Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg ved ikke, om mine Læsere kender Palludan-Müllers Værk "Adam Homo", og jeg vil derfor som Indledning til min Artikel citere nogle Strofer derfra. De er taget fra den anden Sang i Værket, hvor der fortælles om den lille fem-aarige Adam, der under sin Faders Vejledning er ved at faa sin første Undervisning; hans Fader forlanger dog ikke alene, at han skal lære sine Lektier, men ogsaa at han skal forstaa dem, og det volder tit den lille Adam Kval. Saaledes sidder han en Dag og læser Grammatik, og det er Hjælpeverbet være, det drejer sig om; hans Moder kommer ind i Stuen, og til hende klager han sin Nød:

O Moder – sukker Adam – Moder kære!
(Ved hvilke Ord med Øjne store, blaa
Han fra sin Skammel op til hende saa.)
O Moder, sig mig, hvad det er, at være.
Slet intet jeg af Ordet kan forstaa,
Og dog vil Fa'er, jeg det tilgavns skal lære.
Min Lektie kan jeg nu til Punkt og Prikke,
Men hvad det er at være ved jeg ikke.

Hans Moder grunder lidt over Spørgsmaalet, og tager saa sin lille Dreng ved Haanden, og gaar ud i Haven med ham.

Just som de Mark og Eng isyne fik:
Fløj der en Fugl forbi, der ned sig svinger
Fra Luftens Blaa paa sine lette Vinger.

Se Fuglen! talte Moderen til Drengen,
Der stirred efter den mod Himlens Skyer:
Se, hvor den lille Fugl nu hjemad fly'er,
Og daler ned til Reden hist paa Engen.
Hør hvor den synger, mens den reder Sengen
For sine Unger, for de bitte Dyr!
At synge, flyve, deres Unger nære,
Det, Adam! kalder Fuglene at være

Og ser du der den sorte Snegl, som skyder
Sig sagte hen ad Gangen, sort og tyk?
Den, som de lange Horn dig altid byder,
Og som du altid siger er saa styg:
Naar den sig glæder, mens den Føde nyder
Og Solen skinner paa dens krumme Ryg
Da siger den, men du kan ej det høre:
At være, er i Solskin sig at røre!

Og hvis blot Træerne de havde Munde,
Som nu de Blomster og de Blade har,
Saa at de alting dig fortælle kunde
Da, naar du spurgte dem, fik du til Svar:
At være, er at staa i grønne Lunde,
Og skyde Blomsterknopper Par ved Par,
Og slynge Grene ud som lange Arme,
Og have nok af Regn og nok af Varme.

Jeg vil slutte her med at citere; det er ikke min Hensigt at bedømme eller vurdere Palludan-Müllers store Værk, men jeg synes at det Problem, som den lille Adam tumler med, i lige saa høj Grad er et Problem for det voksne, tyvende Aarhundredes Menneske, – selv om han maaske ikke er sig det bevidst.

At være – –? Er det da noget man skal spekulere over? – Er det da ikke det eneste, der sker af sig selv? Det er da noget, som ingen levende Væsner kan lade være med?

Jeg kan tænke mig, at det er nogle af de Spørgsmaal, der skyder frem i deres Bevidsthed, men lad os nu engang se paa, hvordan Menneskene af i Dag bærer sig ad med "at være". Et Menneske finder sin højeste Opgave i, at udspekulere en Staalblanding, som alle hidtilkendte Projektiler preller af mod; en anden ofrer baade Arbejdstid og Fritid paa sine kemiske Studier af Giftgas, for at kunne lave een, der overtrumfer alle andre. Hele Nationer ofrer deres Kapital og Arbejdsevne paa, at skabe et Militærberedskab, der overgaar alle deres Medmenneskers, o. s. v.

Andre er beskæftiget med Opgaver, der ikke saa direkte er beregnet paa at ødelægge deres Medmennesker; nogle risikerer deres Liv og Lemmer for at sætte nye Rekorder med Bil, Flyvemaskine, Motorcykel, Hest, Sejlbaad, Motorbaad o. l., andre ser deres Opgave i, at samle saa stor en Formue som mulig, og saaledes i een Uendelighed. Naar vi betragter alle disse forskellige Menneskeskæbner under eet, kan vi ikke lade være at spørge: Hvorfor gør disse Mennesker dette eller hint? Hvad er den dybere Aarsag til deres Gøren og Laden? Har de en Plan med deres Tilværelse? – – med andre Ord, hvad forstaar de ved "at være"?

Spørger man dem, vil det tit gaa dem, som det gik den lille Adam, at de ikke ved, hvad de skal forklare Spørgsmaalet med, andre vil kort sige, at det for dem drejer sig om at faa "det mest mulige ud af Tilværelsen". Hvordan det saa skal foretages, – ja, det er der delte Meninger om.

Hvis De har studeret Martinus' Bog "Logik", eller læst den som Artikelserie her i "Kosmos", har De ogsaa en Nøgle, der giver Adgang til Forklaringen paa disse Menneskers Væremaade; De vil finde den i det Kapitel, der handler om begærledet Villie, og forstandsledet Villie.

Selv om vi aldrig saa meget betegner os som det tyvende Aarhundredes højtciviliserede Menneske, saa kan det ikke tilsløre den Kendsgerning, at vi er i Færd med at betræde de sidste Zoner indenfor Dyreriget, og det er endnu den Vanebevidsthed, vi der har tilegnet os, der er den herskende. Har de læst Logik, saa vil de ogsaa vide, at det er i Dyrerigets Zoner, at Individernes frie Villie begynder at dukke op; deres Manifestationer er ikke længere udelukkende Automatfunktioner. Men de har endnu ikke den Viden, der skal til, for at kunne styre den frie Villie, saaledes at den kommer til at harmonere med Tilværelseslovene. Denne Viden kommer først, efterhaanden som Væsnerne gennem deres forkerte Væremaade, og den deraf følgende mørke Skæbne, faar de Lidelser, der i deres Bevidsthed efterlader en Viden om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Indtil det er sket, maa denne frie Villie ledes af Begæret, og det er herudfra, at Menneskene bedømmer, hvordan de "faar mest ud af Tilværelsen". Deres Opfattelse af at være hviler paa de Begær, der behersker deres Bevidsthed. Og man kan følgelig ikke vente, at disse Opfattelser skal være ens eller være i Kontakt med Tilværelseslovene. Vi ser da ogsaa, at Menneskene gennem deres forskellige Opfattelser af "at være" – og den deraf følgende Maade at praktisere det paa – slet ikke naar til nogen lykkelig Maade at være paa. Det naar ikke ind til deres egen Bevidsthed i første Omgang, at det er deres Opfattelse, der kan være noget i Vejen med, men Lovene er evige, og lader sig ikke forme af Mennesker, og efterhaanden opstaar da ogsaa Tvivlen – Spørgsmaalet begynder at tage Form i Bevidstheden: Hvordan skal man bære sig ad med at være, – hvad er det at være?

Det kan ikke være dette at føre Krig – eller at pleje sin Egoisme; Penge bringer ikke Lykken.

For Planterne og Dyrene er der ikke noget Spørgsmaal; for dem er dette "at være" noget selvfølgeligt. Planternes "Væren" her paa det fysiske Plan er en Automatfunktion, der helt hviler paa den Viden, de har erhvervet i den foregaaende Spiral, og ogsaa for Dyrene gælder det, at de har deres Tilværelsesplans Love indbygget i sig som Talenter.

Men Mennesket –

Vi er, som Martinus siger, "en saaret Flygtning mellem to Zoner"; for meget Menneske til at være Dyr, og for meget Dyr til at være Menneske.

Men det er i Modgangen Væsnerne vokser, og det er ikke forgæves, at vi hver især prøver vore forskellige Opfattelser af dette "at være". Det er gennem Fejltagelserne at Viden opstaar, og det er gennem Dyrets haarde Skæbne, gennem dets Smerte, Lidelser og Kampe, at Mennesket dukker frem.

Efter at have forsøgt at faa en Akkord i Stand mellem sin Viden og sit Begær for at forklare dette "at være", møder vi Væsnet som den sande Aandsforsker, i hvis Bevidsthed Begæret er døet bort, og som kun rummer dette ene:

Forsøget paa at bringe sin egen Væremaade i Overensstemmelse med de evige Tilværelseslove.