Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1939/5 side 37
cand. polyt. Mogens Munch:
Naturen og Mennesket.
Igennem det uendelige Verdensrum kommer det farende ...... En Funke, en Gnist, en Brand – større og større vokser det – til det tilsidst synes at ville udfylde Altet med sin svidende, flammende Ild.
En Sol blev det senere kaldt, dette stolte, utilnærmelige Flammehav, der aldrig synes at unde sig Hvile, der ustandselig slynger sine graadige, luende Fangarme ud i Rummets Tomhed, som søgte det Føde.
Dette forunderlige noget, dette brølende og larmende Inferno fødte en Datter. Spæd og jomfruelig, men med den samme sydende og rasende Ild, skilte hendes Legeme sig ud fra Moderens og antog hendes Form. Som en Kugle af lutrende Ild, af flammende Metal, af glødende Granit, svævede hun i æterisk Lethed omkring Moderen for at bade sig i hendes Straaleglans.
Sekler ruller ......
Igennem det uendelige Verdensrum kommer det farende ...... En Funke, en Gnist, en Brand – større og større vokser det ......
Solen kaldes det, dette stolte utilnærmelige Flammehav. Bundet dertil, med Slægtskabets Baand, danser i en evig Runddans Solens Datter, – Jorden er den blevet kaldt. Den lutrende Ild, det fyrige Liv er standset, det voldsomme, altopslugende Favntag er lukket. Den er ikke den samme Solens Datter som før; det uendelige Verdensrums Kulde var ikke for hendes spæde Legeme. Kulden var stærkere end hendes Ild, og hun maatte hylle sig i en Kaabe for ikke at gaa under. Hun blev til MODER JORD.
*   *   *
MODER JORD hvad har du ikke fostret i Tidernes Løb, hvad har du ikke næret ved din Barm, vejledt og opdraget, straffet og knust.
Sælsomme var de Skabninger, der saa Dagens Lys i din Favn, men sælsomst blandt dem alle blev dog Mennesket. Af Ydre saa usselt, saa kraftesløst overfor dine andre Skabninger, men i sit Indre velsignet med underfulde Evner.
Som et hjælpeløst Kryb tog du Menneskedyret under din Varetægt, og hvad det manglede i fysisk Kraft, gav du det i Snille. Du lærte ham i Kampen, at det var sikrest at holde sig udenfor og dræbe paa Afstand, du lærte ham at sende den skarpe Sten eller den spidse Od som Dødens Sendebud, medens han selv sad beskyttet mellem Træets Grene. Du tog ham ud i Uvejret og lærte ham Kraften i dine Lyn, viste ham, hvordan han skulde bruge Ilden i sin Tjeneste, viste ham, hvordan han kunde gemme den, og hvordan han selv kunde lave den igen, og Mennesket bød over Dyret, men var selv Dyr værst af alle.
Du lærte ham at bygge Ly mod Vejr og Vind, lærte ham at bygge sig spinkle Fartøjer, hvormed han kunde befare dine umaadelige Vande.
MODER JORD – du lærte ham at tænke; men Mennesket var stadig Dyr værst af alle. Du lærte ham Tjeneren Ild at kende, og han fandt straks Fjenden Ild, hvormed han ødelagde og afbrændte Landsbyer og Hytter; du lærte ham at lave Vaaben mod de vilde Dyr, og han brugte dem mod sine Frænder.
*   *   *
Aarhundreder gaar. Menneskene fødes – lever – dør, de kæmper og elsker, de hader og lider, og de lærer.
Hvert Foraar grønnes Træerne i dine Skove, og dine Marker og Enge fyldes med Blomster i tusindvis; røde, gule, grønne, blaa staar de som et Vidnesbyrd om det evige, det uforgængelige, det, der aldrig kan dø. Tusinde jublende Fuglestemmer hilser den gryende Vaar, og ubevidst vokser der hos alle Væsner en Følelse af noget stort, noget uforstaaeligt, men tillige uimodstaaeligt.
Kun Mennesket ænser det næppe. Mennesket har blindet sig selv. Du, som engang nærede ham ved dit Bryst, dig har han glemt; du, som har lært ham alt, hvad han ved, som har vist ham alle din Naturs utallige Vidundere, dig har han glemt.
MODER JORD – Ægget vil til at lære Hønen!
Mennesket er blevet en Slave af sin egen Viden. Han ser kun det af dig, som han kan sanse gennem sine Instrumenter, sin Regnestok, sine Tabeller. For ham er Aarstidernes Skiften noget besværligt, som han modarbejder med sine Maskiner.
Livet – det sprudlende, kaade, altid overraskende – er for ham en inkommensurabel Størrelse, der ikke forekommer i hans Lærebøger eller Tabeller, og som han "følgelig ser bort fra", eller maaske forsøger at forklare udfra indviklede kemiske Formler og Reaktioner.
Mennesket er blevet en Slave af sin Viden, ja, – og af Tiden. Fra Fødsel til Død – det er hele hans Horisont.
Med det uendelige Stjernehvælv over sig, levende midt i en Evighed, slider Mennesket sig hæsblæsende afsted, knuget ned af utallige selvskabte Byrder. Position, Anseelse, Magt – Hære, Flaader, Kanoner, Flyvemaskiner – Guld, Juveler, Titler.
Mennesket lever under Sfinxens Tegn.
*   *   *
MODER JORD – du er kun et enkelt Led i en stor og kærlig Guddoms Opdragelse af Mennesket, men det er dog under din Varetægt, at Mennesket er kommet saa langt.
MODER JORD – hvornaar vil du for sidste Gang tage Mennesket i Lære?
Hvornaar vil du rette hans bøjede Nakke og løfte hans sænkede Hoved, saa han frit kan skue ud i den Evighed, der omgiver ham? Hvornaar vil du lære ham at forstaa, at Livet er andet og mere, end det han har fundet ud af i sit Laboratorium?
Lær ham at se, at de eneste Værdier – de eneste sande Værdier – er de, han bærer i sit eget Hjerte. Du har jo dog set Lyset tændes i den af Mord- og Hævntanker formørkede Hjerne, du har dog set den barmhjertige Samaritan arbejde under Kuglernes Regn. Hvornaar vil du puste til denne lille Funke, saa den kan blusse op og udfylde hele hans Sind?.
Lad snart Spaadommen gaa i Opfyldelse: "Fred paa Jorden og i Mennesker en Velbehagelighed!"