Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus var en sand mester i at skabe nye og maleriske ord. Her skal vi høre ham udlægge et af H.C. Andersens kendteste og mest elskede eventyr.
 

Det er ikke så mærkeligt, at menneskehedens største vise påberåber "ydmyghed" som den eneste absolutte vej til Gud, thi "ydmyghed" er jo den absolut eneste indstilling af bevidstheden, der udelukker individet fra at falde for en "kunstig" overlegenhed eller indbildt ophøjethed. "Ydmyghed" er det eneste, der kan fritage jordmennesket fra, ligesom i H.C. Andersens eventyr, at gå rundt i bar skjorte og være til latter for hele folket, fordi han levede i indbildningen af at vandre rundt i verdens fineste klæder. Et bedre billede af hovmodets og forfængelighedens tomhed eller hulhed end dette guddommelige eventyr kan vel næppe tænkes. Den indbildte ophøjethed eller standhøjde, som hovmodets natur i sig selv er, kan ikke i længden holde stand over for den absolutte virkelighed. Omgivelserne ligger jo ikke helt under for den samme indbildning, og skal nok før eller senere afsløre væsenets sande nøgenhed. Kun igennem "ydmygheden", der jo er det samme som væsenets rette erkendelse af sin mentale nøgenhed eller virkelige åndelige standard, kan det beskytte sig imod den farlige "nøgenvandring", som hovmodet og forfængeligheden i sig selv er, og som kejseren i eventyret netop lå under for.

Fra Vejen til indvielse, kapitel 19, bog nr. 12.