Ældre Kosmos og Kontaktbreve

George Berkeley (udtales: Barkli, 1685-1753) var en irsk filosof, senere biskop af Cloyne i Irland, som vovede sig frem med en usædvanlig idé. Verden eksisterer ikke, mente han, den er bare noget, vi oplever. Kun oplevelsen eksisterer som virkelighed, men der er ingen ydre verden bygget op af stof. Kun bevidsthed, tanke og mentalitet er virkelig til.

Eksisterer et træ så ikke, når ingen kigger på det? Og hvordan kan mennesker overhovedet blive enige om træets placering, hvis ikke det vitterligt eksisterer som noget, flere kan iagttage på samme tid og endda beskrive enslydende? – Til disse spørgsmål svarede Berkeley, at Gud altid opfatter alt til enhver tid. Verden forsvinder derfor ikke, men er til inde i Guds bevidsthed, hvor den tilmed bliver ordnet på en bestemt måde og i en bestemt rækkefølge, så menneskene, når de ser, hører, føler, lugter og smager, i virkeligheden har at gøre med, hvad Gud i forvejen har opstillet for dem i et system, som de indbyrdes kan genkende, udforske og bekræfte hinanden i.

Denne sondring mellem verden og oplevelsen af verden vil læseren måske finde lovlig akademisk. Men nærlæser man Martinus, finder man nøjagtig den samme sondring; eller rettere, man kan aflede den af, hvad han skriver. Livets Bog 1, stk. 1-2 (i sammendrag): "Ethvert levende væsen er uden undtagelse genstand for livets oplevelse i form af en vekselvirkning mellem to former for energi: den fra vore omgivelser og den fra vort eget indre. Denne vekselvirkning er identisk med skabelsen af vor tilværelse."

Kort sagt, verden bliver til for øjnene af os. Vi skaber den selv, dog (hos Martinus) i vekselvirkning med noget udefra kommende, der (som også Berkeley hævdede) i forvejen er ordnet og sat i system af Guddommen. Verden er til som Guds oplevelse af verden (Berkeley) – eller: verden er Guds oplevelse af Gud selv, dvs. verden er Guds egen bevidsthed (Martinus).

Hvordan kan dette forhold kort gøres op? I Logik, kap. 89, gør Martinus det således: "Det vil for mange naturligvis virke meget fantastisk at opfatte verdensaltet som identisk med "bevidsthed", hvilket vil sige det samme som identisk med "et levende væsens" mentalitet. Men fordi en ting virker fantastisk, behøver den ikke at være en illusion eller uvirkelighed. Og verdensaltets eksistens kan da heller ikke bortforklares. Men om verdensaltet er "mentalitet" eller blot og bart "stof", her er det, den jordmenneskelige opfattelse strander."

Det gjorde den dog ikke for Berkeley, som konsekvent valgte "mentalitet". At eksistere var for ham at blive sanset eller kunne sanse. Ligesom Martinus opfattede han naturen som et tegnsystem, et Guds sprog. Og han mente, at det var naturvidenskabens opgave at tyde det.

I næste nummer af Kosmos skal vi møde den sidste og den største af de tre britiske empirister, som satte verden på den anden ende.