Kosmos 2002/7 side 157
Solsystemets "børneværelse" – og andre gåder
af Olav Johansson
I Kosmos nr. 2-1998 skrev jeg en artikel med titlen "Et vendepunkt i rumforskningen?" Eftersom rumforskningen er et dynamisk forskningsområde, som hele tiden udvikles, er der også sket en del, siden den artikel blev skrevet, som delvis ændrer billedet af vort solsystem. Blandt de nye opdagelser i de allerseneste år hører den, at antallet af kloder i solsystemet har vist sig at være meget større, end man før havde anet...
Tidligere troede rumforskerne, at vort solsystem, foruden solen, de ni kendte planeter og deres drabanter månerne, kun bestod af diverse "rumgrus" (asteroider, kometer og meteoritter). Nu har man opdaget, at det billede må kompletteres med i tusindvis af små og endnu mindre kloder ude i det såkaldte Kuiperbælte i solsystemets periferi bag planeten Plutos bane.
I virkeligheden tror mange rumforskere i dag, at Pluto og dens måne Charon kun er de største kendte kloder i dette bælte i denne "storfamilie" af småkloder i solsystemets udmarker. Det er dog ikke usandsynligt, mener man i dag, at der længere ude i Kuiperbæltet kan findes kloder, som endda er større end Pluto. Himmellegemer, som ligger i en sådan afstand fra Solen, er ekstremt lyssvage og derfor vældigt svære at opdage. Trods det, har man hidtil fundet flere hundrede sådanne småkloder, og ifølge de seneste oplysninger tror man, at der findes mindst 40 000 af dem, som har en diameter på mindst 100 kilometer (1). De fleste af Kuiperbæltets kloder anses dog for at være endnu mindre, og tæller man også dem med, så kan antallet af kloder i dette "bælte" måske tælles i millioner...
I november 2000 opdagede man en klode i dette område med en diameter på 900 kilometer (2). Den fik navnet Varuna og ligger ca. 42 gange længere borte fra Solen end Jorden gør. Det er efter Pluto og dens måne den hidtil største kendte klode (størrelsen er godt og vel 1/3 af Plutos) i solsystemets periferi. Noget, der også har forbavset forskerne er, at Varuna har vist sig at have en ganske mørk overflade ( det gælder delvis også Pluto og Charon), hvilket tyder på, at den ikke er dækket af is, som man ellers havde kunnet forvente i disse kølige egne i solsystemet.
Kloderne i Kuiperbæltet kaldes i hvert fald for "isplaneterne" af forskerne, og de adskiller sig, mener man, fra de to tidligere kendte typer af planeter i vort solsystem. I solsystemets indre findes de såkaldte jordlignende planeter – Merkur, Venus, Jorden og Mars – som består af sten og metal, og i det ydre solsystem har vi de store gasplaneter, som hovedsageligt består af brint og helium i fortættet form. På grund af trykket på disse kæmpekloder tror forskerne, at i hvert fald i de indre strukturer på disse kloder er gasserne lige så fortættede som flydende væske på Jorden, hvilket gør det berettiget at kalde disse verdener "gasoceaner"). En tredje type kloder i vort solsystem er altså Kuiperbæltets "småkloder", som ifølge forskerne består af is og sten. Og hvis man ser på antallet af kloder, er den klodetype altså, ifølge de nye forskningsresultater, den overlegent dominerende i solsystemet. Men også den af os mindst kendte og udforskede. Hvad kan disse små isplaneter være i kosmisk perspektiv? Ja, de er under alle omstændigheder en form for livsenheder, som på en eller anden måde hører hjemme i klodespiralen. Martinus har jo ikke, så vidt jeg ved, givet os nærmere oplysninger på dette område. Men jeg ved, at han engang som svar på et spørgsmål om, hvordan vi i næste spiralkredsløb lærer at opbygge en klodekrop, med glimt i øjet svarede: "Vi må begynde med småkloder". Måske er Kuiperbæltet en slags "børneværelse" eller træningsplads for solsystemets "unge" planetvæsener, som øver sig i klodeskabelsens ædle kunst? Her er meget at udforske og opdage for fremtidens livsorienterede rumforskning...
