Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis en borger fra en fremmed kulturkreds besøgte vores kultur, ville vedkommende få den opfattelse, at vi var et meget "troende" folkefærd. Fanden, Satan og Helvede (Gud) krydrer vores dagligsprog. Og er det ikke ligefrem sådan, at ordenes negative klang fra helvedesområdet er gået hen og blevet positive? Hvem vil ikke hellere være en Fandens karl end en Guds mand? Hankønnet er måske mere tilbøjelig til at sige: "Det var dog satans", og mener hermed, mærkeligt nok, noget positivt – mens kvinder udbryder: "Gud, sidder du her endnu". Alle førkristne religioner har haft deres helvedesvisioner, hvor de fortabte sjæle vansmægtede i helvedes ild, mens djævle varmede op. Middelalderens kunstnere anskueliggjorde i kalkmalerierne, på realistisk vis, dette scenarium, hvordan det gik de gudløse. Det var jo kun et mindretal, der dengang kunne læse! Så hvis datidens mennesker skulle have en anskueliggørelse af himmel og helvede, kunne det kun formidles i billeder. Men hvordan oplever nutidens mennesker helvede?

Sartre siger i "Lukkede døre", at helvede er de andre. Og det dækker vel mange af nutidsmenneskers opfattelse. Hvis de andre ikke var så egoistiske, dumme og fjendtlige, ville de selv have det meget bedre – ak, ja – men som Martinus udtrykker det: "Ethvert individ står på højden af sit eget udviklingstrin". Så det er absurd at forvente anden handlemåde af næsten, end den, samme næste har udviklet sig frem til. Og hvem kender ikke projektionsfænomenet – at det, der irriterer os hos andre, har vi selv en snert af – det er netop, fordi vi ikke vil anerkende fænomenet hos os selv, at vi projicerer det over på de andre. Disse andre er dog ifølge åndsvidenskaben vore læremestre – vi kan kun konfronteres med vore ufærdige sider gennem mødet med næsten. Helvede i renkultur opstår dog først, når vi oplever total afsondring fra andre og befinder os i vort eget "lukkede rum". Tankerne løber i ring – de samme tanker i et uendeligt kredsløb, hvor intet ligeløb kan bryde cirklen. Vi er i sandhed i det indhyllende rums atmosfære. Mens solen skinner – fuglene synger, og hele naturen ånder i livsbekræftelse – kan en af Guds menneskeskabninger befinde sig i sit eget lukkede rum – uden kontakt med livet udenfor. Så helt, helt alene. Hvordan kan vi så slippe ud af selvbekræftelsens og selvtilstrækkelighedens lukkede rum? Kun på en eneste måde: ved at lukke næsten ind – ved at påtage sig næstens problemer og betragte disse som ligeværdige med ens egne. Ensomhedsproblemet (et af nutidens største problemer) kan fx afhjælpes ved at beskæftige sig med andres ensomhedsfølelse. Men det er uendelig svært, for til syvende og sidst grunder menneskers føle- og tænkemåde sig på, på hvilket trin det befinder sig på "udviklingsstigen", og det er jo et modenhedsspørgsmål. Hvor mange trin er passeret på samme "udviklingsstige", hvor mange erfaringsfelter gennemlidt på bestemte beslægtede områder. Et rask menneske har svært ved at forstå et sygt menneske.

Jesus udtrykte den åndelige sandhed, at himmeriges rige er inden i jer. Så vi rummer altså muligheden for at skabe to verdener: himmel og helvede. Fra dyrebevidsthed bevæger vi os gennem udviklingstrin mod menneskebevidsthed. Alt, hvad der kendetegner en menneskebevidsthed, står i diametral modsætning til dyrebevidstheden. Altså på de punkter, hvor vi afviger fra dyrene, bliver vi menneskelignende. Dyrets bevidsthed kredser især om fire punkter, som er dets hele verden, nemlig: om sit territorium, sin føde, sin mage og sit afkom – stort set er alt uden for disse områder fremmede og fjendtlige, altså udelukket fra dets bevidsthed. Ifølge Martinus gør her den enpolede seksuelle tilstand i væsenet sig gældende. Den modsatte pol er endnu uudviklet. Først når både den feminine pol og den maskuline pol gør sig gældende i en afbalanceret tilstand, opstår væsenets humane evne, og åndelige organer udvikles. Og begyndelsen til det udviklede menneske får form. Som vi nu er, befinder vi os som: en såret flygtning mellem dyreriget (som vi endnu ikke har forladt) og det rigtige menneskerige (som vi endnu ikke er trådt ind i). Således beskrives det i Martinus´ terminologi. Kærlighedsevnen er endnu sovende hos dyret, men i fuld vækst hos mennesket. Denne evne til at omfatte et verdensbillede af kunst og kultur, som udtrykker uinteresseret sympati (altså interesser udover yngelpleje), gør mennesket unikt. Dets verden er blevet vid og begyndt at vokse væk fra den snævre livsholdning, som kun udgør selviske interesser. Kærligheden til næsten bliver det næste felt, der skal udvikles ved at gentages så mange gange, at den til sidst foregår helt automatisk. Og ved berøringen med andre og andet brydes det lukkede rum, og et ligeløb erstatter cirklens sluttende ring.

