Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ethvert menneske har en vilje. Denne vilje er igen baseret på et ønske eller et begær. Begæret er igen det samme som en mental eller åndelig tiltrækningskraft mellem individet og objektet for begæret. Menneskets vilje er altså dets dragning eller tilknytning til et eller andet uden for det selv. Da der uden for det levende væsen kun eksisterer de samme to hovedfaktorer, som de, der udgør det selv, nemlig ånd og materie, kan væsenets vilje altså kun være en dragning eller tilknytning til "ånd" eller "materie". Da "ånd" er bevidsthed og dermed fornemmelsen af livet, og "materie" er energi eller bevægelse og således er noget, der er frembragt af "livet" og derfor udgør det livløse eller døden, kan væsenets vilje kun være en vilje til livet eller en vilje til døden. Men således fornemmer det levende væsen ikke tilværelsen. Det fornemmer derimod sit begær og dermed sin vilje som en konstant vilje til livet, også når det begærer "materien", og dets vilje således bliver "viljen til døden". Det levende væsen kan altså komme til at befinde sig i en situation, hvor det tror at begære eller at ville "livet", mens denne villen i virkeligheden er en skjult villen "døden". At et sådant væsen derfor lever på en illusion, bliver her til kendsgerning. Men da det, man vil, det man tænker og ønsker, udvikles i én, vil dette at begære eller ønske døden jo også udvikles i én, selv om man også tror, det er livet i sig, man udvikler.

Vi er her ved den store illusion, der i dag behersker det almene jordiske menneske. Det ønsker og begærer af hjertet "materien" og tror, at denne er "livet", og udvikler derved i allerhøjeste grad "døden" i det samme hjerte. Da individet er udødeligt, mens illusioner er timelige, kan det ikke undgå at overleve illusionerne og må derved komme til at opleve, at det har udviklet døden i stedet for livet i sit hjerte. Det opdager, at det har mistet evnen til at opleve sin udødelighed, sin ophøjethed som tidens og rummets herre og skaber, som sin egen skæbnes skaber. Ja, så langt er det sunket ned i dødens mørke favntag, at det tror sig ét med materien, tror, det er en tilfældig skabelse, en tilfældig virkning af nogle naturkræfters lige så tilfældige sammenspil. Forsynet, Guddommen eller den evige Fader er totalt blevet borte. Således gudløs og dermed hjælpeløs vandrer det rundt og rundt i "dødens" mørke, lemlæstelses- og lidelsesregioner, hvor det kun øjner krig, krig og atter krig. Gråd og tænders gnidsel lyder overalt i disse den virkelige døds mørke gange. Det er i disse mørke dødsgange, at jordmenneskeheden i dag famler.

Den virkelige død er således ikke en total bevidstløshed, idet en sådan umuligt kan forekomme i universet på anden måde end som en "tænkt modsætning til livet". Døden er derimod det samme som den disharmoni, der opstår i det levende væsens organisme og bevidsthed ved fejlagtig villen. Døden er sygdom, sorg, lemlæstelse, livslede etc., idet alle sådanne foreteelser uden undtagelse er mere eller mindre ødelagte centre, der oprindeligt var bestemte for oplevelse af det virkelige liv. Hvis et menneske får sine øjne beskadiget og mere eller mindre bliver blind, vil det altså sige, at det på dette område er behersket af døden. På samme måde er det døden, der regerer i felter, hvor væsenet har mistet hørelsen, lugten, smagen eller en hvilken som helst anden form for førlighed. Der, hvor sanserne har taget skade eller ikke mere kan virke, der er individet besjælet af døden. Men det er jo ikke blot i fornemmelsen eller følelsen, at væsenet kan dø. Døden gør sig naturligvis også gældende i mentaliteten. Der, hvor væsenet har mistet evnen til at tænke absolut logisk og klart, tænker det uklart. Men i tilsvarende grad som væsenet tænker uklart, repræsenterer det jo døden i sin tænkning. På baggrund af denne kosmiske analyse er det let at se, hvor "døde" de levende væsener på det jordiske plan endnu er.

Hele den store misere, den store sorgens og lidelsens tilstand, menneskeheden befinder sig i i dag, er altså udelukkende beroende på den samme menneskeheds fejlagtige villen. Den vil ganske vist livet, men den tror, at materien er livet, og den begærer derfor materien. Da materien er døden, må alle, der begærer materien, "dø døden". Og dette er jo kun opfyldelsen af det, Gud sagde til Adam og Eva, der skulle ske, hvis de spiste af "kundskabens træ". Det, der således sker med menneskene, er altså Guds vilje. Ved at begære døden opnår individet "døden". Ved at begære livet opnår det livet, hvilket altså vil sige evnen til at opleve tilværelsen og livet fra Guddommens eget udsigtspunkt bag ved alle mysterier, bag ved alle slør og illusioner, og oplever dermed sin egen "væren ét med Faderen" eller fremtrædende i hans billede som værende ét med evigheden, udødeligheden og dermed som tidens og rummets behersker.

Der hersker altså et virkeligt lovsystem i universet. Dette lovsystem betinger ikke evigheden eller det levende væsens udødelighed, thi den er højt hævet over en hvilken som helst lov, men nævnte lovsystem bestemmer eller betinger udelukkende, hvordan "materien" skal virke. Og da denne udelukkende er beregnet på at skulle vedligeholde hele verdensaltet som en evig kulminerende kærlighed, bliver det altså her synligt, at "materien" er bestemt til kun at skulle være et "middel" til at skabe kærlighed. Samme materies lovbundethed viser, at der hersker en guddommelig vilje i universet. At benytte materien i kontakt med denne vilje, hvilket altså vil sige udelukkende at skabe "kærlighed" med materien, vil åbenbare individet som et guddommeligt væsen, som en lysende sol, der aldrig kan kaste skygge på nogen eller noget, men evigt varmer, lyser og kærtegner alt og alle med sit himmelske lys, og som derved selv bliver badet i al den overjordiske kraft.

Men det levende væsen kan også benytte materien til skabelse eller manifestation af kærlighedens totale modsætning hadet, der igen er det samme som bekæmpelse af de andre levende væseners manifestationer eller tilkendegivelser og eksistens i universet. Men at bekæmpe næstens liv er jo at bekæmpe selve universets liv, det er at bekæmpe Guds vilje, det er et forsøg på at dræbe Guddommen. At en sådan manifestation er tåbelig, turde vel være indlysende.