Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2002/9 side 213
Samtale på nettet
Bevis?
af Christer Malmström
Hej NN
Du efterlyser beviser. Hvordan kan man arbejde med Martinus' Tredie Testamente uden selv at undersøge og kontrollere, om der kan findes beviser? Hvis man ikke gør det, er man så ikke troende? Bygger videnskab ikke til forskel fra tro på, at man undersøger, stiller spørgsmål, kontrollerer?
Mine erfaringer har overbevist mig om, at det kan lade sig gøre. Det første jeg gjorde, da jeg hørte om Martinus, var at føle en meget stor glæde. Martinus påstod jo, at alt var logisk, alt havde sammenhæng og havde kærlighed som slutresultat. Det onde var bare et ubehageligt gode. Vi er alle dele af samme organisme, opbygget efter samme principper, underlagt de samme love.
Jeg læste alt, hvad der var udgivet af Martinus, for at kontrollere om det stemte, om det var 100% logisk, så vidt mine erfaringer og min forstand rakte til. Det var min første kontrol, en teoretisk kontrol.
Næste kontrol var at se, om det kunne praktiseres. For hvis det, Martinus skrev, stemmer, måtte man kunne bruge hans beskrevne love og principper til alt, eller? Da jeg spurgte Agne Vindmark, hvordan man skulle gøre, sagde han "grav der, hvor du står". Så jeg begyndte at undersøge, om kredsløb, livsenheder, kontrastprincippet mm kunne bruges i mit erhvervsarbejde, og om man samtidig kunne have som mål: at være til nytte og glæde for alle, det berørte.
Efter mere end tyve års undersøgelser har jeg hidtil ikke set noget tilfælde, hvor det ikke stemmer og fungerer. Det har været svært at se, hvordan lovene og principperne kan bruges til at få helheden til at stemme, og jeg har gjort mange fejltagelser. Men ved hver fejltagelse (hvor jeg ikke havde fået lovene eller principperne til at stemme) viste det sig, at det var mig, der havde tænkt eller lavet fejl, og Martinus' Tredie Testamente, som havde haft ret. Så der er stadig lang vej tilbage, og meget, der må prøves, testes og kontrolleres. Det er vel først, når vi kan anvende Det Tredie Testamentes love og principper, at vi vil få de selvoplevede, endelige beviser.
Indtil da må vi ikke lade os nøje med bare at tro og diskutere, men virkelig prøve teoretisk og praktisk – som videnskabsmænd – om det stemmer. Vi må gå til bunds med at kontrollere og sætte spørgsmålstegn ved os selv, og være helt klar over, at vi ingenting kan. Først da kan man begynde at se livet i det rette lys og begynde at indse, at alt er såre godt.
For en ny og bedre verden får vi vel først, når vi kan praktisere Det Tredie Testamentes moral i vores daglige liv?
 
Kilde: www.tredjetestamentet.se (Oversættelse HL)