Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den 21. marts 1995 blev for mig en skelsættende dag! På denne dag greb højere magter for alvor ind og ændrede mit liv stort set på alle punkter. Jeg vil nu forklare, hvad der skete.

 

Jeg var på dette tidspunkt 46 år. Jeg boede alene i en meget lille lejlighed på det indre Vesterbro. Mit liv havde formet sig som op- og nedture, fordi jeg have meget svært ved at fungere i parforhold. Disse parforholdsproblemer betød, at min erhvervskarriere var påvirket af det ressourceforbrug, som privatlivet bandt. Jeg kunne ikke finde mig til rette i ægteskabet; det var svært at formulere, hvad det egentlig var, jeg søgte, og mine omgivelser var helt desorienterede og uforstående. Disse omstændigheder bevirkede, at jeg ovennævnte dato befandt mig i en situation, der nærmest må betragtes som isoleret. Jeg havde ingen venner, og min biologiske familie opholdt sig i en anden landsdel.

Jeg husker, at jeg vågnede op denne tirsdag i marts og var meget ulykkelig over min situation, og for første gang i mit liv bad jeg til Gud. Jeg kunne ikke se nogen fremtid for mig og bad derfor om enten at blive fjernet fra livet eller om hjælp til at fortsætte. Da jeg havde sundet mig lidt, gik jeg, som så ofte før, ned på det lokale bibliotek og stod pludselig foran en bog med titlen "MARTINUS – som vi husker ham".

Efter endt læsning gik jeg mig en tur. Jeg husker, at jeg så på mine omgivelser med helt andre øjne end før. Jeg oplevede mig som en del af en helhed og havde svært ved at styre alle de varme følelser og al den kærlighed, jeg pludselig var kommet i kontakt med. Jeg havde lyst til at omfavne alt og alle og fortælle dem om min oplevelse. Jeg gjorde det ikke, men jeg oplevede resten af dagen som vidunderlig og varmende. Jeg følte mig næsten som nyfødt!

Jeg begyndte nu et intensivt studium af Martinus Kosmologi, og heller ikke på det punkt rådede tilfældet. Den første bog, jeg fik i hænde, var "To slags kærlighed", som lige præcist forklarede min situation og mine problemer, og en helt ubeskrivelig lettelse indtrådte, fordi igen fik jeg at vide, at alle de oplevelser og hændelser, som mit liv hidtil bestod af, var en naturlig følge af evolutionen, og at alle skal igennem dem for at kunne blive til rigtige mennesker. Lettelsen var enorm over at læse disse ting, og en ny selvtillid, ja, en tillid til selve tilværelsen, begyndte at spire.

Da jeg nogle måneder senere læste "Den ideelle føde", gjorde den et så stærkt indtryk på mig, at jeg ved endt læsning tømte køleskabet for alt kød og har ikke spist kød fra dyr siden.

Nu er det jo sådan, at fordi jeg næsten med ét slag får adgang til den kolossale visdom, som studiet af Martinus Kosmologi åbner op for, så løses dagligdagens problemer ikke. Som nævnt var jeg på det tidspunkt uden nære venner eller familie. Mine problemer var ikke løst, og jeg havde ingen at tale med om det vidunderlige, der var sket i mit liv. Efter nogle måneder stødte jeg på en jævnaldrende mand, som jeg periferisk havde truffet et års tid forinden i en større sammenhæng. Han blev min lærer og meget gode og nære ven. Han kom hver tirsdag aften, og vi drøftede både kosmologien og mine praktiske vanskeligheder. Hans enestående tolerance og intuition bevirkede, at jeg fik styr på mit liv, og at mine bestræbelser på at integrere kosmologien i de daglige gøremål, hvor ondt det end kan gøre, aldrig svækkes.

I dag er studiet af Martinus Kosmologi omdrejningspunktet i mit liv, og ind imellem er det ikke helt uproblematisk at forholde mig til det liv, jeg levede, inden kosmologien og dermed livskunsten tog fat i mig, men det er en del af processen, når man radikalt omlægger sit liv. Jeg er Martinus dybt taknemlig for at have leveret et så fuldkomment redskab til vejledning og inspiration til det ind imellem hårde arbejde, der skal gøres for at bringe sig i bedre harmoni med universets love.

Desværre nåede jeg ikke at træffe Martinus selv, men hans åndsvidenskab har jeg fået som en gave, da jeg trængte allermest, hvorfor jeg ofte sender ham en kærlig tanke.