Livstegn på Mars?
I min artikel i Kosmos nr. 2-1998 skrev jeg om et eksperiment, der allerede i 1976 blev udført af den amerikanske marssonde Viking, og hvis resultater var både omdiskuterede og svære at fortolke. Hensigten med eksperimentet var at udforske, om der fandtes levende mikroorganismer i jordprøver fra Marsoverfladen. Derfor var Vikingesonden udrustet med både graveredskab til at grave i Marsjorden med og en næringsvæske med radioaktivt kul, som inde i sonden blev hældt ud over det indsamlede materiale. Tanken var, at eventuelle levende organismer skulle optage næringen og afgive radioaktivt mærket kuldioxid, som sondens måleinstrumenter skulle kunne registrere. Instrumenterne registrerede faktisk en sådan kuldioxideffekt, men dengang valgte majoriteten af forskerne kun at se det som et resultat af kemiske reaktioner uden tilknytning til liv, eftersom man ikke kunne finde spor af organiske molekyler i de indsamlede prøver.
Det var dog en konklusion, som man aldrig rigtig kunne blive enige om blandt de involverede forskere. Ophavsmanden til idéen bag og konstruktøren af "kuldioxidtesten" har fx hele tiden holdt på, at hans eksperiment beviste, at der er liv på Mars, og at ingen anden tolkning er rimelig eller sandsynlig. Nu ser det ud til, at han, med 25 års forsinkelse, er ved at få ret. Ved hjælp af vore dages biologiske kundskab har en forsker ved NASA sammenfattet Vikings testmateriale igen (3). Man kunne da konstatere, at kuldioxidmængden varierede med en rytme på 24 timer og 40 minutter, hvilket svarer omtrent til længden af et marsdøgn. Denne "døgnrytme" i testresultaterne er en indikation på, at man her har at gøre med kredsløbseffekter forårsagede af levende organismers aktiviteter.
Måske har vi nu desuden fået bevis for, at der også findes levende organismer af større dimensioner end mikroorganismer på vor røde naboplanet. (4.) Den 7. september 2001 afholdte tre ungarske evolutionsbiologer nemlig en pressekonference, hvor de – efter at have detaljestuderet tusinder af fotografier, som var taget af den amerikanske forskningssonde Mars Global Surveyor gennem flere år – påstod, at de årstidsbundne variationer af store mørke pletter i kraterne rundt om sydpolen på Mars måtte være en effekt af levende biologiske organismer, som – præcis som her på Jorden – ernærer sig ved fotosyntese (kuldioxid og vand bliver til kulhydrater og ilt ved hjælp af lys). Disse mørke pletter, som spreder sig om foråret, når sollyset vender tilbage til disse områder, kan somme tider have en diameter på op til flere hundrede meter. Ifølge de ungarske forskere drejer det sig sandsynligvis om en form for alger svarende til de organismer, som findes på tundraen nær Jordens poler. De mener, at organismerne kan overleve i en "beskyttet zone" mellem marsoverfladen og et tykt islag, som isolerer dem godt fra den ellers strenge kulde, der råder her. Når foråret kommer og sollyset trænger gennem isen, absorberer organismerne solenergien og varmes op. Temperaturen under isen stiger til lige over nul grader, og det betyder, at et tyndt indre islag smelter og skaber forudsætninger for liv. Men om sommeren, når hele isdækket smelter, og vandet damper bort, tørrer organismerne ud. Dette er, ifølge forskerne, forklaringen på, at spredningen og tilvæksten af de "mørke pletter" kun sker om foråret hvert år.
Man har endnu ikke hørt argumenter mod de ungarske biologers forskningsmodel af "de mørke pletters mysterium" fra den videnskabelige verden. Man mener dog, at der kræves yderligere undersøgelser – bl.a. såkaldt spektralanalyse – for at kunne bevise, at pletterne indeholder materie, som har evne til at danne fotosyntese.
De ungarske forskere tror selv, at pletterne kan være de sidste tilbageblevne rester eller levninger fra et tidligere mere udbredt (og udviklet?) biologisk-organisk liv på planetens overflade – stammende fra den tid for måske årmillioner eller årmilliarder siden, da Mars havde hav og floder på sin overflade – hvilket man stadig kan se tydelige spor af i terrænet der – og andre atmosfære- og temperaturforhold end i dag.
Flere vandkloder?
Vand er jo som bekendt en grundforudsætning for alle af os kendte biologisk-organiske former for liv. Det er ikke så mange år siden, at forskerne troede, at Jorden var den eneste eksisterende vandklode i vort solsystem – og dermed også det eneste sted i solsystemet, hvor biologisk-organisk liv har haft forudsætninger for at udvikles. Det er en opfattelse, der nu er blevet grund til at revidere. Og det er rumsonden Galilæos fortjeneste. Denne rumsonde har nu gennem flere år udforsket Jupiter og dens galilæiske måner (som de kaldes efter opdageren Galilæi Galilæo) Io, Europa, Ganymedes og Callisto. Disse himmellegemer er somme tider blevet kaldt "et miniature-solsystem" med Jupiter i Solens rolle. Jupiter er også et bemærkelsesværdigt himmellegeme, som ifølge målinger bl.a. afgiver dobbelt så megen varmeenergi, som den selv modtager fra Solen. Visse forskere mener, at Jupiter, hvis den havde været et noget større himmellegeme, ville have haft forudsætninger for at kunne udvikles til en sol (dens nuværende størrelse er ikke tilstrækkelig til at kunne udvikle de kernereaktioner, der er nødvendige herfor, mener man.) Men den udstråler altså varme i rig mængde, ikke mindst til sine måner, som ikke ser ud til at være nogle almindelige "klodelig" (se Livets Bog 2, stk. 420) eller stenørkener.
Udfra Galilæos billeder og andre måleresultater drog forskerne allerede for nogle år siden den konklusion, at månen Europa måtte have et globalt vandocean under sit tykke, permanente isdække, (se artiklen i Kosmos nr. 2-1998) og nu mener man, at man har fået bevis for, at det samme gælder Europas "søskende" eller naboer Ganymedes og Callisto (to af solsystemets største måner). Forskellige måleresultater fra Galilæo tyder stærkt på, at disse kloder – ligesom Europa – har saltvandsoceaner skjult under deres isoverflade.
Hvis der desuden findes geologisk aktivitet – hvilket man også har tydelige indikationer på – på disse kloder, så findes der med al sandsynlighed varme kilder på havbunden. Og omkring varme kilder på dybhavsbunden (såkaldte "Black smokers") her på Jorden, så ved man, at der – uafhængigt af sollys og fotosyntese – udvikles og trives mange mærkværdige livsformer. Martinus lærer os jo også, at livet inkarnerer overalt, hvor der findes betingelser herfor. Samme eller ensartede betingelser giver samme eller ensartede livsformer. Den dag naturvidenskaben får et endeligt, tilfredsstillende bevis for, at livet ikke er noget, der kun begrænser sig til vor lille klode, så må dens verdensbillede ændres, og spørgsmålet "hvad er livet?" – eller "hvem er livet?" for at tale med Martinus – må da stilles også af materieforskningens repræsentanter og udøvere. Meget tyder på, at den dag ikke længere er så fjern.
Kilder:
1) Illustreret Videnskab nr. 14-2001 s.54
2) Dagens Nyheter 27/5 2001
3) Illustreret Videnskab nr. 15-2001 s.24
4) Dagens Nyheter 7/9 2001
Oversættelse HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige