Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er snart lige meget hvad Tid paa Aaret, man kommer op til Kosmos Feriekoloni, man har altid en Fornemmelse af, at Naturen modtager en med aabne Arme. Det friske, blaa Hav med de evigt rullende Bølger, den klare, styrkende Luft, og det vidtstrakte Land med dets Kæmpehøje, dets Skove og Moser, altsammen skaber det en Fred og Harmoni, der staar i en vidunderlig Kontrast til den forpinte og forjagede Atmosfære, man til daglig omgives af. Diktatorernes Raab, Kanonernes Tordnen, Flyvemaskinernes Brølen, Vaabenfabrikkernes Larm naar ikke herop; her er endnu et Fristed, hvor man har Lov til at være Menneske mellem Mennesker.

Alle disse Faktorer, den ydre Fred og Ro, den rene aandelige Atmosfære, bevirker, at man heroppe er meget mere oplagt til Undervisningen i de aandelige Problemer, end efter en lang og anstrængende Arbejdsdag inde i Byen.

Vi har allerede flere Gange holdt Paaske i Kosmos Feriekoloni, men det var ligesom Naturen i Aar havde gjort sig særlige Anstrengelser for, at Vejret skulde blive godt, og det lykkedes da ogsaa. Alle bange Anelser om Stormvejr og Sne blev gjort til Skamme, og vi fik straalende Solskin fra først til sidst.

Men var end Vejret godt, saa var det dog den Foredragsserie, som Martinus i Løbet af Helligdagene holdt i Koloniens Forsamlingshus, der blev Paaskens store Oplevelse. Martinus forklarede os her de store Principper i Menneskenes Udvikling, som Paasken, gennem eet Væsens Liv, er blevet Symbolet paa.

Martinus mindede om, hvorledes Kristus paa Skærtorsdag havde opholdt sig med sine Disciple i Getsemane Have. Han stod paa det Tidspunkt overfor et Valg, der vilde faa en afgørende Betydning for hans Læres senere Udbredelse. Kristus var, i Kraft af sin kosmiske Bevidsthed, klar over, hvilke Følger hans Valg vilde faa; han saa at kun ved, at han paatog sig denne Lidelse, kun ved, at han gennem en praktisk Demonstration, viste, at han var eet med det, han lærte Menneskene, kun derigennem kunde Kærlighedens Lære bryde igennem det haarde Panser, det Dyrerigets Mørke, der omgav Jordmenneskenes Bevidsthed. At han en kort Stund vaklede og bad: "Er det muligt, da tag denne bitre Kalk fra mig!" viser os kun, at han var en ældre Broder til os, og at de Millioner af levende Væsener, der udgjorde hans fysiske Organisme, rejste sig til Protest mod denne unaturlige Død. Og vi ser ogsaa, hvordan hans egen høje Bevidsthed igen faar Overtaget, og han siger: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige Villie!"

Denne Skærtorsdagsoplevelse maa alle Jordmennesker igennem. Det sker for os alle, at der kommer Perioder, hvor vi stilles over for dette, at skulle tage Stilling til et eller andet, skulle træffe et Valg, som vil have afgørende Betydning for vort fremtidige Liv. I saadanne Situationer gælder det da for os om at vide, hvad der er det rigtige, hvad der vil give det bedste Resultat. Der er jo den Forskel paa den kosmisk Bevidste og det almindelige Jordmenneske, at den første, i Kraft af sit Kendskab til den kosmiske Kemi, kan se, hvilket Resultat det vil give, naar de og de kosmisk-kemiske Stoffer blandes sammen, hvorimod det almindelige Jordmenneske ikke har ret mange Erfaringer indenfor disse Felter. De Bevæggrunde, der danner Basis for et saadant Menneskes Valg, bliver da ogsaa tit af rent ydre Art. Vi er tilbøjelige til at vælge efter det, der i Øjeblikket ser behageligst ud for os. Men det er langtfra altid, ja, man kan næsten sige aldrig, det, der er det rigtige, og et saadant Valg vil da bevirke, at man gennem sin kommende Skæbne faar de Erfaringer, som senere sætter en i Stand til, med større Kendskab at blande de kosmisk-kemiske Stoffer.

Selv om vi endnu ikke, ud fra vore egne Erfaringer, er i Stand til at afgøre, om dette eller hint er det rigtige, saa har vi en Rettesnor for vore Handlinger igennem dette: "Saligt er det at give, hellere end at tage!"