Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2002/11 side 263
Notitser
Julereception. Den årlige julereception på Martinus Instituttet afholdes i år søndag d. 8. december kl. 14-17. Alle er meget velkomne. Vi glæder os til at se jer!
Fire rejser til Frankrig på to år
I årene 2000 og 2001 foretog undertegnede Ole Therkelsen i alt fire foredragsrejser til Frankrig. I juni 2000 blev der holdt foredrag både på fransk og esperanto i Paris, og senere på året blev der for første gang holdt foredrag om Martinus i Strasbourg. I april blev der holdt foredrag i Lyon og Paris. Den sidste rejse i november 2001 var den hidtil mest omfattende med foredrag for esperantister i Caen, Normandiet, og foredrag på fransk fem forskellige steder i Paris, Lille og Strasbourg. Ved foredragene solgtes de bøger, der er oversat til fransk: LB1, DEV 1-2 og småbøgerne nr 1, 4, 5, 11 og 13, og der omdeltes brochurer bl.a. et fransk sommerprogram for de internationale uger 27. juli – 10. august 2002 i Klint.
OT
Stor omtale i Venstrebladet
Lørdag den 3. august bragte Holbæk Amts Venstreblad en hel sides omtale af de internationale uger i Klint. Desuden var der et farvefoto af Sagens flag i øverste højre hjørne af forsiden med kort omtale og henvisning til side 11. Der var bl.a. interview med Lena Johansson-Sorochkina, Rusland, Davorin Gruden, Kroatien, Mary McGovern og Ole Therkelsen. Journalisten forekom saglig og positiv i hele sin holdning og beskrivelse.
OT
Deltagere fra 8 lande i Esperanto-ugen
Sommersæsonens syvende uge i Klint, hvor al undervisning i kosmologien foregik på Esperanto, havde 30 deltagere fra 8 forskellige lande: Danmark, Sverige, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Serbien og Rumænien.
OT