Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De faldende blade udtrykker ikke skovens død, men et nyt forår. Sådan er det også med vor egen såkaldte "død" ...

 

Kære læser!

Husker De mon Deres første skoleårs sangtimer? For så husker De sikkert også en gammel salme, som vist læres af hvert eneste barn i dette land – og hvis indhold først forstås mange år efter. Salmen begynder med de meget skønne ord: "Nu falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler –". Jeg tror ikke, at det vi nu oplever i naturen, kan siges enklere og smukkere. I et orgie af flammerødt og gult bereder træer og buske sig på den hvilepause, som den kommende vinter er for hele planteriget. Hvilken sortie! For den, der søger at se lidt bag om tingene, har efteråret to store ting at fortælle, ting som kan bringe mange skønne tanker ind i sindet. Først og fremmest viser sensommeren med de mange næsten lidenskabeligt stærke farver os i al sin skønhed den rigtige måde at sige livet farvel på. Her er ingen understreget sorg! Til det sidste er her en åbenlys demonstration af livets skønhed. I blide overgange afslutter naturen sin livscyklus, for sluttelig at lade sneens hvide tæppe danne slutningen på den åbenbaring af livets uovervindelighed, der begyndte med den første lille vintergæks trodsige tilsynekomst. Denne undervisning i kunsten at dø burde være en appel til os alle. Således fuldbyrdes det harmoniske liv. Hvert trin er her guddommeligt smukt. Foråret med den brusende livskraft, sommeren med sin varmende skønhed, efteråret med sin overdådighed af farver og frugt og så den stille vinterdags tyste fred.

Men ikke alene viser efteråret os, hvorledes vor afsked med livet burde være en farverig tak for alt, hvad vi nød, det fortæller os, på det trin hvor vi nu står, en langt dybere sandhed, sandheden om reinkarnationen. Thi på vor lange rejse frem imod en ny strålende kosmisk bevidsthed, har vi jo i vort indre forlængst ved selvoplevelse konstateret, at de faldende blade ikke udtrykker træets død, men blot dets hvile. Som dag følger nat, ved vi, at disse nøgne grene, som snart strækker sig mod himlen, på ny vil opleve et forår, hvor de i nattens dybe lunhed atter vil blive iklædt livets festlige tegn. Vi ved, at hver eneste busk igen en dag vil omgive os med farver og dufte og forkynde os et nyt forårs vidunderlige fødsel. Men så blinde er de fleste, at de ikke af det, de ser, kan udlede den sandhed, der her forkyndes, sandheden om os selv. Thi hvad er vi andet end fortsættelsen af det liv, der åbenbarer sig i planteriget. Følger hele vort væsen ikke de samme love, som får hver eneste blomst til at strække sig mod lyset og solen? Segner ikke også vi en dag i mulde? Hvorfor så være så barnlige at sætte grænsen her og male alt med mørke og tristhed? Som planten i sin hviletid udfolder sig i skønne oversanselige verdener, således også vi. Og som planten atter en dag genopstår i den ydre fysiske verden, således også vi. Lovene for livet er de samme. I det store kredsløb følger alt liv samme rytmer. Den, som ser og forstår det, glæder sig ikke alene over efterårets vidunderlige farvepragt, men også over den dybe forjættelse al denne skønhed udtrykker!`

 

Fra korrespondanceafdelingen, brev nr. 26, dateret 9-10-1942.