Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da den allerstørste part af de jordiske mennesker på deres nuværende trin er bange for at dø, er spørgsmålet om det levende væsens udødelighed en af de store gåder, hvis løsning samme væsen ikke kan blive ved med at leve foruden. Alene dette, at spørgsmålet i det hele taget kan opstå, viser, at der her opstår en sult eller hunger. Men da der umuligt kan opstå en sult eller et begær, uden at dette er en følge af en organisk funktion i det levende væsens struktur, beviser dette for den udviklede forsker, at der også eksisterer en tilfredsstillelse for denne sult eller dette begær. Til hvad nytte ellers sulten eller begæret? – Når begæret, her i dette tilfælde spørgsmålet om væsenet er udødeligt eller ej, er en organisk funktion og derved er en naturlig sult, kan det kun være livets mening, at denne sult skal mættes. Der findes altså "føde" for denne sult. Spørgsmålet om væsenets udødelighed kan altså besvares.

Men for at nævnte spørgsmål kan besvares, må det naturligvis først og fremmest være blevet et "spørgsmål". Så længe det ikke er et spørgsmål, er der ingen sult, ingen hunger, intet begær. Og hvor der ikke er hunger eller begær, er der ikke noget at mætte eller tilfredsstille. Så kan man her spørge: "Forekommer der da situationer, hvor udødelighed ikke er et spørgsmål?" Ja, det gør der. Selv om en meget stor del af Jordens mennesker i dag nærer hunger efter at få denne livets største gåde løst, er der en overordentlig stor del, for hvem nævnte emne ikke er noget spørgsmål. Denne del af jordmenneskeheden udgøres af alle de såkaldte religiøst "troende". Sålænge man urokkeligt tror, man er udødelig, er nævnte emne jo ikke noget spørgsmål. Da er det kun udtryk for, at udødelighedsfornemmelsen endnu forekommer i bevidstheden som et instinkt. Dette vil igen sige, at udødeligheden ikke er blevet til en videnskabeligt og dermed urokkeligt underbygget viden fra væsenets nuværende jordliv. Evnen til at tro er derimod den sidste hendøende rest af en i et tidligere spiralkredsløb besiddet absolut eller kosmisk viden om, at det levende væsen er udødeligt. At det netop er således, bliver til kendsgerning derigennem, at instinktet bliver stærkere og stærkere, jo mere vi går tilbage i jordmenneskehedens udvikling. Naturmenneskene har således en langt mere urokkelig tro på, at de er udødelige, end kulturmenneskene har.

For et naturmenneske er der ikke noget, der hedder "tvivl". Udødeligheden er, ganske uden at væsenet kan gøre sig nogen hjerne- eller forstandsmæssig redegørelse eller begrundelse herfor, noget absolut selvfølgeligt. Men jo mere vi går fremad til kulturmennesket, desto svagere bliver troen, ja så svag, at "tvivlen" opstår. Og til sidst kan væsenet slet ikke mere tro på udødeligheden. Det meget stærkt koldt materialistisk, videnskabeligt indstillede væsen benægter endog udødeligheden. Efter at dets religiøse instinkt således er ophørt, har det kun de rent materielle eller timelige foreteelser at holde sig til. Da disse udelukkende kun viser sig som "begyndelse" og "afslutning" underkastet, og væsenet forøvrigt kun kan se tingenes analyser i form af mål- og vægtfacitter, mener det hermed at have stadfæstet, at det levende væsen kun er en "dødelig" eller "timelig" foreteelse. Men dertil skulle det levende væsen jo netop komme, at det helt har mistet bevidstheden om sig selv, sin egen udødelighed eller evige væren. Denne mentale tilstand er jo netop opfyldelsen af det guddommelige ord til "Adam" om at "dø døden", når han spiste af "kundskabens træ". "Nydelsen af kundskabens træ" er jo det samme som væsenets fuldstændige gåen op i "materien", "det timelige" eller "det livløse". Dette må urokkeligt føre til, at væsenet til sidst udelukkende er fyldt med timelige facitter og ser al ting i form af mål og vægt, i form af tid og rum. Det ser derfor også sig selv kun i form af mål og vægt, i form af tid og rum. Det ser, at det vejer så og så meget. Det er så og så mange år gammel. Da det således kun ser sig selv med begyndelse og afslutning, ser det kun en lokalitet af sig selv eller af sin evige eksistens og tror, at denne lokalitet udgør helheden eller er selve livsgådens løsning.

