Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2002/4 side 95
Notitser
 
Weekendkursus på Instituttet
Seminar om Martinus' åndelige videnskab og forskning – et weekend seminar om den åndelige videnskabs kendetegn, kvaliteter, muligheder og forudsætninger.
Seminaret henvender sig til de, der er godt inde i Martinus' åndsvidenskab. Seminaret har kun få oplæg og er baseret på arbejde i små grupper.
Weekenden den 20.-21. april 2002 fra lør. kl. 10.00 til søn. kl. 16.00.
Martinus Institut, Mariendalsvej 94-96, 2000 Frederiksberg.
Deltagelse koster 300 d.kr (inkluderer ikke mad og overnatning).
 
Livets Bog i nyt layout og nye medarbejdere
I løbet af de seneste år har Martinus Institut fået samtlige værker af Martinus indscannet i elektronisk udgave, men mens fx symbolbøgerne i de senere år er genudgivet på basis af disse i nyt layout med bl.a. smallere tekstspalte og stykoverskrifterne i margenen, er Livets Bog hidtil kun blevet genoptrykt som kopier af de gamle udgaver. Tiden er nu inde til en tilsvarende fornyelse af disse, herunder en opdatering til moderne retskrivning (bl.a. med bolle-å og navneord med små bogstaver). Vi benytter samtidig lejligheden til at kontrollere teksten med Martinus' originalmanuskript og desuden til ved sammenligning af de gamle udgaver at få kortlagt og dokumenteret, hvad der gennem årene er rettet i disse.
Til hjælp med dette store arbejde har Jan Tarbensen på Langeland fået tildelt støtte til 1/2 års projektarbejde fra 1.1.02. Jan arbejder i forvejen professionelt med både korrektur, oversættelser og layout og er meget edb-erfaren. I samme forbindelse er Torben Hedegaard blevet tilknyttet MI på honorarbasis, foreløbig med 9 timer om ugen. Torben, der er uddannet økonom men i de sidste par år har arbejdet som vicevært, har også ansvar for udvendig bygningsvedligeholdelse på Mariendalsvej.
Begges opgaver betales af Idealfonden, idet arbejdet nøje knytter sig til formålsparagraffen om at bevare og tilgængeliggøre værkerne.
HH
Ny inspektør i Klint på deltid
Erik Bech Olesen, der har været ansat som inspektør i Martinus Center siden marts 1990, går på efterløn d. 1. maj, kort efter sin 63-års fødselsdag.
Eigil Kristensen, der tidligere har været medlem af rådet, påtager sig inspektørjobbet på deltid resten af året. Henvendelse til Eigil i forbindelse med praktiske forhold i Klint i sommerhalv-året kan ske på tlf. 33 14 05 18, mobil 20 21 27 68 eller mail: eigil.kristensen@mail.dk