Kosmos 2002/9 side 205
Den alt for store sammenhæng
af Søren Olsen
Et rædselsscenarie! Et debatprogram på fjernsynet om ufreden og terrorismen i verden. En deltager vil gerne komme med Martinus' forklaring på, hvorfor verden er, som den er: "Vi må forstå, at jordkloden er et levende væsens fysiske organisme, og vi mennesker er en slags hjerneceller i denne organisme. Det er klodevæsenets "jeg", der (ubevidst) styrer, hvor mange af den type celler, vi kalder mennesker, der skal fødes ind i dens organisme, ligesom den styrer typen af mennesker, der inkarnerer, samt hvor de fysisk fødes ind. Dette fuldstændig ligesom det "jeg", der overordnet styrer og holder sammen på alt i hver af vores organismer. Verdens krige og konflikter næres overordnet set af jordklodevæsenet. Den vinkel skal med, hvis vi vil forstå det, der sker på Jorden!" Hvordan vil sådan et udsagn blive modtaget? Folk vil tænke: det var dog den mest vanvittige bortforklaring af terror, konflikter og krige!
Åndsvidenskaben arbejder med sammenhænge, der umiddelbart kan forekomme fantastiske, fantasifulde og naive, men ikke desto mindre nødvendige, hvis vi virkelig vil forstå, hvorfor livet på denne planet udvikler sig, som det gør. Allerede på det første symbol i Livets Bog 1 "Jordklodens kosmiske stråleglans" introducerer Martinus sådanne store og endnu større sammenhænge bag altings udvikling.
Forholdene på denne planet vil gradvist blive stadig mere humane, fordi klodevæsenet med sine evner/mentalitet/udvikling betinger det. Der ligger en nøje og gennemskuelig plan bag klodevæsenets udvikling, ligesom der gør det bag menneskets og alle andre livsenheders udvikling. Det er her som på så mange andre områder, at åndsvidenskabens kosmologi adskiller sig afgørende fra naturvidenskabens kosmologi.
Inden for naturvidenskaben forestiller man sig, at menneskeheden og alt andet liv på planeten er opstået og udviklet tilfældigt. Vi svæver rundt på en stenkugle i et endeløst dødt og ufatteligt tomt univers, og vi tænker om os selv, at vi måske er noget af det mest intelligente, evolutionen nogensinde og noget sted tilfældigt har frembragt. Jeg får lyst til at istemme et "Gud bedre det!". Det rent materialistiske livssyn kan kun føre til oplevelsen af den totale meningsløshed.
Åndsvidenskabens kosmologi rummer plan, total mangel på tilfældighed og dermed forudsigelighed og afsløring af en altomfattende meningsfylde. Med en indarbejdet åndsvidenskabelig tankegang kan det være sundt at stoppe op og tænke, at vi ér meget alene med vores store syn på tilværelsen og livet. Vi glemmer måske også, hvor fantastisk og derfor uvirkeligt dette livssyn må forekomme de fleste andre mennesker.
Når miljøet skranter, når krige raser, når sulten hærger, når misbruget af medmennesket bliver sat i system, når terroren trives, når våbenproduktion og forsvar får højeste økonomiske prioritet, så skyldes det selvfølgelig, at vi mennesker er så materialistisk indstillede og relativt primitive, som vi er. Men hvorfor ca. 6 milliarder mere eller mindre primitive mennesker er født ind på netop denne planet i år 2002, det er jordklodevæsenets overordnede fortjeneste.
Jordklodevæsenet har brugt ca. 5 milliarder år på at skabe sin fysiske organisme. "Noget levende" har fra starten stået som den skabende stoftiltrækkende kraft bag de enorme fysiske forandringer, som kloden som organisme har gennemgået. Fra en glødende ildkugle til den blå planet, hvor et ufatteligt antal arter og individer er inkarneret, har fundet livsbetingelser og har udviklet sig, i det vi har lært at kalde klodens økosystem.
Klodevæsenet opretholder rammen for inkarnation for alle disse livsenheder. Når en type livsenhed har udspillet sin funktion i organismen, "uddør" den. Det er på bl.a. den baggrund, vi skal forstå dinosaurernes "uddøen" for ca. 65 millioner år siden og pattedyrenes efterfølgende fremgang. (Det skal lige med, at naturvidenskaben mener, at visse dinosauerarter i dag flyver rundt som fugle). Det er ligeledes i det lys, vi skal forstå, at antallet af mennesker er vokset voldsomt inden for de sidste 100 år og derved har fortrængt meget af planetens oprindelige dyre- og planteliv. At der således er inkarneret mere end 2 milliarder flere mennesker inden for de sidste bare 30 år, er lige så lidt tilfældigt som noget andet, der er sket i jordens lange fysiske inkarnationsproces. Et dyrerige er ved at blive fortrængt af et begyndende menneskerige. Vi er underlagt en lovbundet kultiveringsproces, der med tiden vil resultere i en fredelig samling af menneskeheden. Set fra klodevæsenets synsvinkel må vi tale om, at et højtudviklet samarbejdet hjerneorgan sammensat af stadig mere følsomme og intelligente celler, er under skabelse.
Klodevæsenet skaber forudsætningerne for kulturers opblomstring og afblomstring. Ikke på den måde at klodevæsenet for ca. 3500 år siden har tænkt, nu vil jeg skabe et stort græsk rige i min hjerne. Klodevæsenet er formentlig lige så lidt bevidst i, hvad det kultiverer i sin fysiske organisme, som mennesket er. Men alt, hvad klodevæsenet oplever, føler og tænker, de inspirationer det får, de beslutninger det tager, har som virkning, at der skabes eller afvikles kulturer, at åndelige strømninger som en logisk kæde af udvikling kommer til at præge et givet geografisk område en tid.
Den græske kultur blomstrer op og sætter frø, og disse frø, som kunne være ideer om demokrati, retsvæsen, religion, inkorporeres på nye måder med forskellig styrke i efterfølgende kulturer. Da vi som levende væsener er udødelige, udvikles vi gennem mange kulturer, endda på flere kloder. De talenter, evner og egenskaber – ikke mindst vore lidelseserfaringer – som vi opbygger gennem "oplevelsen af livet" i en kultur, bringes videre ved reinkarnation. Det er altid vores åndelige forudsætninger, som går forud, der betinger, hvor vi fødes ind. I en puslespilsmodel opretholder klodevæsenet rammen (det overordnede billede), og menneskene er brikkerne. Men ikke forstået på den måde, at vi på mindste måde er ofre for klodevæsenets gøren og laden. Puslespillet er på genial vis til udviklingsmæssig gavn for alle parter.
Fra middelalderens store forandringer, herunder naturvidenskabens spæde fødsel over renæssance, reformation, fornuftstid, oplysningstiden, politiske revolutioner, sociale revolutioner og til økonomisk globalisering. Udvandring /flugt og hele kontinenters nybygning. Masser af krige, omvæltninger og ufattelig lidelse. Det har kostet meget blod at få fastlagt grænserne i f.eks. Europa, og nu er de samme grænser under afvikling. Det er et led i en proces, der over de næste tre tusinde år efterhånden vil føre til alle grænsers afvikling og alle landes samling under én regering.
Kilde: Historiens store epoker. Lademanns Forlag Kbh. 1967.
Når turister i dag på fredelig vis frit krydser grænser og besøger fortidens magtcentre i form af slotte og borge, er det udtryk for, at disse steder ikke længere er aktive magt/krigscentre i klodevæsenets bevidsthed. Nye større multinationale "samlende" pengemagtstrukturer er bygget op. Men magt skaber modsætninger, som skaber nye af den slags frugter, vi kender som terror, krig og kultursammenbrud. Disse kultursammenbrud er aldrig meningsløse, for de afspejler dels, at klodevæsenet undergår en organisk udvikling fremad, og mennesket gør erfaringer, ikke mindst lidelseserfaringer, der bliver af største betydning for kommende kulturers opbygning og stabilitet.
Det er her, "den alt for store sammenhæng" bliver livsvigtig for nogen. Med naturvidenskaben som livsforståelse er mennesket ualmindelig dårligt rustet til at tåle, endsige forstå det, der sker. At tænke og tro, at vi tilfældigt har udviklet os på en stenkugle og lever løsrevet fra enhver sammenhæng – i sidste ende også moralsk og etisk – er ikke befordrende for at finde mening i galskaben. Det er tværtimod befordrende for den tanke, at det er os mod dem, og at vi derfor må bruge endnu flere penge på forsvar og terrorbekæmpelse. Magten må befæstes.
Kun "den alt for store sammenhæng", en kosmologi, der giver mening til hvert eneste levende væsens liv og oplevelser, kan sætte de voldsomme hændelser i vores tid i et måske tåleligt perspektiv. For der er meget, der skal tåles! Ufattelig mange mennesker på denne planet befinder sig i en langvarig nær "håbløs" tilstand – og det kan hastigt blive mange flere, for verdensøkonomien er skrøbelig.
Vi kan ikke med åndsvidenskaben skyde skylden på hverken klodevæsenet eller medmennesket. Vi skal netop forstå, at både klodevæsenet og mennesket og alle andre livsenheder indgår som meningsfyldte detaljer i en langt større sammenhæng. Som åndsforsker er det umuligt at komme uden om den Gud og den næstekærlighed, som verdensreligionerne i en troens form fortæller om.
Både fremgangens optimisme og sammenbruddets depression er mentale kontraster, som vi nødvendigvis må opleve mange gange og i mange sammenhænge for at kunne udvikles og finde ind til den store sammenhæng, der står bag alt, også midt i sammenbruddet.
Det dyrerige, som menneskene har fortrængt på planeten Jorden, er også ved at blive fortrængt i vores eget indre. At blive mere human indebærer, at instinktstyret råstyrke (magt) langsomt erstattes af følsomme og intelligente handlemåder, – det er udviklingens mål. Den menneskelige tekniske intelligens er vokset voldsomt de sidste hundrede år. Den humane følelse er ikke i tilstrækkeligt omfang fulgt med. Derfor er drivkraften stadig i et alt for stort omfang egoisme og dette at tjene sig selv. Konsekvensen er både udvikling og sammenbrud. Lidelse og sammenbrud ophører først den dag – for den enkelte – hvor jeg kan praktisere næstekærlighed. Hvor dette at tjene sin næste er blevet til omdrejningspunktet i ens liv. Et nødvendigt trin på den lange udviklingsrejse mod praktiseret næstekærlighed er at forstå "den alt for store sammenhæng" og indse, at Guds er riget, magten og æren i evighed – Amen.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige