Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Har du nogensinde spurgt dig selv, hvad det egentlig er, det hele går ud på? De fleste af os får af og til stunder, hvor vi tænker over den slags ting. Undertiden kan det komme som lyn fra en klar himmel: – Tænk, det er altså dig, der sidder her! Hverdagslivet kommer på afstand, og man får evnen til at se sig selv udefra som en fremmed og dog velkendt person. Og midt i denne tilstand kan man tilmed huske, at sådan har det været mange gange før. Det er som at komme ind i en særlig fin stue, hvor man ikke kommer til hverdag.

Det er denne stadsstue, Martinus kalder evigheden. Nogle mennesker kommer der sjældent, andre kommer meget hyppigt. Men det er altså i denne stue, man befinder sig, når man læser Martinus. Det er hans metier at fortælle om denne stadsstue og gøre sine læsere begribeligt, at den virkelig er til.

"Hvad er livet?" Det er overskriften på næste side, og nu er vi straks trådt ind i stadsstuen. "Mine analyser kan kun give dig en teoretisk oplevelse", forklarer Martinus i sin artikel. Det er sikkert rigtigt nok, men den, der ikke har været i stadsstuen før og undret sig over den, vil næppe heller interessere sig for Martinus.

Da jeg selv stødte på disse analyser, læste jeg Martinus morgen, middag og aften i 10 år. Så var jeg mæt af alt det teoretiske, og den erfaring tror jeg, de fleste af os får. Nu har vi teorien, vi har et overblik, men det er ude i livet, analyserne skal leves. Derfor er det godt, at Kosmos ikke bare indeholder artikler af Martinus, men også af hans læsere, der kan fortælle lidt om alt det, de har fået ud af analyserne. Og som vi skal se, er det ikke småting. Fx kan jeg nævne, at Egon Sørensen fortæller om "den humane evne", et begreb, der i sig selv rummer hele forklaringen på analysernes nytteværdi. Hvad skal vi med al den teori? – det bliver vi mindet om her. Det gør vi også i Olav Johanssons artikel "Den evige vandrer". Her skal vi pendle mellem dagligstue og stadsstue, mellem aktuelle begivenheder og evigheden, som man nu gør helt automatisk, når man har studeret Martinus i mange år og kan bruge analyserne selvstændigt og udtrykke sig med sine egne ord. Det gælder også Søren Olsens artikel "Den alt for store sammenhæng", der så at sige signalerer til læserne, at nok kan forfatteren føle, at der er en sammenhæng, men uden logiske analyser til at bringe orden i galskaben, forbliver denne sammenhæng blot en vag følelse, der ikke nærmere kan defineres. Man vil savne ord til at forklare, hvad man føler. De ord får man af Martinus. Og i bladets spørgerubrik skal vi med et aktuelt spørgsmål om sygdommen hukommelsestab høre disse ord fra Martinus' egen mund, således som han har nedfældet dem forskellige steder i sin litteratur. Det er som sædvanlig Hans Wittendorff, der har slået op og samlet sammen. Så endnu en gang kan vi byde bladets læsere på en fornøjelig vandring mellem dagligstue og stadsstue.