Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1939/5 side 33
Erik Gerner Larsson:
Foraar ved Klint.
Forskellige Omstændigheder bevirkede, at jeg i Aar med større Spænding end nogensinde før spejdede efter de første spæde Foraarstegn. En Hjertesvaghed, hvis Eksistens jeg end ikke havde anet, havde allerede midt i Vinterens Hjerte omtrent tvunget mig Sværdet af Haanden, og hvad jeg selv vægrede mig ved at tro, havde Lægerne gjort mig klart, jeg maatte koble fra, hvile, hvile og atter hvile.
Jeg ved godt, at der findes Mennesker for hvem dette at hvile er noget medfødt. Naar man skal det, maa det være dejligt at have et saadant Talent, i hvert Tilfælde er det forbistret svært at erhverve sig, naar man ikke har det!
Naa, der kommer jo en Dag for os alle, hvor vi opdager, at man ikke skal brænde sit Lys i begge Ender, og den Opdagelse førte altsaa mig til at spejde efter den Dag, hvor jeg atter kunde sætte mine Fødder paa den Plet, jeg er kommet til at elske højest paa denne Jord: Kosmos Feriekoloni.
Overfor mig selv havde jeg den lykkelige Undskyldning, at jeg skulde op og forberede Sommeren i Gartneriet, saa da de allerførste "milde" Luftninger i Marts kunde anes, pakkede jeg mine Sager og sagde København Farvel – uden Sorg i Sindet! Under selve Køreturen herop havde jeg en mærkelig Oplevelse. Efterhaanden som Afstanden med København øgedes, var det, som om noget inde i mig løsnedes og faldt væk. Et knugende Tryk, som nu i Maaneder havde hvilet over noget inde i mig, veg Tomme for Tomme for det Væld af Tanker om Fremtiden, der brød frem, og da jeg i det fjerne øjnede den første Stribe Hav, følte jeg med en mærkelig Sikkerhed, at den Sundhed, jeg længtes efter at eje, allerede var paa Vej.
Alt dette kan maaske lyde en Smule sentimentalt. Jeg beder imidlertid Læseren tro, at jeg i mit Liv har været for meget syg til, at en midlertidig Hjertesvækkelse kunde tage Modet fra mig.
Nej, det som under min Sygdom havde pint mig mest, var langt fra den Smule Smerter jeg af og til havde, men derimod det, at jeg maatte afbryde alle mine Rejser. Tanker er ikke nogen ringe Ting, og atter og atter følte jeg baade de andres og min egen Længsel efter de Møder, hvor vi Ansigt til Ansigt drøftede alt det, Martinus har bragt ind i vort Liv – følte det med en Intensitet, som smertede mig langt mere, end nogen fysisk Smerte nogensinde har gjort.
Gensynet med Havet bragte straks lidt af mit gamle Humør tilbage. Skumstribet sang det sin aartusindgamle Sang i mine Øren og bragte mig til at tænke paa, at ingen Magt paa Jorden havde overvundet det, at Sejre aldrig vindes af den, der har travlt, men kun af den, der har Tid.
Da jeg tog hjemmefra, havde jeg fyldt mig selv med Løfter om, at naar jeg endelig igen var ved Klint, ja saa skulde jeg blot gaa rundt og dase, slet ingen Ting bestille, bare hvile, spise og sove! Ak, hvilke Løfter! Jeg travede rundt i Kolonien og holdt smaa Tordentaler for mig selv om, at jeg nu var Rekonvalescent, og at alle de smaa Ting, der trængte til at blive ordnet, aldeles ikke vedkom mig. Har De selv prøvet det? Har De, saa er det sikkert ogsaa gaaet Dem, som det gik mig. Bare lige prøve, ikke sandt? Saadan en lille Smule kan man sagtens gøre og det der med og det – –! Et Par Dage efter havde jeg glemt, at jeg havde daarligt Hjerte. Lærken hang oppe under Himlen og sang, saa det gnistrede udover Markerne. Nede under Tuerne begyndte Kobjælderne at titte frem i deres bedaarende smaa laadne Kyser, Buskene knoppedes og Græsset grønnedes – Foraaret bankede paa Døren – og saa har man ikke Tid til at tænke paa Svaghederne.
Har De prøvet at gaa en sen Aftentur ved en af vore Kyster i April? Dyit-dyit-hviit-hviit-derrl-derrl – tusinde Lyde naar Deres Øren fra usynlige Væsener, der paa dunlette Vinger drives mod deres Maal. Et Hav af kosmisk Sexualkraft slaar Dem i Møde. Naturens evige Skaberkræfter gennemlyner Rummet og rammer hver eneste modtagelig Sjæl. Overalt fornemmer man noget stige og virke, overalt sanser man, at Livet – det vidunderlige Liv – rejser sig til Kamp imod Døden. Uvilkaarligt drejer man Ansigtet mod Vinden og nynner sin pureste Ungdoms Slagsang:
Jeg vælger mig April,
i den det gamle falder,
i den det ny faar Fæste,
det volder lidt Rabalder,
men Fred er ej det Bedste,
men at man noget vil!
