Kosmos 2002/7 side 162
Blandt vandfald og springende kilder
af Martinus
Da Martinus besøgte Island i 1952 fik han rig lejlighed til at opleve øens rene og uforfalskede natur og stifte bekendtskab med mærkelige psykiske kræfter. Læs også her om hans besøg hos den store islandske kunstner Ejnar Jónsson og en tolerant biskop.
Foruden at holde de resterende foredrag og efterkomme de anmodninger om samtaler med mig, som indløb til min værtindes telefon, og som bevirkede, at hun måtte tilbringe overordentlig meget af sin tid med at aftale tidspunkter for disse samtaler, blev der også tid til i den resterende halve snes dage, jeg endnu skulle være på Island, at se endnu mere af sagaøens mægtige natur. Mine utrættelige venner arrangerede en biltur til Thingvellir (Thingvallasletten), en biltur til Geysir og Gullfoss. Thingvellir, som jeg også blev kørt ud til engang, før jeg rejste til nordlandet, er en historisk helligdom for islændingene. Området ligger et halvt hundrede kilometer fra Reykjavik. Det er for største delen dækket af lava, ligesom det gennembrydes af store kløfter. Her ligger også en stor indsø. På en stor klippeskrænt ses mærkelige figurer dannede af naturen selv. Man kan således blandt andre figurer se et vikingeskib. Her forekommer et mindre vandfald "Øxara", og her oplevede jeg et mærkeligt psykisk fænomen. Medes jeg stod og fotograferede vandfaldet, blev jeg gennemstrømmet af mærkelige glædesbølger, uden at der forelå nogen som helst fra de ydre omgivelser eller fra mig selv påviselig grund. Det samme gentog sig, da jeg senere atter prøvede at stille mig i vandfaldets nærhed. Jeg følte det, ligesom om der var mig meget venligt sindede psykiske væsener på stedet. Thingvellir har i ca. 900 år været samlingssted for det islandske Alting, ligesom der i de senere år har været afholdt nationalforsamlinger på dette sted. Det var også her, tusindårsfesten 1930 blev afholdt. Her ligger et stort sommerhotel.
Oplevelsen af Islands største vandfald "Gullfoss" var også af den slags naturscenerier, man sent vil glemme. Det mindede meget stærkt om min oplevelse af Godafoss. Her som der virkede det betagende at se de vældige vandmasser styrte larmende ud over afgrunden og ned i dybet, hvorfra vældige damplignende, regnbuetegnende skumskyer steg op og forsvandt i den klare luft.
Med hensyn til den verdensberømte Geysir har den noget med at ligge i dvale om vinteren og var allerede gået i hi den dag i september, da vi indfandt os på dens område. Den var kun synlig som et stort hul i jorden fyldt med sydende og boblende kogende vand imellem en hel del andre større og mindre huller ligeledes med kogende vand. Den var ikke den mindste smule imponerende for mig, der nu næsten var blevet helt blaseret med hensyn til synet af vame kilder. Men den meget elskværdige og i psykiske problemer meget interesserede ejer af Geysirterrænet og hotellet, som ligger i Geysirs umiddelbare nærhed, var så venlig, på vore vegne, at smigre lidt for en lille datter af den store Geysir, så hun blev os venligt stemt. Ved at fodre hende med hendes livret, grøn sæbe, kom den lille aflægger af Geysir i ekstase og udøste sin indre varme i en søjle kogende vand på ca. 15 meters højde. Det var et meget imponerende sceneri og gav en en anelse om den store Geysirs temperament, der efter sigende udløser sit hede indhold i en søjle kogende vand på indtil ca. 60 meters højde. Hele dette Geysirterræn, som også lå langt ude i ørkenen eller ødemarkerne, mindede i det væsentlige om de varme kilder, som jeg nu har set flere steder på Island. Her er det også den millionårige varme, der gør sig gældende. Her er det også evigheden, der toner frem for den dybtgående tænker og lader ham mærke den evigt vibrerende Guds ånd over vandene.
Jeg fik også lejlighed til at besøge den islandske kunstner Ejnar Jónsson og hans frue, som jeg allerede kendte i forvejen fra deres ophold her i København for år tilbage. Den islandske stat har skænket ham et museum, bygget efter hans egne tegninger. At komme ind i dette museum er som at komme ind i en helligdom, et lysets tempel. Det er overdådigt fyldt med Ejnar Jónssons geniale værker, der alle er symboler eller illustrationer af lysets sejr over mørket og udstrålende den islandske naturs evighedsatmosfære. Disse lysets symboler, skabte med en glans af denne naturens egen jomfruelige evighedsatmosfære, vil gøre dette museum til et stedse mere og mere søgt valfartssted for kommende generationer langt ind i fremtiden, når krigens fakkel for stedse er slukket på jordens kontinenter, og fredens stjerne lyser i videnskab og væremåde mand og mand imellem over hele verden. Da vil Jónsson museets geniale værker fortælle en undrende fredens verden om lysets kamp med mørket, om humanitetens eller verdensgenløsningens pionerer og om tilblivelsen af den lysets sejr over mørket, tilblivelsen af den lysende fredens æra, i hvilken disse fremtidens generationer til overdådighed da vil være velsignet.
Nogle få dage før jeg skulle rejse hjem til Danmark, blev jeg ringet op af Islands biskop, som er Paul Bruntons gode ven. Han inviterede mig meget elskværdigt til et privatbesøg hos ham og hans hustru i deres smukke hjem. Jeg fik under besøget et behageligt samvær med to meget elskværdige mennesker. Den overordentlig store tolerance, forståelse og sympati, jeg mødte hos biskoppen, satte ligesom en stærk understegning af den store tolerance og sympati, jeg allerede havde mødt på hele min øvrige færd på Island. Den intolerance og større eller mindre afstandstagen fra min person og mission, som i nogen grad er gældende her i Danmark er ganske uforståelig for islandsk mentalitet. Vi drøftede blandt andet netop dette emne. Tænk, hvis Danmarks biskopper, præster og lærere, var lige så venligt indstillet over for et humanitetens og lysets arbejde, ganske ligegyldigt fra hvem det kom, som den islandske nations højeste repræsentanter og myndigheder! – Efter en meget hjertelig afsked og med invitation fra biskoppen til at komme til ham, hver gang jeg kom til Island, og jeg ligeledes geninviterede biskoppen til at komme til mig, når han kom til Danmark, forlod jeg bispeboligen med en stærk forvisning om, at jeg havde fået en meget god ven i den islandske kirkes overhoved.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige