en Samling mere eller mindre i Form af organiske Sygdomme livsfarligt saarede og lemlæstede Individer, der paa Hospitaler, Klinikker, Lazaretter udløser sine sidste Kraftanstrengelser for at tilbageerobre det i Form af Sundhed, Liv og Førlighed tabte Land.

Den samme Menneskehed raaber til Himlen om "Nedrustning", om "Afskaffelse af Krig", om "en evig Fred". Men hvorledes skal saadanne Realiteter kunne fuldbyrdes af Individer, af Enheder der i sig selv er udløsende Sprængstof for al Harmoni med Fredens Basis. En Verdensfred kan ikke bæres eller opretholdes af Individer, hvis eget Indre i sig selv er en Valplads for Massemyrderi, Krig og Lemlæstelse og saaledes udgør Koncentrationen af al Kontrast til selve Livets Varme eller den evige Kærlighed. En varig Fred kan Individet aldrig komme til at opleve udadtil, før det har rodfæstet denne indadtil i sit eget Indre, i sit eget Legeme eller i det "Univers", i hvilket det selv er Guddom.

Naar Individet naar frem til at vælge de Nydelsesstoffer, for hvis "Livsenheder" det er en Livsbetingelse at blive optaget som Næring i en Organisme, da aftager Massemyrderierne i dets Legemskultur, da ophører dets Sygdomme, da skaber det i bogstavelig Forstand "Verdensfreden" i sit eget Bryst og faar den Karma eller Skæbne til Gode: selv at komme til at leve i Fredens Zone udadtil. Kun saadanne Individer kan udsende de Vibrationer eller Energier, af hvilke en fundamental Verdensfred kan opstaa.