Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For en overordentlig stor mængde mennesker er religiøsitet noget foragteligt, noget man ikke kan være bekendt at have interesse af, idet man mener, at det kun er udtryk for naivitet og overtro. Denne opfattelse gør sig særligt gældende for væsener, der er kommet i besiddelse af megen materialistisk viden eller videnskab. Der bliver derved to slags mennesker i verden: "de religiøse" og "de videnskabelige". Disse to slags mennesker lader som regel hånt om hinanden. "De religiøse" betragter "de videnskabelige" som "gudløse", der igen er det samme som "ugudelige" og derfor "fordømte" eller "fortabte", mens de "videnskabelige" betragter "de religiøse" som overtroiske, uintellektuelle eller naive. Og problemet bliver da: Hvilken af disse to kategorier er den fuldkomneste, klarer sig bedst i tilværelsen og derfor repræsenterer det lykkeligste liv? – Ja, spørgsmålet er jo slet ikke vanskeligt at besvare. Verden eller rettere menneskeheden er i den lykkelige situation at have fået dette spørgsmål så urokkeligt grundigt besvaret igennem sin til dato oplevede historie, at det i fremtiden slet ikke vil blive et problem at tage stilling til det religiøse eller det videnskabelige. Det er nemlig for det udviklede menneske blevet en så uundgåelig kendsgerning, at menneskeheden i længden umuligt kan blive lykkelig ved det religiøse princip uden videnskab, ligesåvel som det på samme måde er lige så umuligt at blive fuldkommen lykkelig ved videnskaben uden det religiøse princip.

Ved at se tilbage i historien ser vi, at menneskeheden udelukkende blev behersket af det religiøse princip. Alle love var baseret på religiøsitet, hvilket vil sige et forhold til Forsynet, Guddommen eller guddommene, hvis repræsentanter på Jorden var de indviede konger eller fyrster. Da havde almenheden ingen videnskabelig indstilling. De havde kun begæret om beskyttelse. Og den kunne de kun se eller fornemme igennem deres konge eller fører. Disse var således hundrede procent indstillede på at følge en sådan konge eller fører, der altså var en tilsvarende hundrede procents diktator. Diktaturet var for dem en beskyttelse og dermed en velsignelse og måtte derfor resultere i dyrkelsen af denne diktator og de igennem ham repræsenterede himmelske magter eller guddomme. Det religiøse princip var således her det altdominerende og bestod altså udelukkende i "trangen til beskyttelse og tilbedelse af beskytteren".

Men dette konge- eller diktatorprincip kunne ikke i længden befordre en tilfredsstillende beskyttelse af individerne eller undersåtterne. Det kunne ikke forhindre, at der opstod sygdomme, pest, hungersnød og de heraf følgende sjælelige nedbrydelser, sorger og bekymringer. Og tilliden til kongens evne til at beskytte dem og dermed tilliden til hans guddommelighed begyndte at degenerere. Og kongeværdigheden dalede og dalede for til sidst at blive repræsenteret af primitive, uindviede, sjælelig defekte, sadistiske eller magtsyge selvtilbedere, der byggede store arenaer for bloddryppende og dræbende forlystelser. Dette måtte uundgåeligt føre til, at menneskene, undersåtterne, til sidst ikke blot ikke havde nogen virkelig beskytter i diktatoren eller selvherskeren, kongen af Guds nåde, men ligefrem havde en forfølger i diktatoren. Ingen kunne vide sig sikker mod en sådan bøddels dyriske eller abnorme luner og tendenser, hvis man ikke sympatiserede med disse og dyrkede eller anerkendte diktatorens påståede guddommelighed. At det religiøse princip: "trangen til beskyttelse og til dyrkelse af denne beskyttelse" efterhånden måtte søge sig nye udveje, bliver her synligt som selvfølgeligt. Denne søgen efter en beskyttelse imod selve diktatoren blev til det, vi kalder "politik". Politik er altså kun det religiøse princip i en ny nuance. Men da diktatoren jo repræsenterede ren fysisk magt, måtte væsenernes beskyttelse eller gøren modstand imod denne magt jo resultere i interesse i fysiske foreteelser, der kunne blive redskaber eller midler til befordring af denne modstand. Derved blev væsenernes psyke langsomt og umærkeligt for dem selv drejet bort fra troen på og dyrkelsen af noget guddommeligt eller overjordisk forsyn. Kongen, der jo repræsenterede dette overjordiske forsyn, blev altså synlig som et hjælpeløst væsen, der selv kunne ligge under for vældige laster og sygdomme. Når dette forsyn ikke engang kunne beskytte sin egen repræsentant, hvordan skulle det så kunne beskytte et helt folk igennem denne repræsentant? –

