Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man hører saa ofte Mennesker tale om, hvor vidunderligt her kunde blive paa Jorden, hvis Folkeslagene kunde enes om at trække i samme Retning, i Stedet for at kæmpe mod hinanden; de fleste sukker efter en Opgave, der kunde samle alle til en fælles Kamp.

Det er Ønsker, der rummes i alle normale Menneskers Sind, men der er desværre det ved disse Ønsker, at de i de fleste Tilfælde faar Lov til at forblive som rosenrøde Drømme, ingen tænker at ofre Energi paa at faa gennemført. Vi har alle vort Drømmeland, hvor vi som Kontrast til Dagens mangeartede og ofte ubehagelige Oplevelser bygger os en Verden, der er vidt forskellig fra den, vi oplever til daglig; en Verden, hvor det er os selv, der er Helten, hvor det er os, der udfører de store Bedrifter, som der gaar Ry af viden om.

Lad os være ærlige – – vi kan alle godt lide, at "de andre" skal synes, at vi er nogle gevaldige Fyre, og det er der i og for sig ikke noget at sige til; det er en Stimulans, som hjælper godt paa de mange smaa Stik, der i Form af Underlegenhedsfølelse rammer os alle.

Vi har i os en Trang til at gøre noget ud over det almindelige. Det er paa een Gang baade godt og daarligt. Det er godt, fordi Initiativ og Lyst til Gerning er noget, der aldrig kan komme for meget af, og det er daarligt, fordi de Opgaver, som de fleste helst vil løse, er af et saadant Format, at det, hvis det lykkedes for dem, vilde være noget i Retning af en Verdensrevolution – og det gør det da heller aldrig. Ulykken er, at de fleste slaar for stort Brød op, de evner ikke at se det store i det smaa.

Det bunder igen tilbage i det ovennævnte, at man helst vil have, at "de andre" skal sige, at man er "en gevaldig Fyr". Man maa nemlig huske paa, at "de andre" har ganske den samme Indstilling, og at der derfor skal noget ganske ekstraordinært stort til, for at aftvinge dem denne Anerkendelse; de vil jo helst selv høste den!

Det virkelig store Menneske, synes jeg, er det, der ikke behøver Omtale i Aviserne og Laurbærkrans af Borgmesteren for at gøre sine gode Gerninger, men som i stille Ubemærkethed gaar rundt og udretter alle de smaa Ting, der til syvende og sidst er det Grundlag, hvorpaa de store hviler! Hvad kan det nytte, at en verdensfjern, stuelærd udfinder eet eller andet økonomisk System, der skal kunne frelse Verden, naar der i denne Verden ikke findes Mennesker, hvis Idealisme er saa stor, at de formaar at leve efter Systemet, uden at have Pisken over Nakken hele Tiden.

I Stedet for at reformere Verden kan man passende begynde at reformere sig selv! – – der er nok at gøre! Og man kunde jo med nogen Berettigelse mene, at det maatte være lettere at omvende og forbedre eet Menneske, end 2000 Mill.

Men der møder vi dette, at det er lettere at se Splinten i sin Broders Øje, end Bjælken i sit eget. Vi er altid saa sikre paa, at det, vi selv mener og tror, er det rigtige, at vor egen Opfattelse er upaaklagelig. Det er altid lettere at kritisere andre, og fortælle andre, hvordan de skal være, end det er at lave om paa sig selv; "den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en Stad" – hvor det dog passer!

Og hermed nærmer vi os det, der var det egentlige Maal for denne Artikel – –

Idealisme og Idealister!

Vi møder allesammen Mennesker, der – ifølge deres egen Mening – er Idealister. De kan have forskellige Programmer; nogle arbejder paa Gennemførelsen af et bestemt politisk Program, som de mener, vil være i Stand til at frelse Verden, andre søger at vende Folks Interesse bort fra denne syndige Verden, og helt hengive sig til Spekulationer over det hinsidige; disse sidste kan igen deles op i mange forskellige Grupper, der hver for sig har eet Programpunkt, som de nu mener er det vigtigste.

Det sørgelige ved alle disse forskellige Former for Idealister, hvadenten de saa er "verdslige" eller "religiøse", er blot, at de ligger i et evigt Kiv og Strid med hverandre.

Det vil aldrig kunne aftvinge en uhildet Tilskuer Respekt, at være Vidne til en saadan Splittelse. Det mindste, man kan forlange af Idealister, maa da være, at de helt og fuldt lever efter deres Idealisme. Og hvormange gør det? Er det ikke saadan, at naar man befinder sig midt i en Diskussion med anderledes tænkende, saa er man Idealist til Fingerspidserne; man kan sine Programpunkter udenad, og har af de i den ædle Diskussionskunst mere drevne Idealister lært alle de udmærkede Forsvar, der kan føres for ens egen Sag, og tillige alle de mest ubehagelige Angreb, der kan rettes mod "de andre".

Er det ikke saadan, at man altid er tilbøjelig til at søge efter, om der ikke skulde være een eller anden lille Brist i det, de andre staar og fortæller, for at slaa ned der, i Stedet for at glæde sig over, at de paa en hel Del Omraader i Virkeligheden trækker i samme Retning som man selv gør. Der vil altid være noget godt at finde.

Men Sagen er den, at det helst ikke maa hedde sig, at "de andre" ogsaa udretter noget godt; de skal helst hænges op som nogle forfærdelige nogle, medens man da heldigvis selv er helt anderledes og meget bedre, og at det i Virkeligheden kun er det, man selv laver, der er noget ved!

Hvis man traf ligesaa mange glødende Idealister i den almindelige Hverdag, som man træffer f. Eks. til politiske Diskussioner, saa var Verden meget anderledes at leve i; - - men det gør man altsaa heller ikke!

Det er nemlig ikke morsomt at være Idealist til daglig. Man bliver som Regel af sine nærmeste betragtet som "en underlig en", der ikke skal tages helt alvorlig, og med den Forfængelighed, der sidder i de fleste, er det umuligt at finde sig i noget saadant, og Idealismen faar da af og til Lov til at holde Ferie.

Saalænge man endnu staar paa det Standpunkt, at de andres Mening skal være afgørende for ens Beslutninger og Væremaade, ja – da er man ikke Idealist; da er man endnu en Slave af de Fejl, man tror at kunne rette ved de andre.

Kun den, der, trods Haan og Spot, Ringeagt og Forfølgelse, har Mod til, ugenert af Hobens Mening, at leve efter sin egen indre formentlig højere Overbevisning i al Fremtræden, er eet med sit Ideal. Kun et saadant Væsen kan være det Eksempel for andre, der er enhver Idealismes sande Grundlag, ganske uafhængigt af hvilken Grad af Kærlighed, samme Idealisme saa end maatte repræsentere.