Kosmos 2002/12 side 283
Var Martinus mystiker!?
af Knud Højgaard
Lige siden jeg for ca. 30 år siden lærte Martinus' analyser at kende, har jeg følt en let undren, når jeg så ham omtalt som "mystiker". For, fandt jeg, analyserne klarlagde jo netop de områder, der ellers var præget af mere eller mindre dunkel religionsmystik.
Hvordan betegne Martinus kort?
Mon ikke mange af dette blads læsere har gjort erfaringer med at skulle give en kort betegnelse for Martinus i forbindelse med samtaler med venner og bekendte. Faktisk ingen let opgave, da det er næsten umuligt at undgå at overforenkle. (Jf. evt. Søren Hahns sørgmuntre indledning til hans essay "Hvad er Martinus' kosmologi?" i Kosmos 1999/1 – og bemærk Hahns slutord: "Måske er det en god idé at forberede sig lidt, hvis man en dag skulle blive spurgt").
Anledningen til denne artikel
Hvad var det da, der bevirkede, at min undren over mystiker-betegnelsen resulterede i denne artikel?
Jo, i min sidste artikel i Kosmos (K2002/4, "Martinus og arven fra Ægypten") omtalte jeg et kapitel "Det afslørede Ægypten" fra bogen "Arven fra Ægypten" (Sfinx, 2001). Kapitlet var skrevet af Bo Dahl Hermansen, og det bragte bl.a. en omtale af Martinus og hans kosmologi. Jeg tillod mig i den forbindelse et lille hjertesuk – foranlediget af, at Bo Dahl H. karakteriserede Martinus som en "dansk mystiker og forfatter". (Bo Dahl H. fortsatte dog omtalen af Martinus på bedste vis: "Han skabte på baggrund af sin kosmiske bevidsthed et sammenhængende verdensbillede med egen ontologi, etik og logik").
Efterfølgende sendte jeg et eksemplar af K2002/4 til Bo Dahl Hermansen til orientering, hvilket resulterede i, at jeg inden længe modtog et positivt svarbrev. Dog havde Bo Dahl H. en enkelt kritisk kommentar, netop vedrørende mit hjertesuk. Han havde, viste det sig, tænkt meget over, hvordan han skulle betegne Martinus (kort); for ordet "forfatter" alene var, syntes han (med rette), for intetsigende. Bo Dahl H. anfører desuden, at "filosof" heller ikke er den rette betegnelse, "eftersom Martinus jo lader det være op til andre (...) at udlede de strengt filosofiske konsekvenser af verdensbilledet". Igen enig. – I sin søgen efter (belæg for) en betegnelse, læste han (skriver han videre i brevet) i Per Bruus-Jensens bog "Martinus kosmologi. En kort præsentation" (Nordisk Impuls, 1994; omtalt kort i K1995/2 s.26) afsnittet "Martinus – en moderne mystiker" – og havde dermed belæg for betegnelsen.
En moderne mystiker!?
Denne betegnelse er absolut et fremskridt (i forhold til "mystiker" alene); men når kravet er korthed, bliver "moderne" ofte sparet væk!
I denne forbindelse, en moderne mystiker, er der desuden et værk af Jan Nyborg Tarbensen, der trænger sig på: nemlig hans cand.phil.-speciale fra 1993: "Den mystiske virkelighed. En filosofisk analyse af aspekter af mystikeren Martinus' virkelighedsopfattelse med udgangspunkt i Whiteheads organiske filosofi i 'Process and reality'" (Filosofisk Institut, Odense Universitet, 1993). Det vil føre for vidt at gå nærmere ind på denne ellers meget interessante udgivelse, hvorfor jeg må nøjes med at bringe et enkelt citat (s.5): "Jeg kalder konsekvent Martinus for mystiker, da hans kosmologi mht. genese og indhold efterlever Bertrand Russels fire karakteristika (...): 1) En anerkendelse og benyttelse af en intuitiv erkendelsesform, som alternativ til den rationelle. 2) En hævdelse af enhed, eller altings uadskillelighed, med panteisme og monisme som resultat. 3) Tid er en illusion. 4) Det onde, og evt. det gode, er en illusion".
Midtvejsstatus
Her ca. midtvejs i artiklen kan vi konstatere, at der er belæg for at kalde Martinus for en "moderne mystiker". Problemet er bare, at mange udelader "moderne", enten fordi de ikke er opmærksomme på denne sondring, eller fordi ønsket om den kortest mulige betegnelse har været det afgørende.
Hvordan forstår "menigmand" da, i daglig tale, betegnelsen "mystiker"? Som antydet har jeg mine bange anelser – om at de fleste vil hæfte sig ved den gamle betydning af begrebet "mystik". Vi lader Den Store Danske Encyklopædi forklare: "Der findes ingen præcis og alment accepteret bestemmelse af mystik og mysticisme. I dagligsproget bruges begge ord bredt om noget mærkeligt og hemmelighedsfuldt og ofte på en måde, der udtrykker en afstandtagen". Problemstillingen i en nøddeskal!
Hvad mente Martinus selv?
Problemet "mystik" er unægtelig ikke nyt, og mange vil nok tænke "Hvad mon Martinus selv mente om det?" Går man ind i indekset til Martinus' værker, finder man i krydsordsregisteret: "Mystik: se dette samt okkultisme". ("Okkult" betyder "skjult" eller "hemmeligt", så "okkultist" er endnu værre end "mystiker"!). I hovedregisteret kan man så finde henvisninger til Martinus' omtaler af "mystik". Gør man det, kan man konstatere, at han ikke brød sig om dette begreb (sat i relation til analyserne). Lad mig bringe et citat, nok det "skarpeste", fra Påske (kap. 15): "Mystik og overtro er (...) det samme som en slags åndeligt "kræftvæv". Verdensgenløserne er derfor ikke indstillet på at skabe mystik, tværtimod, de er jo lyskilder". – Det bliver vist ønskeligt med et citat mere for at mildne lidt. I Pinseglans over livet (kap. 11) skriver Martinus om "Sandhedserkendelse igennem tro, mystik og mystikere". Det fremgår (bl.a.), at væsener med højt udviklet intelligens og intuition bliver opfattet som "mystikere" af de væsener, der ikke er udviklede nok til at kunne fatte de højere udviklede væseners kunnen og erkendelse.