Men denne løsning på livsgåden kan ikke blive ved med at være tilfredsstillende. Bag denne tilsyneladende "videnskabelige" løsning spirer der et håb om udødelighed. Der er trods alt noget i væsenet, der ikke er tilfredsstillet ved tanken om at være et dødeligt væsen, og noget, der bevirker, at væsenet ligefrem med sand rædsel ser døden imøde. Og vi ser da også, at dette håb bliver stærkere og stærkere med udviklingen, således at forhenværende hårdkogte materialister efterhånden er kommet til erkendelse af, at der muligvis alligevel eksisterer udødelighed. Desuden forekommer der da også de "indviede" eller "kosmisk bevidste" væsener, for hvem udødelighed ikke mere er et mysterium, men en vågen dagsbevidst realitet. Vi ser altså, at det materialistiske stadium ikke er noget fast eller endeligt stadium. Væsenerne går altså igen mod erkendelsen af udødelighed. Men da de har mistet deres fra fortiden nedarvede religiøse instinkt, kan de ikke mere tro. De må derfor tilegne sig livsgådens løsning eller svaret på deres mest brændende spørgsmål, spørgsmålet om deres evige væren eller ikke-væren, som videnskab, som kendsgerning.

Men når der kan opstå et sådant begær i det levende væsen, er vi jo her ved den sult, for hvilken der også må være tilfredsstillelse. Og denne tilfredsstillelse kan altså absolut kun dækkes af udødeligheden oplevet som kendsgerning. Men når det er den eneste tilfredsstillelse, når "timeligheden" ikke kan tilfredsstille denne mentale sult eller hunger, og denne derfor udelukkende kun kan tilfredsstilles af udødeligheden, bliver det hermed til kendsgerning, at denne udødelighed eksisterer, og at det levende væsen således er et udødeligt væsen. Men så er det jo ikke så mærkeligt, at troen på udødelighed eksisterer lige fra naturmennesket til kulturmennesket og igen bliver til kendsgerning for det længere fremskredne, moralsk og videnskabeligt udviklede kulturmenneske. Det er altså kun i et ganske lille afsnit af kredsløbet, at det levende væsen benægter udødeligheden. Netop i det lille afsnit, hvor væsenet så at sige er hundrede procent optaget af materielle eller timelige foreteelser, og udødeligheden derfor ligger helt uden for dets interessesfære.

Når det levende væsen således er udødeligt, er det jo noget ganske andet end den fysiske foreteelse, det på det fysiske plan viser sig som. Der må bag det fysiske ydre eksistere dette udødelige. Og det levende væsen kommer derved til at fremtræde med en dobbelt analyse. Det fremtræder dels som det fysiske væsen, vi kender, og dels som et bag ved eksisterende usynligt væsen, som er mindre kendt. Da det første væsen består af fysisk materie, består af kød og blod, vil vi kalde dette for "materievæsenet", ligesom vi vil kalde det bag materievæsenet usynlige væsen for "åndsvæsenet", idet det kun fremtræder i åndelig materie, hvilket vil sige i en stråleformig eller en højere form for elektrisk energi, den energi igennem hvilken vi udformer vore tanker. Dette åndsvæsen er vort sande jeg. Det adskiller sig fra vort materievæsen eller fysiske organisme og fremtræden derved, at det overlever alle inkarnationer og er i det hele taget totalt hævet over tid og rum. Mens vort materievæsen i form af vor fysiske organisme og fremtræden må gennemløbe alle stadier i kredsløbet såsom fosterstadiet, barnestadiet, ungdomsstadiet, manddomsstadiet og alderdomsstadiet, har vort åndsvæsen kun et eneste stadium, nemlig en evig "manddom". Vi er her et evigt voksent væsen. Hvis vi ikke udgjorde et sådant åndsvæsen, ville vor indvikling og udvikling og den heraf følgende erfaringsdannelse og livsoplevelse være en umulighed. Alle de på det fysiske plan forekommende fra manddomsstadiet afvigende tilstande er kun materiekombinationer. Det, vi kalder barndommen og ungdommen, er kun udtryk for de begrænsninger i manifestationsudfoldelsen, som nødvendigvis må være en følge af vort ufærdige manddomslegeme, ligesom alderdommen udtrykker den svækkelse og indskrænkning i manifestationsevnen, som altid må være til stede der, hvor manifestationsredskabet er slidt op og mere og mere går i forfald. På samme måde er den fysiske død også noget redskabsmæssigt.