Det er jo en almen kendsgerning, at det, hvortil vores følelser er knyttede, bevæger sig ind i bestemte tankebaner og til sidst bliver udspringet for senere handlinger. Vort sind bliver på en måde til vor skæbne. Der foreligger i ethvert individ (iflg. Martinus) kosmiske og lovmæssige sammenhænge, sammenhænge hvori samspillet mellem seks forskellige energiformer gør sig gældende. Vi er på en måde selv skæbnedannere ved at operere med disse energiformer i forskellige blandinger (kosmisk kemi) – og ligesom naturvidenskaben laver forsøgsopstillinger og eksperimenterer med fysiske stoffer, eksperimenterer det enkelte individ med "åndelige stoffer" og lærer derved, hvilke blandinger der fører til det ønskede resultat. Altså ligegyldigt hvilke handlinger, vi end foretager os, kan vi ikke undgå at blive beriget med erfaringer og blive dygtigere til at finde overensstemmelse mellem teori og praksis. Mellem det vi ønsker, og det vi i virkeligheden opnår. Vi fornemmer denne lovmæssighed mellem tanker og skæbne så mange gange i livet. Hvis et menneske befinder sig godt inden for rammerne af militær, jæger o.a. – forbliver dets egen organisme relativt "ubeskyttet" iflg. skæbneloven. Altså forholdet mellem årsag og virkning (som sæden, så høsten). De handlinger af lidelsesmæssig karakter, du godt kan nænne overfor din næste, dér fjerner du din egen kosmiske beskyttelse over for samme handlinger rettet mod dig. Men der er jo mennesker i din omverden, der hellere vil lide uret end begå uret. Sådanne mennesker hænger jo ikke på træerne – men det er disse mennesker, der skaber himmel i helvedet. For frugten af alle disse individuelle helveder, vi hver især er indhyllet i, befordrer jo det ydre helvede, vi er så bekendt med her på jorden, i dets mangfoldige former. Og lad os takke for, at disse mennesker er til som et levende bevis for næstekærlighed og et eventuelt forbillede over for os andre. Vores bevidsthed fjerner os mere og mere fra de dyriske mentale zoner. Vores "næn" er blevet større og vores indlevelsesevne forøget. Vi kan levende forestille os, når noget "gør ondt" på andre og giver derfor afkald på at "svare igen". Vi begynder så småt at nærme os den zone, Martinus kalder det "rigtige menneskerige". Men sker der i nutiden ikke barbariske handlinger, der ikke lader fortiden noget høre? Jo – det gør der – men hvor disse barbariske handlinger før i tiden var en naturlig anerkendt måde at handle på, er de set med nutidens øjne blevet en betænkelig handlemåde, der fører dets udøvere ud i sindssyge eller direkte i fængsel. Ingen bliver i dag en helt ved at udøve tortur eller andre inhumane handlinger. Der ligger nervesystemet til forskel. I 1700-1800 tallet var offentlige henrettelser, kagstrygning, hjul og stejle og gabestok m.m. en folkeforlystelse – det ville det næppe kunne blive nu om dage. Og tiden før igen var om muligt endnu mere barbarisk. Så det inhumane er i dag, trods alt, iklædt blidere former. Men udvikling kræver lang tid, så vi er kun på vej, men i en rigtig retning. Vores jordklode er et eksperimenterende værksted, der giver mulighed for at afprøve livets mange muligheder, til vi finder "den rigtige form": "Mennesket i Guds billede"!