Kosmos 2002/3 side 53
Fra lokalmoral til verdensmoral
Jordmenneskeheden befinder sig i det kosmiske kredsløbs vinterzone og er i form af udvikling på vej imod det samme kosmiske kredsløbs forårszone. Vi ved således, at vi i kraft af de evige kosmiske love uundgåeligt er på vej mod lyset. En tilbagegang i denne væsenernes passage igennem nævnte kredsløb kan umuligt forekomme. Det, der fører væsenerne fremad igennem nævnte kosmiske kredsløbs vinter-zone, er en længsel efter et tilsvarende mentalt kosmisk forår med kosmisk sol, lys og varme. Denne længsel imod lyset eller lyst til at skabe human tilværelsesform er affødt i de mennesker, der allerede har passeret kulminationen af mørke- og lidelsestilstanden i en sådan grad, at de begynder at forstå, at krigen, vreden, hadet og bitterheden ikke under nogen som helst form – heller ikke i form af såkaldt "hellig vrede", eller såkaldt "retfærdig harme" – er vejen til den virkelige sande altgennemtrængende fred. – Hele dommedags- eller ragnaroksepokens virkninger vil efterhånden i alle jordens mennesker afføde denne længsel efter fred, humanitet eller kærlighed.
Som næring for længslen efter den virkelige fred eller en tilværelsesform, hvor man mere og mere begynder at forstå, at så længe man tror på krigen, må man blive ved med at være i krigen, er de humane verdensreligioner blevet til. Men efterhånden som det humane krav bliver større og større, og derved fjerner tanken om straf og henrettelser i de udviklede menneskers sind, er de overleverede religioners kirkelige moral ikke mere tilfredsstillende. Den udløser nemlig for visse religioners vedkommende velsignelse over både krige og dødsstraffe, samt andre dræbende foranstaltninger. Selv om disse religioner på andre felter fortolker humanitet og således i disse felter mere eller mindre er at betragte som kosmiske kredsløbs mentale forårsvinde, er disse vinde ikke stærke eller varme nok til at retfærdiggøre den smeltning af de mentale isregioner, der har fundet sted i de mange menneskers sind, der har passeret vinterzonens kulminationer af kulde, frost, død og undergang. Disse mennesker er således vokset over religionernes begyndende fortolkning af humanitet og har i deres sind langt større krav til humanitet eller kærlighed i samfundenes statsstyrelse, lovsystemer og retsvæsen end de krav, der ellers for deres samtid er autoriserede og gældende.
Når væsenerne i humanitet eller kærlighed og intelligens er vokset over de gængse autoriserede religiøse og materielle samfundsforhold, har de ikke mere noget ståsted i den kultur, de er vokset op i. Da religionerne ikke har nogen særlig interesse for disse væsener, og den materialistiske videnskab heller ikke giver dem noget svar på deres længslers mål, har vi her i disse væsener den sædemark, i hvilken de kosmiske analyser kan sås, komme til at spire og bære frugt.
Martinus: Livets Bog 7, stk 2658:32-34
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige