Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvilke lykke vi kan opleve, hver gang vores horisont udvides en "smule"!

– Jeg kan læse! A...B...C.....D......K...A...L...L.....E.............KALLE!!

Verden åbner sig, bid for bid, og vi kan til tider føle os næsten euforiske af glæde og nysgerrighed.

– EN....TOOO.....TRREE......FFIIRE......!

JEG KAN TÆLLE!!!!

"Tælleremsen" husker vi alle.

Når man lærer at cykle, løber der nogen bagved og holder i bagagebæreren. Når vi senere har øvet os nogle gange, slipper hjælperen taget, og vi får en svimlende følelse af frihed. Samtidig med at vi bliver bevidste om, at nu må vi klare os selv, kan den første tanke blive.... HJÆLP!! Hvordan skal det her gå!!!?? Vi bliver anspændte, begynder at slingre og mister måske balancen. Men vi opgiver ikke. Op igen og med yderligere lidt hjælp klarer vi efterhånden den første lille tur selv.

Når man, som jeg gør netop nu, sidder og forsøger at formulere sine tanker om livet og prøver at koble dem til, hvad Martinus fortæller om verden, så føles det lidt som at lære at cykle! Martinus løber ihærdigt bagved (eller foran?!) og "holder fast" ved hjælp af sine tekster. De fungerer som den faste støtte, jeg behøver for ikke at slingre ud mellem "buske og træer" og fortabe mig helt i fantasier. Jeg ser det som et arbejde, jeg vil gøre for bedre at forstå det, jeg læser og oplever, og for at det skal blive mere end en "tælleremse", jeg kan udenad, men ikke rigtigt forstår hvordan jeg skal bruge. Hvis det så senere skulle blive sådan, at det også kan inspirere nogen anden, så er lykken total (for en tid.....).

For det er jo ikke nok kun at lære at cykle almindeligt. Nej senere vil man jo cykle uden hænder osv. (i hvert fald hvis man er dreng/mand)!!!??

Vi vil jo alle sammen hele tiden lære nye ting. Men hvad er hvad? Hvilke "cirkuskunster" gør vi af kærlighed og glæde, og hvilke gør vi for at imponere? Det er ikke altid så let at afgøre. Så er det godt at have venner, der kan hjælpe en med at slå bremserne i og give respons på det, man gør. For det er jo først i samspil med omverdenen, man kan se sig selv i et andet perspektiv. Martinus opfordrer os til (bl.a. i sin artikel i Kosmos nr. 10/98 "Døende kulturfaktorer") at øve os på den nye kulturimpuls blandt vore medmennesker. Ja, han mener, at det er den eneste mulighed for at finde ud af, om vi tænker/handler rigtigt. Ved, fx som jeg har gjort, at bede nogle andre læse igennem det jeg har skrevet, skabes der muligheder for at øve sig på flere forskellige måder. Blandt andet gjorde en ven mig opmærksom på, at det var en god øvelse for ham i at formidle sine synspunkter på en kærlig måde. At turde være ærlig i sine holdninger uden at såre eller kvæle skabertrangen. Det udvidede min horisont, eftersom jeg er bange for at være til ulejlighed. I stedet blev det, jeg var bange for, en mulighed for øvelse for os begge to. Desuden fik jeg nogle værdifulde synspunkter om dele af det, jeg har skrevet, som var lidt "vaklende og ustabilt".

Ind imellem bliver jeg forundret og til og med næsten forblindet/blændet af menneskers (og min egen!??) klogskab, når vi udtrykker os i ord, men indser også, at det for mange af os er en slags "remser" i den forstand, at det ikke er udtryk for kundskaber, som er helt integrerede i vores bevidsthed,.....endnu. Men pointen er, at de her remser er en vigtig del af udviklingen til menneske, – de er faktisk et forstadie til genialitet!! Vi må, for at blive genier, C-bevidste, først bevæge os igennem både A- (længsels-) og B- (øvelses-) stadierne (se fx Livets Bog 3, stk. 734 og frem). Det føles rart at vide, at vi alle er potentielle genier i næstekærlighed! Men også, at vi alle har brug for én, der holder i bagagebæreren, inden vi kan cykle selv.

 

Oversættelse: BA