Nej, det Menneske, der føler sig ung med Livet, der har brudt med Fortidens hensygnende og dødsmærkede Forestillinger om, hvordan Livet skal leves, der i sig selv har gjort op med og sprængt det Mørke af mentalt Lavsind, der idag som en modbydelig Gift har trængt sig ind i næsten alle Sjæle og der skabt uudholdelige Forskrifter om Ret og Vrang, – det Menneske har ikke Tid til at være syg. Aandelig Sundhed maa ogsaa give et sundt fysisk Legeme!
Og Dagene gik. Kosmos Feriekoloni er ikke, som jeg har hørt adskillige mene, en lille Kolonihave med et Par Huse. Det er et Areal, man nok kan blive træt af at trave rundt om! Men et skønt Areal, et Stykke Land, hvor næsten alt fortæller om Travlhed og Virke. For kun fem Aar siden gravedes det første Spadestik paa denne Plet, som nu er en hel lille By. I lange Rækker staar Æbletræerne idag og demonstrerer deres Livsglæde ved at blomstre, saa baade Bierne og jeg er helt svimle, – hver ved Tanken paa sit Udbytte! Jordbærstykket ligner et Kæmpelagen, der er lagt til Blegning, og Kartoflerne, Løgene og Gulerødderne staar paa Linie, saa selv en ivrig Militarist maa blive blød om Hjertet. I Drivhuse og Mistbænke kappes Tomater, Agurker og Meloner om at overgaa hinanden i Vækst. Hundrede nye Mistbænkvinduer ligger i Solen og praler overfor deres lidt ældre Kammerater med deres skinnende hvide Maling. Jo, Kosmos Feriekolonis Gartneri er ikke længere en øde og gold Plet Sandjord, hvor intet kan gro, det er snart et af de største i Egnen, og nu, da det maaske er sidste Aar, jeg tumler med det, føler jeg mig lykkelig ved at kunne sige, at disse faa Aars Slid inden længe vil kunne danne Grundlaget for en ung, dygtig Gartners Fremtid.
De røde Huse bliver skønnere for hvert Aar der gaar. Takket være Kaptajn Albertsens Omhu og Flid modstaar de alle et barsk Vinterklimas Angreb og venter nu blot paa at blive befolket med glade, ferietrængende Mennesker. De smaa gule Huse, der maaske af og til har følt sig lidt tilsidesat af deres større Brødre, har i Aar rettet Ryggen ganske betydeligt. En af Studiedeltagerne i Roskilde har skænket Kolonien syv nye Halvdøre, der afviger fra de gamle ved at Være med Glas. Fra en stor Rude ser Beboerne af de gule Huse nu udover hele Kolonien, et Plus jeg ved enhver vil blive taknemmelig over. Tak, Flygge!
Paa selve den store Plads har vi i Aar lavet Tennikoitbaner til Underholdning baade for de i Forvejen slanke og for dem, som ønsker at blive det. Ved Stranden vil Gæsterne i Aar finde en helt ny Bro samt Sandkasser til de allermindste.
I Foredragssalen har der ogsaa været Travlhed. En Pinsehøjtidelighed af sjælden Karakter er Vinteren igennem blevet forberedt af en af Sagens gamle Venner, Teatermaler Carlsson, og uden at overdrive det mindste ved jeg, at denne Sal, hvis egenartede Stemning har skænket mange af Koloniens Gæster nogle af deres Livs skønneste Minder, nu har faaet den Udsmykning, der vil gøre Oplevelsen af den uforglemmelig.
Hr. Flygge Jørgensen. Foto: Mogens Munch.
Maj gaar nu paa Hæld. Om nogle faa Dage myldrer Kolonien af Liv. Kosmos Feriekoloni oplever i Aar sin største Sæson. Alt er saa at sige udlejet helt hen til September Maaned. De første Gæster har allerede været her og vil nu Slag i Slag blive afløst af nye. Martinus Drøm om en Plet, hvor Mennesker under hans Aands Ledelse kunde mødes og holde Ferie, er nu dagklar Virkelighed. Med Sorg har vi i Aar maattet sende det ene Afslag efter det andet af Sted, vi har ikke flere Pladser, men jeg ved, at disse Afslag ikke vil blive gentaget i en ret lang Fremtid – de Huse, vi idag mangler, vil komme!
*   *   *
Det var med Vemod jeg hørte en af de Smaa heroppe sige, da jeg ankom i Marts: "Saa, nu er Stæren og Lærken og Gerner Larsson kommet, saa nu maa det da være Sommer!" – Humøret var temmeligt langt nede. Men Dagene gik, Hvile blev til Travlhed, og i Travlheden glemmer man saa meget. Jeg glemte mit daarlige Hjerte, og det opgav hurtigt at protestere. Lad saa være, at det kunde være bedre, ogsaa det er til stor Gavn. Opgaver, som skulde løses, er nu løste. Men for den, der fik aabnet sine Øjne, har Livet nye Opgaver parat – og tværs igennem Sommeren øjner jeg allerede i det fjerne den Undervisning, jeg er saa lykkelig at vove at kalde mit Liv.