Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når jeg tænker på, hvad Martinus bøger betyder for mig, fyldes mit hjerte med taknemlighed og glæde.

Efter at have følt mig "aparte" og vildfaren i verden, har jeg fået fodfæste i tilværelsen og føler mig accepteret og forstået, ikke bare af Martinus, men også af Gud selv. Det, jeg ikke kunne forstå, både ved mig selv og andre, kunne jeg heller ikke acceptere, bare finde mig i, hvilket førte til én eneste lang lidelse.

Nu, dagen efter den frygtelige terrorhandling i USA, føler jeg sorg og medfølelse med alle, der er nærmere berørt af tragedien. Jeg tænker også på alle herhjemme, som føler stor frygt og utryghed, men er samtidig taknemlig for, at jeg ikke er blevet ramt af panikfølelser og heller ikke har behov for at udpege syndebukke og kræve gengældelse. Nu er der måske nogen, der tænker, at det lyder jo ædelt at sige sådan, når man ikke selv har mistet pårørende og sidder i relativ tryghed i Sverige, og det er jo sandt nok, men dertil kan jeg svare, at jeg har større personlig erfaring end de fleste af, hvordan det er at føle sig magtesløs og hjemsøgt. Jeg har selv oplevet krig og terror og siddet i kældre og andre beskyttelsesrum, medens bombeflyvere fløj hen over hovedet på mig, og bomberne eksploderede rundt omkring. Jeg har set uhyggelige scenerier, når raiderne var overstået, og man blev konfronteret med rygende ruinbunker, hvor mennesker og dyr var omkommet eller var svært tilskadekomne. Det er ganske vist længe siden nu, men jeg kan når som helst høre lyden, mærke lugten og føle angsten.

Trods alle svære oplevelser har jeg altid haft en følelse af, at Gud er god og kærlig, og hans eksistens har jeg aldrig tvivlet på. Problemet var det velkendte: at få to tilsyneladende uforenelige fænomener til at stemme overens.

Så blev jeg søgende og fandt efterhånden, hvad jeg søgte i Martinus' kosmologi. Det, jeg læste, fandt genklang i mit eget indre, ikke bare for øjeblikket som med så mange andre bøger, jeg havde læst, der beskrev mere eller mindre mærkelige, svært begribelige filosofier og religioner, som det var svært at tro på.

Fra at have følt mig som en blind orm, der roder i jorden, begyndte jeg at føle mig som en Jonathan Livingstone havmåge, mågen, som havde en drøm om at kunne flyve højere og højere, som trodsede andres foragt og latterliggørelse, og hvis vinger blev stærkere og stærkere. Når der indtræffer noget svært og smertefuldt, føler jeg, at mine "vinger" bærer. Det mørke og svære findes som en baggrund i erindringen og bevidstheden, imod hvilket alt det lyse og smukke, alle livets vidunderlige farver og toner lyser så meget klarere.

Mon "mågen" flyver som Ikaros for nær solen og risikerer at få svedet vingerne? Måske, men i så fald ved jeg, at jeg er på vildspor, og at Forsynet ved hjælp af livets direkte tale fører mig videre mod målet. Livet har jo altid talt til mig, men jeg har ikke kunnet forstå sproget og kan det endnu langt fra, men nu har jeg dog fået en ordbog til rådighed.

Takket være Martinus' livsgerning skimter jeg målet i det fjerne, og han har forsynet os ikke bare med ordbog, men også med kort og kompas, så nu gælder det om at sætte alle kræfter ind på at rejse ufortrødent fremad. Jeg tror, at målet er rejsen værd.

Tak, Martinus!

Oversættelse HL