Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser spørger kort og godt: Hvor skabes vore tanker? Og da det ifølge Martinus er så vigtigt at tænke rigtigt, hvordan lærer man så at beherske sine tanker?
 

SVAR: Det er rigtigt, at Martinus tillægger vore tanker, – vort tankeklima – så stor betydning, at han ligefrem i Bisættelse slår fast, at "dét, et menneske tænker, det bliver det." Og i Kosmos nr. 10-1989 har han skrevet en fantastisk god artikel, som han har givet titlen Tankens Magt.

Men hvor skabes vore tanker? Vi ved fra analyserne, at al skabelse har sit udgangspunkt i jeg'et og jeg'ets skabeevne. Det gælder også skabelsen af vore tanker. Men nu føjer Martinus et nyt begreb til, nemlig "urbegæret".

Om dette begreb forklarer Martinus, blandt andet i Livets Bog 2, stk. 529-30, at det er en evig automatfunktion hos alt levende. Det er så at sige urbegæret, der får alle levende væsener til at søge efter livets oplevelse. Og det er jo bemærkelsesværdigt, at al skabelse, al oplevelse, i virkeligheden begynder med en tanke, et begær. Med andre ord, urbegæret er et bindeled mellem et væsens jeg og dets evne til at tænke og opleve. Martinus udtrykker det poetisk på den måde, at hele vores fremtræden, vore tanker, villen og kunnen er "børn af det evige "kosmiske ægteskab" imellem jeg'et og urbegæret".

Nu fik vi så at vide, hvor vore tanker skabes. Men hvordan er deres videre forløb, og hvordan lærer vi at beherske dem? Jo, forklarer Martinus, fra jeg'ets urbegær og skabeevne går tankebanen videre til det tredie led i det levende væsens analyse, vores underbevidsthed, hvor vi har de seks grundenergier til vores rådighed. På symbol nr. 11, hovedsymbolet, der var på forsiden af Kosmos i hele år 2000, kan vi følge forløbet.

Plantevæsenet er på det fysiske plan domineret af instinktenergien, symboliseret ved den røde farve på symbolet. Igennem årtusinders påvirkning fra naturens side opstår den første svage bevidsthedstendens, nemlig evnen til at "ane", det vil sige evnen til at fornemme forskel på kontraster, evnen til at skelne mellem behag og ubehag. Og det kalder Martinus for "fundamentet for al tænkning eller skabelse af bevidsthedsliv."

Om det videre forløb skriver Martinus i Livets Bog 2, stk.512: "Dets "anelse" om hvilke energier, der er behagelige, og hvilke der er ubehagelige for dets egen fremtræden i tilværelsen bliver stærkere og stærkere, for til sidst at blive til vished, hvilket vil sige bevidst "tanke". Og den automatiske tiltrækning og frastødning af materierne er således her blevet til "tanke". Væsenet begynder at "tænke". Og med dette stadiums indtræden af tiltræknings- og frastødningsprocessen er væsenet ikke mere en "plante", men er blevet til et "dyr". Dyret er således det første "tænkende" væsen i spiralen."

Og nu begynder den videre udvikling at blive interessant for os, for nu når vi frem til den del af dyreriget (orange farve), hvor vi befinder os. Vi er så at sige dyrerigets kulmination af egoisme. Eller med Martinus' ord: "Selviskheden er "dyreriget"s og en stor del af den jordmenneskelige bevidsthedszones kongelige atmosfære." Og så forklarer Martinus noget, som vi ikke tænker på til daglig: Alle de tekniske fremskridt, menneskeheden er nået frem til, havde ikke set dagens lys, hvis ikke selviskheden havde været dominerende. Vi havde hverken haft telefoner, jernbaner, biler, flyvemaskiner, radio, tv eller computere. Alle disse herlige opfindelser kalder Martinus for "de modne frugter på "egoismen"s eller "selviskheden"s omfattende mentale træ."

Men hver eneste tanke og handling vender med usvigelig sikkerhed tilbage til os selv. Og netop derved lærer mennesket lidt efter lidt at tænke og handle rigtigt. Følelsesenergien, betegnet ved den gule farve på symbolet, vinder mere og mere over tyngdeenergien. Den næste energitilstand, som Martinus kalder "det rigtige menneske", skimtes i horisonten.

I bogen Bisættelse fortæller Martinus os, hvilke vanskeligheder vi kommer ud for i denne overgangsfase mellem det dyriske og det "rigtige" menneske. I kapitel 45 skriver han: "Da de jordiske menneskers udvikling i de senere årtier er gået uforholdsmæssigt stærkt frem, befinder de samme mennesker sig i tilsvarende grad i en udviklingszone, hvis normale tankeklimaer de endnu ikke rigtig er blevet fortrolige med. Følgen heraf bliver, at de i stor udstrækning betjener sig af ældgamle tankeklimaer (forestillinger), hvis energiudløsende natur kun kan være at betragte som normal magnetisme eller livskraft for organismer i lave primitive dyriske stadier, som de jordiske mennesker med den højeste del af deres bevidsthed faktisk for længst har forladt. Mellem de jordiske menneskers organismer og tankeklimaer er der således i tilsvarende grad en vis disharmoni. En vis form for unormal tænkning og dermed overføring af en tilsvarende unormal livskraft til organismerne vil derfor være fremherskende. Disse organismer kommer derved i samme grad til at fremtræde som syge, som svækkede, som modstandsløse over for infektion m.m. Organismerne er stemplede med smerte og lidelse."

Hvad skal vi dog gøre i denne situation? Vi skal lære at TÆNKE rigtigt og derved HANDLE rigtigt over for vore medvæsener. Religionerne har ikke kunnet hjælpe os. Tværtimod er mange krige og megen ufred netop baseret på religiøs intolerance. Men har vi et oprigtigt ønske om at være til gavn og glæde for vore medvæsener, kan vi få en vældig hjælp ved at studere Martinus' analyser i Det Tredie Testamente. Hør blot hvad han skriver i Bisættelse, kapitel 47:

"Det endelige og absolut lykkeførende tankeklima eksisterer kun i renkultur, når det repræsenterer en hundrede procents oplevelse af tilværelsens eller livets egen fornuft eller intelligens reguleret af en til denne intelligens tilpasset jævnbyrdig følelse. Når et tankeklima af denne art, der igen er det samme som den hellige ånd, bliver den daglige energiudløsning gennem individets tankeorganer, bliver dets blod og organisme således gennemstrømmet af den højeste magnetisme eller livskraft, der findes, og kommer derved til at være udtryk for den højeste sundhed. Men da denne livskraft gennem tankeorganerne bliver identisk med den allerhøjeste videnskab, visdom og kærlighed, bliver individets åndslegemer også udtryk for den højeste sundhed. Det højeste tankeklima giver således ufejlbarligt "en sund sjæl i et sundt legeme", hvilket igen udgør den uomstødelige hovedbetingelse for at opleve det virkelige liv bag den illusoriske verden."

Vi er ikke nået dér til endnu, – men vi er på vej –!