I menneskenes mentalitet fødtes derved de første tanker eller spirer til demokrati, til at være medbestemmende i landets eller folkets regering eller styrelse. Og religiøsitet i form af politik blev efterhånden en meget omfattende faktor, der spaltede sig i mange forgreninger eller partier. Disse politiske partier er i virkeligheden kun en slags reformerte "religiøse sekter", hvis religiøsitet består deri, at de kun tror på beskyttelse ved materielle eller fysiske foreteelser i stedet for på Guddommen, og sætter derved disse foreteelser over alle ting. De tror således kun på de bedste eller mest geniale mordvåben, det største og bedst udrustede militærapparat, de bedste maskiner og den mest overlegne eller største materielle kundskab som beskyttelse eller garanti for en lykkelig skæbne. Og med denne indstilling blev det religiøse princip: "trangen til beskyttelse og til dyrkelsen af denne beskyttelse" til dyrkelsen af den materielle forskning. Den materialistiske videnskab blev til en ny "religion". Og denne religion blev til en altdominerende skæbnefaktor og gjorde sine tilhængere til elementernes beherskere, der under begrebet kulturstater undertrykte andre folk og gjorde sig til verdens herre. Og med denne overlegne magt skulle den så kunne skabe en hundrede procents tilfredsstillelse af det oprindelige religiøse princip, nemlig "trangen til beskyttelse og til dyrkelsen af denne beskyttelse". Men kan den det? –

Er råbet efter beskyttelse og dyrkelsen af denne beskyttelse ikke stærkere i dag end nogen sinde? – Men så er det religiøse princip jo stadig levende. Det har aldrig været andet end trangen til at blive beskyttet, der igen er det samme som trangen til at leve livet lykkeligt og til dyrkelsen af dette lykkelige liv. Vi har set, at denne trang aldrig igennem tidernes omskiftelser har kunnet udslettes. Den har søgt igennem diktatorprincippet, den har søgt igennem politik, den har søgt igennem videnskab, men er endnu ikke blevet tilfredsstillet. Føler stater og væsener sig ikke i dag mere ubeskyttede end nogen sinde? – Væsenerne står i dag med en nedbrydnings- eller udslettelseskapacitet af en enorm rækkevidde, men føler sig ikke trygge ved denne udslettelseskapacitet som beskyttelsesmiddel. Tværtimod, de begynder med rædsel selv at frygte denne deres egen kapacitet eller umådelige dræbende kunnen. De begynder at frygte for sig selv. De begynder at opdage sig selv som deres egen værste fjende. Efter at de er blevet i stand til fysisk at baste og binde, ja, udslette deres næste, er de ikke blevet fri for frygten og derfor ikke blevet fri for "trangen til beskyttelse og til dyrkelsen af denne beskyttelse".

Men det er altså ikke mere næsten, det gælder om at baste og binde. Det er ikke ham, der er farlig. Nu er problemet i virkeligheden derimod, hvordan kan jeg beskytte mig imod mig selv? Og her kan der kun være én vej at gå. Udslet alle de dræbende egoistiske tendenser. Lev for udelukkende at skabe fred, hvilket kun kan ske ved at tilgive. Denne befordres meget lettere ved forståelse. Forståelse er det samme som erkendelse af den absolutte sandhed. Og den absolutte sandhed er jo den, at det religiøse princip eller "trangen til beskyttelse og til dyrkelsen af denne beskyttelse" umuligt endeligt kan befordres eller tilfredsstilles igennem en konge eller diktator, igennem politik, igennem materialistisk videnskab og den heraf følgende dræbende kunnen, men udelukkende kun igennem overvindelsen af sig selv. Idet man giver sit liv for andres lykke, og denne gave er ens højeste lykke, er der intet mere at frygte. Når man er nået dertil, at man elsker sin næste så højt, at man meget gerne giver sig selv for denne næste, kan der jo ikke mere være nogen frygt for at miste sig selv. Således bliver Jesu ord rigtige, når han siger, at den, der giver sit liv, skal eje det, men den, der vil frelse sit liv, skal miste det.