Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Intet er så vidunderligt som et rigtigt eventyr. Og ingen forberedelse til livet er vel bedre for børn end eventyr. I eventyret og dets særlige verden kan vi møde alle de personer, vi også møder i livet. Men de er iklædt forunderlige dragter, der både camouflerer og afslører. Det er os selv, der camouflerer, og digteren, der afslører. Det sker, når eventyret er slut. Så træder alle personerne frem klædt af til skindet. Så kan vi se, hvem der var de gode, og hvem der var de onde.

På næste side skal vi se en sådan afsløring. Vi skal se, hvordan man gennem århundreder er løbet sur i teologiske spekulationer og indviklede, selvmodsigende udlægninger af Bibelen. Ikke særligt interessant, vil nogen måske sige. Nej, men det er et eventyr alligevel. Det viser, hvor forsigtig man skal være med at følge sit eget hoved og gøre resultatet af sine tanker til det eneste gyldige.

De fleste mennesker oplever heldigvis at tage fejl. Men man skal vist opleve det mange gange for at bære over med andres fejl. Hvad skal vi da med alle disse fejl? Vi skal bare opleve livet som det eventyr, det er. Var der ingen fejl, ville der heller ingen kontraster være. Det fortæller Egon Sørensen om i sin artikel "Det er kontrasterne, der giver oplevelsen". Hurra altså for kontrasterne, for al løgn og alt selvbedrag. Hvad skulle vi gøre uden?

Værst bliver det dog, når vi er nødt til at gøre noget, når livet kræver, at vi skal handle og dermed tage stilling til, om det ene eller det andet er rigtigt. Det skal vi høre om i månedens spørgerubrik med overskriften: "Skal vi finde os i alting?" Det har Martinus nemlig sagt noget om, at vi bare skal gøre. Det skal hans bøger lære menneskene, at de skal finde sig i alting. Men den sætning er i sig selv et eventyr, der venter på at blive læst. Derfor har vi taget det med i denne måned, der emmer af eventyr. For størsteparten af bladet er nemlig helliget den store digter H.C. Andersen, hvis format for alvor kommer til udfoldelse, eller i hvert fald folder sig ud på en ny måde, når Harry Rasmussen trækker forbindelseslinierne op til Martinus. Det er et eventyr i sig selv at læse hans artikel, for den fremdrager så mange eksempler på Andersens dybe indsigt og forståelse af de kosmiske sammenhænge, at man vist føler noget af den samme stemning, som når man træder ind i et stort kirkerum. Og dog er det det profane liv, vi får genfortalt i digterens fortolkning. Det er fortolkning, der er hemmeligheden bag livets eventyr. Hvordan fortolker vi Bibelen, hvordan fortolker vi Martinus? – ja, det kommer alt sammen an på, hvordan vi fortolker livet, dvs. hinanden. Det er også H.C. Andersen, der fortæller om den røde tråd, der går gennem alt den engelske marines tovværk som tegn på, at det tilhører kronen. Således, siger den store digter, går der gennem hvert menneskes liv en usynlig tråd som tegn på, at det tilhører Gud. Det er denne tråd, vi i denne måneds Kosmos skal følge.