Til sidst i dette afsnit skal nævnes, at Martinus i artiklen "Jomfrufødslen" i Kosmos 1972/14-15 redegør for, at (pyramide)mysterier og kongeprincipper er forældede, og for, at mystik og religiøst diktatur må vige til fordel for indvielsen i "hverdagens pyramide". De gejstlige lærere må dermed "afløses af den åndsvidenskab, der er tilgængelig for ethvert søgende menneske".
Og inderkredsen?
Af pladshensyn må jeg nøjes med et enkelt citat fra Erik Gerner Larssons forfattervirksomhed. Gerner Larsson (1907-73, Martinus' første sekretær og medarbejder) var en fremragende og meget flittig skribent. I de kontaktbreve, han/Martinus Institut udsendte i perioderne 1941/46 og 1950/67, kan man læse det ene fremragende essay efter det andet, afvekslende med f.eks. journalistiske reportager af meget høj kvalitet. Men nu til citatet, der er fra kontaktbrev 1957/3: "Åndsvidenskab, og her især Martinus' kosmologi (...), har intet med tåget fantasteri at gøre. Martinus er ingen mystiker. På alle de områder, hvor det har været ham muligt, har han klart og eksakt og i dybeste kontakt med vort eget selvoplevede erfaringsmateriale vist os, at et liv uden kontakt med tilværelsens kosmiske love og principper i virkeligheden intet liv er. Uden den viden om livet, de kosmiske analyser bringer os, spærres vi alt for let inde i de mentale fængsler, som ulogiske opfattelser, fantastiske påstande og følelsesbetonet tro uhyggeligt let bliver". Kan det siges bedre?
Alternative kortbetegnelser for Martinus
Som forventeligt har mange skribenter overvejet, hvordan de kort skulle betegne Martinus. "Mystiker" er nok det almindeligste; men her en lille kavalkade over alternativer.
Den tidligere i artiklen nævnte Per Bruus-Jensen udgav i 2001 bogen "Sol & Måne" (jf. evt. K 2002/3 s.71 og 2002/6 s.143) Bogens undertitel lyder: "Glimt fra 10 år i lære hos en moderne mystiker og intuitionsbegavelse".
Asger Lorentsen omtaler Martinus som en "erkendelsesmystiker". ("Menneskehedens gyldne fremtid", 1996, s.29).
Søren Olsen vælger "den danske åndsforsker og forfatter". (Bageste omslag til bogen (norsk) "Følsom logikk" – se evt. K2000/5 s.119).
Går vi længere tilbage i tiden, kan vi, i en islandsk avisartikel fra 1958 (gengivet i Kosmos' årsskrift 1958 s.57), læse om "den danske livsfilosof Martinus").
Flere eksempler kunne bringes, men lad mig nøjes med at medtage endnu en betegnelse fra udlandet. I forlagsomtalen (bag. omslag) af Walter Christiansens bog "Adam und Eva" (omtalt i K2002/5 s.119) fremgår det, at forfatteren "interpretiert im Sinne des Dritten Testaments des dänischen Denkers, Geisteswissenschaftlers und Sehers Martinus (...)".
Kommentarer til alternative kortbetegnelser
Som det er fremgået, møder man en del forskellige kortbetegnelser. Kombinationen "moderne mystiker og intuitionsbegavelse" er egentlig udmærket, men man skal så forudsætte, at sondringen mellem "mystiker" og"moderne mystiker" siger læseren noget (jf. omtalen i afsnittet "En moderne mystiker!?").
"Erkendelsesmystiker" er bedre end "mystiker", men alligevel ikke helt tilfredsstillende (set i relation til argumentationen i denne artikel).
"Åndsforsker og forfatter" er udmærket, men naturvidenskabeligt orienterede læsere vil måske rynke lidt på næsen ad udtrykket "åndsforsker"?
"Livsfilosof" er på en måde ikke helt ved siden af, selvfølgelig, men er næppe det rette ord; jf. afsnittet "Anledningen til denne artikel", Bo Dahl Hermansens udsagn om, at "filosof" ikke er den rette betegnelse.
"Tænker, åndsvidenskabsmand og seer" er fint dækkende; men igen, nogle vil måske finde betegnelsen "åndsvidenskabsmand" værende lidt for prætentiøs!?
Mit valg
Hvis man nødvendigvis må anvende en kort betegnelse for Martinus – og det kommer mange af os som nævnt ud for – må man jo beslutte sig, selv om man ikke kan finde en formulering, der forekommer en at være "lige den rette". Jeg ville nok anvende betegnelsen "Martinus – (den danske) forfatter og intuitionsbegavelse". Helt tilfreds med denne betegnelse er jeg dog ikke; men den helt oplagte "kortbetegnelse" findes nok ikke. Forklaringen på det er sikkert, at en kort betegnelse næsten uundgåeligt må blive overforenklende (som tidligere nævnt). Dertil kommer, at læserne/samtalepartnerne er meget forskellige, lige fra indforståede kosmosabonnenter til (f.eks.) u(den)forstående familiemedlemmer!
Sluttelig en tak til Bo Dahl Hermansen for tilladelse til at citere fra hans brev.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige