Kosmos 2002/11 side 258
Baggrunden for kritikken af første bind af Livets Bog
Da Martinus udgav første bind af Livets Bog i 1932, blev han mødt af en del kritik, som han et års tid senere besvarede i sit blad Kosmos. I det afsnit, som læseren finder nedenfor, indleder Martinus med et rids af kritikkens baggrund – hvem kritiserer, hvorfor gør de det, osv.
Da Livets Bog udgør et værk, der er bestemt til at skulle udgøre en beskrivelse af tilværelsens allerstørste problemer eller livets højeste analyser, kunne det allerede på forhånd vides, at den ikke straks ville blive nogen ganske almindelig lekture. Dens særegenhed kommer endnu mere til syne gennem dette, at den, bortset fra nogle enkelte citater fra Bibelen, ikke udgør en sammensætning af citater eller viden hentet fra andre bøger, værker eller personer i verden, men udgør et resultat af et enkelt væsens, hvilket vil sige min absolut egen, okkulte oplevelsesevne eller kosmiske sansning. Som følge af dens afvigelse fra de fleste andre litterære værker kunne det ligeledes på forhånd forventes, at dens modtagelse ville blive mødt med stor skepsis, i særdeleshed da jeg i sandhedens interesse har følt det som min pligt over for dens læsere åbenlyst at erklære disse særlige omstændigheder ved dens tilblivelse. Denne erklæring har jeg udtrykt i form af dens fortale.
Da jeg således i fortalen har været nødt til at opgive, at jeg er min egen kilde, at Livets Bog ikke på nogen som helst måde udgør et plagiat af andres viden, og at samme bog skulle blive udtryk for så store analyser som "det treenige princip", "verdensaltets grundanalyser", "den evige Guddom", "det levende væsens udødelighed" osv., kunne det lige så sikkert forudses, at den indtil en vis grad også ville blive mødt med intolerance. Det er jo en kendsgerning, at der findes visse kategorier af mennesker, der hverken vil eller kan tolerere andre medvæseners naturlige overlegenhed, men derimod møder denne med en indignation, vrede eller et had, der bliver desto større, jo større overlegenhed de netop står overfor. Vi har jo store eksempler i den retning fra Jesu lidelseshistorie. At disse kategorier af væsener ikke i størst udstrækning skal søges blandt "hedninger", "antireligiøse" eller "fritænkere", men derimod oftest er at finde hos væsener, der på forhånd måtte formodes at være de mest imødekommende og forstående over for de højeste problemer, er en gammel kendsgerning, som også Jesus giver udtryk for, idet han siger, at "de første skulle blive de sidste", og ligeledes når han udtrykker, at han fandt den største tro hos "hedningerne". Det var således hverken hos ypperstepræsterne, de skriftkloge eller hos andre af de autoriserede visdomsforkyndere, at han blev kærligst modtaget. At dette princip endnu gør sig gældende, kan ingen, der er med til at forkynde den ny verdensimpuls eller udbrede visdommen i vore dage, undgå at opleve som kendsgerning. Disse væsener vil alle blive vidne til, at "frænde er frænde værst", hvilket i dette tilfælde altså vil sige, at det er ret almindeligt, at den største uvilje og derfor den største uimodtagelighed er at finde hos mange af de personer, der sidder som store "embedsmænd", "ledere", "medier" osv. i religiøse bevægelser, foreninger og selskaber.
Der må dog her gøres opmærksom på, at der naturligvis findes undtagelser. Men de væsener, der ikke hører ind under disse undtagelser, har jeg beskrevet i Livets Bog stk. 126, som hovedsageligt hørende til anden afdeling i anden kategori i gruppe A, og jeg skal derfor ikke komme nærmere ind på disse væsener her, men blot bemærke, at sådanne væsener har tilegnet sig deres pladser og position i kraft af ærgerrighed, en bevidsthedsfaktor, der absolut ikke er heldig i åndelige foretagender eller missioner. Lige så udmærket ærgerrighed kan være for stimulering af fysiske foretagender, lige så uheldig og umulig er den som drivkraft i religiøse manifestationer. Den eneste virkelige sunde drivkraft i disse kan foruden ren kærlighed kun være "pligtfølelse". Når en person således er i færd med at udføre en åndelig mission i kraft af pligtfølelse, da går missionen forud for hans egen person, men hvis han udfører den i kraft af ærgerrighed, da går hans person forud for missionen. I første tilfælde bliver nævnte person lykkelig, når han møder åndeligt stræbende mennesker ganske uafhængigt af, om de tilhører hans egen livsopfattelse eller andres. Han føler i dem sande åndelige kolleger, brødre og medarbejdere, selv om den samme følelse endnu slet ikke er gensidig hos de andre væsener. I sidstnævnte tilfælde, når individet drives af ærgerrighed, ser han i ethvert andet åndeligt stræbende menneske en konkurrent. Og jo mere fremtrædende og fordelagtig omtalt eller desto mere voksende dette andet væsens åndelige position er, desto mere indigneret, intolerant bliver han netop på denne sin broder. Da indignation og intolerance jo netop er kræfter, der giver sit ophav kvalifikationer for mørk manifestation, begynder et sådant intolerant væsen da også straks at gøre sig til medium for vrede imod og bagtalelse og underminering på enhver tænkelig måde af den anden part, men naturligvis alt sammen under den selvhypnose, der hedder "retfærdig harme", "hellig vrede" eller kort sagt en foregøgling af alt sammen at være i moralens og dydens interesse, alt sammen for at beskytte deres tilhængere fra at få interesse for og dermed blive "vildledt" af nævnte person; men i virkeligheden er sandheden den, at det kun er for at beskytte deres egen position. De er bange for, at det andet væsens lys skal overtrumfe deres eget, så deres tilhængere skal gå hen og blive den andens tilhængere. Disse væsener forstår således ikke, at de netop derved for ethvert udviklet menneske afslører deres egen åndelige mangelfuldhed og dermed ganske underminerer deres egen position.
Men derved udløser de jo de årsager, hvis virkninger kommer tilbage og giver dem de manglende kvalifikationer, ved hvilke de vil blive klar over, at den af kærlighed fremførte virkelige åndelighed ikke på noget punkt kan give sig udslag i nogen som helst bagtalelse, intolerance eller vrede mod nogen eller noget, og at dette netop er den eneste åndelige position hos et væsen, der er uforgængelig eller urokkelig. Over for denne preller al sladder, vrede, intolerance, misundelse og overtro fuldstændig af. Ja, de nævnte realiteter kan ganske vist føre til "korsfæstelse", men efter denne vil sandheden komme for dagen i en lysende og strålende "opstandelse", hvorved det "korsfæstede" væsens position derved yderligere bliver mange gange forstærket.
Da det således i stor udstrækning er ærgerrighed, der skaber disse "korsfæstere", er det ganske naturligt, at disse bliver at søge blandt væsener, der netop i kraft af denne ærgerrighed har tilegnet sig en vis åndelig position, såsom "ypperstepræster", "skriftkloge", religiøse foredragsholdere, præsidenter, sekretærer o.l. inden for religiøse samfund eller broderskaber, medier inden for spiritistiske cirkler osv., kort sagt alle væsener, der således fremtræder med religiøs position, og om hvem man naturligvis havde lov til at mene skulle være de første til at acceptere og glæde sig over andre væseners åndelige position og naturlige overlegenhed, skulle være de første til ikke at "kaste med sten".
Det må naturligvis, som før bemærket, absolut erindres, at der findes undtagelser, og at de virkelig fremragende åndeligt udviklede personer inden for de religiøse samfund, sekter og bevægelser selvfølgelig ikke i noget som helst tilfælde kan "korsfæste", "kaste med sten" eller tale ondt om nogen, men i fuld forståelse med det gamle ord: "Hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaot", kun ser, hører og fornemmer Gud eller det gode i alt og alle. Og kendetegnet på disse væsener vil derfor altid være dette, at de aldrig har noget ondt at sige om nogen eller noget, men føler sig åndeligt tilknyttet til alle levende væsener ved et kærlighedens bånd, der i enhver retning lader dem være hævet over al ydre etikette og vil derfor komme alt og alle i møde ganske uafhængig af trosbekendelse, livsopfattelse, manifestation og udviklingstilstand. Men for alle de andre væsener inden for de religiøse samfund, der afviger herfra, vil Kristi ord stadig være gældende: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder".
Med disse her skildrede kendsgerninger for øje havde jeg ikke lov til at forvente andet, end at den samme tradition: "De første skulle blive de sidste", også ville komme til at gøre sig gældende over for Livets Bog. Og jeg var da også klar over, at det gjaldt om at skabe nævnte bog således, at der blev så lidt næring som mulig for de omtalte primitive væseners lavere tendenser. Men i kraft af bogens omfang og indhold af store analyser, og i kraft af, at jeg ikke havde ret til at skjule, at jeg er min egen kilde, har jeg naturligvis ikke helt kunnet undgå at mærke svage reflekser fra disse væseners indignation eller intolerance. Det, der navnlig har været en torn i øjet på de nævnte væsener, er netop "Fortalen" i omtalte bog. Jeg har derfor, før jeg går over til en nærmere redegørelse af fortalen, ment det gavnligt at fremkomme med ovennævnte oplysninger – ikke for at gøre ondt for nogen, men absolut udelukkende for at vise det værdiløse i de intolerante væseners fremfærd og derved gøre enhver læser af Livets Bog begribeligt, at han ikke behøver at tage til genmæle over for denne, idet den til syvende og sidst vil kaste sine virkninger tilbage på sit eget ophav, og at vi andre derfor kun kan udtrykke den største, sande og rene åndelighed og kærlighed ved at "vende den højre kind til, når vi bliver slået på den venstre", og i kontakt med livet i vor stille bøn udtrykke "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".
Som jeg pegede på i det foranstående, er fortalen til Livets Bog tilpasset til det færdige eller samlede værk. Men da dette endnu ikke foreligger, men kun første bind, har det været og er fremdeles vanskeligt for mange mennesker straks at kunne acceptere fortalen eller undgå at være skeptisk.
Af forskellige grunde, som jeg også påpegede i det foranstående, kan dette igen blive årsag til udløsning af indignation eller intolerance hos visse kategorier af mennesker. Men der findes også mennesker, der selv om de ikke har tendenser til uvilje mod andres opfattelse eller mening om livet, ja måske endog har en virkelig god vilje til gerne at ville modtage denne, men som trods denne omstændighed alligevel ikke kan acceptere Fortalen til Livets Bog. Dette er navnlig sådanne personer, der på det materielle område er fremragende intelligensudviklede, men endnu kun i mindre grad eller slet ikke har været i berøring med åndelige eller okkulte erfaringer og derfor heller ikke kan være intelligensudviklede på disse felter. For sådanne væsener bliver enhver åndelig eller okkult beretning, der ligger for langt forude for deres vante intelligensmæssige gebeter, som følge heraf let fanatisk. Og jo mere ukendt med åndsvidenskabelig eller okkult litteratur, de nævnte væsener er, desto mere fanatisk virker Fortalen på deres opfattelse og sind. Disse væsener er ikke særlig intolerante, men har altså kun evne til at acceptere den autoriserede materielle viden, medens de derimod indtil en vis grad er nødsaget til kun at kunne opfatte åndelig viden som naivitet eller ligefrem overtro. Sådanne væsener vil ofte være at finde blandt fremragende materialistiske videnskabsmænd, forfattere, journalister osv., hvis udtalelser og afgørende dom for mange betragtes som autoritet.
Man vil altså her kunne forstå, at denne dom i absolut forstand ikke på nogen som helst måde kan være nogen retmæssig autoritet på åndelige felter, ligegyldigt hvor meget disse væsener så end måtte høre ind under prædikatet "akademikere". Fordi en mand er doktor i filosofi, er han jo ikke ekspert i telepati eller tankeoverføring, eller fordi han er professor i kemi, er han jo absolut ikke nogen autoritet i psykometri eller clairvoyance. Nævnte autoritet kan naturligvis kun ejes af den person, der har disse evner, ganske uafhængigt af hvor beskeden en social stilling han så end måtte indtage.
Den begyndende sandhedssøger må således vænne sig til at være uafhængig af den materielle videnskabs dom og "autoritet" på åndsvidenskabelige felter, thi i modsat fald kan han jo ikke nå ud over den materielle grænse, før videnskaben engang er nået ud over denne. Men det må her bemærkes, at videnskaben er i stærk udvikling i retning mod det psykiske og på mange felter allerede er nået frem til den fysiske verdens grænse, og at det således kun er tidsspørgsmål, hvornår den begynder at bevæge sig inden for de okkulte områder. Men foreløbig er den endnu ikke kommet over nævnte grænse. Og det er derfor ganske naturligt, at de førnævnte væsener må betragte Fortalen til Livets Bog med en vis skepsis. Det, den utrykker, kan jo ikke dokumenteres hverken ved hjælp af mikroskop eller teleskop, kan ikke måles eller vejes ved hjælp af fysiske mål eller vægte.
Uddrag af Martinus: "Fortolkning af Livets Bog: Fortalen" fra Kosmos 1933, nr. 2-8. Flere uddrag af artiklen vil blive bragt i kommende numre af bladet.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige