Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På det rent legemlige område er en stor part af menneskene forlængst kommet til forståelse af hygiejne. De har indset, at for at bevare sundheden er der visse regler og betingelser, man må indordne sig under. Man må leve i renlighed, kun spise frisk og sund mad og sørge for absolut frisk luft i sine værelser. Man er blevet klar over, at dette at leve i snavs og griseri, spise mad, der ikke er helt frisk, såvel som dette at indånde dårlig luft, uundgåeligt fører til usundhed eller sygdom for det forfinede jordmenneske. Det fremskredne kulturmenneske er ikke mere en viking, en bersærk eller et naturmenneske. Dets organisme er udstyret med et helt andet nervesystem end fortidsmenneskets. Det kan ikke mere gå hen til en smed og lade ham trække en dårlig tand ud. Nu kan det næppe nok tåle at blive behandlet af specialister. Det lader sig gøre, fordi man har opfundet bedøvelsesmidlerne. Kulturmennesket kan heller ikke mere lade en brækket arm eller et brækket ben sætte sammen af hvem som helst. Her kræves også specialister. Og endelig kan det forfinede og normale kulturmenneske heller ikke tåle at se lemlæstelse, tortur eller andre drastiske lidelser. Det vil i mange tilfælde besvime. Henrettelser er derfor heller ikke mere en offentlig forlystelse. Det fremskredne kulturmenneske af i dag må derfor leve under helt andre betingelser og krav end det primitive naturmenneske. Det må leve under en helt anden livsførelse end vikingen. Der, hvor det ikke gør dette, kommer det til kort. Der kommer det i konflikt med sundheden. Og det er i stor udstrækning sådanne mennesker, der aldrig når at dø af alderdom. De bliver indhentet af svære sygdomme, der hurtigt eller langsomt gør det af med deres fysiske legeme. Vikingen levede ved flæsk og mjød, ja, svælgede ligefrem i kød og spiritus, men han havde endnu en nerve- og cellemæssigt set så robust og ufølsom eller død krop, at han tålte det bedre end kulturmennesket af i dag.

Når kulturmenneskene ikke desto mindre undertiden også finder på som daglig kost at svælge i kød og spiritus, må de dæmme op for de heraf affødte "tømmermænd", virkninger og bivirkninger med andre giftstoffer i form af pulvere eller piller eller dråber. Hvad er denne opdæmning andet end en bedøvelse af det mere følsomme og forfinede celle- og nerveliv, som kulturmennesket ved sin længere fremskredne plads i udviklingen har tilegnet sig, og som fortidsmennesket altså ikke besad? Men dette således at gøre mere eller mindre uegnede eller giftige materier eller stoffer til daglig kost og så med andre unaturlige eller giftige materier svække eller umuliggøre organismens protest, eller overhøre sit eget mikro- eller cellelivs dødsskrig, er jo det samme som at begå selvmord. Selvmord er således ikke blot en foreteelse, man læser om i avisen, det eller det menneske har begået. Nej, den form for selvmordere udgør kun et ganske forsvindende fåtal i forhold til det ocean af selvmordere, der i dag går rundt under begrebet det moderne kulturmenneske. Og det ejendommelige for disse myriader af "selvmordere" er, at de vil slet ikke dø, ja, de flygter endog i rædsel for døden. Denne flugt går til hospitalerne, idet disse udgør en slags redningsstationer for væsener, der har begivet sig på flugt fra døden.

Alle patienter er altså dødsflygtninge, og alle hospitaler er kosmisk set "flygtningelejre" for væsener, der er kommet i konflikt med "livshygiejnen", hvilket altså vil sige i konflikt med livslovene. De er "livslovovertrædere". De udgør altså det, et ukærligt menneske vil kalde "livsforbrydere", og hospitalerne udgør altså de for disse "forbrydere" opførte "fængsler". Fangevogterne, politi- eller retsvæsenet bag disse fængsler, er lægerne. Vi møder således på en måde her den fysiske forbryder- eller underverden på et højere plan i kredsløbet. Det er netop grundet på dette højere og dermed kærligere plan i kredsløbet, at væsenerne ikke hedder forbrydere, men betegnes som patienter, og ligeledes, at hospitalerne ikke udtrykkes som fængsler, men netop betegnes som hospital eller sygehus. Her er noget for den moderne pædagogik, politik og statsstyrelse at studere og tage til efterretning. Dette studium ville nemlig uundgåeligt føre med sig, at den tusindårige opfattelse af forbrydelse og straf ville vise sig som en fuldstændig nøgen og uholdbar overtro. Det ville resultere i, at man også her kom til at opfatte alle forbrydere som patienter og forstod, at straffeanstalter eller tugthuse måtte gøres til hospitaler, og retsvæsenets udøvere til helbredere i stedet for strafbefordrere og fangevogtere. Men da alt bevæger sig i kredsløb, vil også væsenernes opfattelse af forbryderverdenen en dag nå frem til dette her berørte synspunkt. Fremtidens mennesker vil være alt for intellektuelle til at ligge under for den overtro, på hvilken det moderne retsvæsen af i dag er baseret. Men denne side af sagen hører ikke ind under mit emne i dag. Det er blot berørt for at påvise, at menneskene ikke er i kontakt med livet. Hvad er det da, der er i vejen? Hvorfor hospitaler og læger, og hvorfor fængsler og fangevogtere? – Ja, er det ikke netop, fordi der mangler "livssundhed"? Men en manglende "livssundhed" kan jo kun skyldes manglende "livshygiejne". Hvad er da "livshygiejne"? Det er fuldstændig total sundhedspleje for sjælen.

Har det levende væsen da en sjæl? – Ja, det levende væsen har en side ved sin natur, vi kalder dets psyke. Denne psyke giver sig igen udslag som dets reaktionsevne over for dette eller hint eller kort sagt over for dets daglige omgivelser og dets heraf følgende forhold til disse omgivelser. Dette forhold er altså det samme væsens livsoplevelse og kan være harmoni eller disharmoni. Ved harmoni føler dette "noget" i væsenet livsoplevelsen som velvære eller lykke, og ved disharmoni føler det tilværelsen som en gene eller ulykke. Der er altså noget i væsenet, der fornemmer lykke eller ulykke ved livet. Dette noget er individets sjæl. Ved en nærmere definition af denne sjæl vil man opdage, at den består af en "overbevidsthed" og en "underbevidsthed," baseret på et eksisterende "fast punkt", vi kalder "jeget". Igennem sin overbevidsthed og underbevidsthed kan dette jeg skabe fysiske og mentale legemer, igennem hvilke det kan vekselvirke med sine omgivelser og åbenbare sin eksistens for omgivelserne. Dets liv er således udelukkende et forhold til dets omgivelser. Dette forhold er dets skæbne. Og da dette forhold altså kan fremtræde som en disharmoni eller som en harmoni og derved henholdsvis skabe livslede, sorg og lidelse eller livslyst, velvære og glæde for nævnte jeg, bliver problemet for nævnte jeg at finde ud af, hvordan det skal optræde over for omgivelserne, for at det selv kan opleve og bevare velværefornemmelsen eller glæden ved at være til. Det er en kendsgerning, at det ikke er lige meget, hvordan det lever, eller hvordan det optræder over for sine omgivelser. Og i denne sin søgen er det jordiske menneske altså på vej til igennem den rent fysiske hygiejne på visse områder at kunne skabe sundhedsmæssigt velvære. Men denne blot og bar fysiske hygiejne kan ikke gøre det. Man kan bade, man kan drive sport, man kan holde sin lejlighed proper og ren, sørge for at have frisk luft og spise de ting, man opfatter som sunde, og således opnå et vist resultat for det legemlige velvære. Men denne hygiejne er ikke nok, rent bortset fra at den er uden noget bevidsthedsmæssigt liv. Det er en kold efterkommelse af en opskrift udelukkende til behag for én selv, altså en ren egoistisk foreteelse. Og den kan da heller ikke nær garantere, at forholdet til ens omgivelser bliver af en sådan natur, at dette bliver kulminationen af livslykke eller glæde ved at være til. Heller ikke den øvrige materielle videnskab kan garantere dette krav. Med mål- og vægtfacitter kan man behandle materier, skabe nye materiekombinationer, lære at beherske elementerne, men man kan ikke dermed garantere livslykken. Livslykkens opnåelse og bevarelse kræver altså noget meget mere end dette at spise og drikke rigtigt og i det hele taget at kunne hygge og hæge om sit eget fysiske legeme.

Hvad er da livslykken? Livslykken er et element, der er hævet over materien og derfor hævet over enhver form for mål og vægt. Det kan ikke fysisk adskilles eller udstykkes. Det er en overjordisk kraft, der er til stede overalt i universet. Den kan kun komme til udløsning igennem sjæle, hvilket vil sige igennem de levende væseners højeste bevidsthedsstruktur. Der, hvor sjæl kan lukke sig op for sjæl, der strømmer kraften eller dette element frem i de pågældende væseners bevidsthedsregioner og skaber velvære, livslyst og fornemmelsen af glæden ved at være til. Der, hvor to sjæle lukker sig af fra hinanden, enten bevidst eller ubevidst, lukker man livsglæden ude. Denne udelukkelse skal nok før eller senere bringe livsleden eller ubehaget ved at være til ned over de to væseners hoveder, således at længslen efter at åbne sig for hinanden igen kommer til udløsning, og livsglæden igen kan strømme ind. Som man vel allerede her har forstået, er denne livsglæde eller -lyst, dette overjordiske element, det samme som den absolutte kærlighed. Men når kærligheden er betingelsen for den højeste livslykke eller glæde ved at være til, må livshygiejnen jo blive iagttagelsen og udfoldelsen af alt, hvad der kan føre til, at vor næste, hvilket vil sige vore omgivelser, åbner sig for os, thi uden denne åbning kan vi altså umuligt modtage en virkelig varig livslykke. At dette livshygiejnens vigtigste bud er blevet uselviskhed, er her synligt som ganske selvfølgeligt, thi det er jo i virkeligheden det samme som på behørig måde at åbne sin sjæl for det os omgivende liv. Den største sjælshygiejne vil altså være at leve for det levende, thi kun igennem det levendes åbning og omfavnelse af os kan vi modtage livsglæden eller blive fyldt med det overjordiske evige element, kærligheden.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at religionerne, både de hedenske og kristne eller humane, har søgt at holde troen på, at alt er levende, i live hos de forskellige folkeslag. Igennem troen har de forsøgt at afstive væsenernes sjælelige fundament eller tillid til omgivelsernes (gudernes eller guddommens) liv så meget, at de har kunnet tilegne sig den for deres midlertidige trins begær passende livsglæde. Da troen ikke mere kunne beherske væsenerne, døde kontakten imellem væsenerne og omgivelserne, og kærlighedselementet lukkedes ude fra almenhedens mentale terræner. Vældige krige, dødsrallen, tortur og lidelse, ødelæggelse af kultur, sorg og ulykker osv. martrede menneskene. Og jo mere man udfolder hævn og dødsstraffe og "frakendelse af tillid", desto mere lukker man livskraften eller det psykiske element kærligheden ude fra sjælen. Omgivelserne lukker sig, og man finder sig selv som den fortabte søn i livets mentale svinestier i håbløshedens natsorte skygger. Man er i det store Gethsemane, hvor mennesker råber efter en varig fred. Hvad er dette råb andet end råbet efter kærlighed, råbet efter den mistede livsglæde? Men dette råb må blive råbet efter Faderen, hvilket vil sige efter omgivelsernes liv. Man må således forstå, at omgivelserne er et levende væsen, og at man må åbne sig for dette levende væsen og igennem fornemmelsen "Du som er i Himlen" leve for at tjene alt og alle. Og da vil omgivelserne eller den evige Fader, der jo er verdenssjælen, åbne sig for væsenerne, og kærlighedselementet gennemstrømme individet. Da har gudesønnen genfundet sin Fader og Faderen sin søn, og alle hindringer for glæden ved at være til er fjernet.