Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi lever midt i dommedagen, fortæller Martinus. Det drejer sig nemlig ikke om en bestemt dag, men om en epoke. I det afsnit, vi bringer nedenfor, bruger Martinus Hitler og 2. verdenskrig som eksempel på de begivenheder, der særligt kom til at tegne Dommedagen i hans egen tid. Men epoken er ikke slut, før den sidste dom er faldet og har gjort sin virkning. Hvad det betyder, fortæller Martinus her.
 

Da vi lever i den dommedagsepoke, som er forudsagt i Bibelen, er det ikke vanskeligt at kunne iagttage den og se, hvorledes Gud skaber det virkelige fuldkomne menneske i kraft af den. Vi ser, hvorledes gamle traditioner går i forfald. Det religiøse kongevælde, igennem hvilket Gud styrede og vejledede menneskene i fortiden, eksisterer nu kun som en skygge af, hvad det tidligere har været. Menneskene vil selv have magten, de vil selv regere. Mennesker af ringe udvikling, og i hvilke det dyriske endnu var overordentligt fremherskende, har vi set komme på magtens tinde og med våbenmagt og stortrommer dirigere millioner af mennesker ud i krigens og myrderiernes eller det dræbende princips afsporinger og lemlæstelser. Og hvad blev så resultatet af deres magtvælde? Hvad efterlod de sig til menneskene? De efterlod store kulturcentre eller millionbyer i ruinhobe. De dræbte millioner af børns fædre, millioner af ægtefællers ægtefæller, fik millioner af mennesker gjort til invalider rent bortset fra de millioner, der vansmægtede til døde i koncentrationslejre og gaskamre eller omkom på selve slagmarkerne. De efterlod sult, nød og elendighed overalt. Demoralisering, materialisme og gudløshed blev herskende faktorer for store befolkningslag, blev i en vis udstrækning idealer i videnskab, kunst, litteratur og film.

Vi har her haft lidt af dommedagen eller mørkets kulmination på nært hold og er blevet vidne til rædselsvækkende tilstande. Det, vi er blevet vidne til, er udelukkende kun dette, at menneskene har gjort vold imod de love og principper, der betinger universets eller verdensaltets beståen. Da disse love og principper er evige realiteter og umuligt kan ophæves eller tilintetgøres, blev det menneskene, der kom til kort. Og således vil alle, der gør vold imod det evige eller uforgængelige, komme til kort. Det er en evig ufravigelig lov, at man kun kan høste det, man sår. Man kan ikke så byg og så af denne sæd avle hvede. Man kan ikke så vrede, had og bitterhed imod sine medvæsener, og så høste deres sympati eller kærlighed. Sæd og høst, hvad enten det gælder rent fysisk eller det gælder åndeligt, er evigt bundet af en bestemt lov, nemlig loven om årsag og virkning. I deres uvidenhed udløser menneskene i deres væremåde handlinger, der bliver årsager til ulykkesbringende virkninger i deres egen skæbne. Men i kraft af skæbneloven, der betinger, at al energiudløsning må vende tilbage til sit ophav, kommer alle væsener til at opleve virkningerne af deres væremåde over for omgivelserne. Derved vil de blive i stand til selv at kunne skabe deres skæbne, således at den bliver til velsignelse, lykke og glæde både for dem selv og andre. De vil opdage, at når de sår had, vil de komme til at høste had og ligeledes komme til at høste kærlighed, når de sår kærlighed. Dommedagsepoken er således intet mindre end en kosmisk psykologisk undervisning. Igennem dens udløste begivenheder demonstrerer Gud for menneskene, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre, hvilke mennesker de skal sætte til at regere, og hvem de ikke skal sætte på magtens tinde. Dette århundredes mørke begivenheder taler sit tydelige, guddommelige sprog og viser som kendsgerning, at krig afføder krig, at krig umuligt kan udslettes ved krig.

Da vi ved, at organismerne eller legemerne, som dræbes og lemlæstes, ikke er identiske med det levende væsen, men kun er et redskab for det samme væsen, er der således ingen, der i absolut forstand dør i kraft af mørke- eller dommedagstilværelsen. Alle overlever selv de værste mørketilstande og har erfaringerne med sig ind i det nye jordliv i form af begavelse, talenter og karakteregenskaber. For ethvert jordliv, det levende væsen oplever i mørk skæbne og væremåde, bliver det mere og mere humant eller kærligt for til sidst helt at kunne opfylde dette: at elske sin næste som sig selv og dermed være opfyldelsen af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse.
 

Uddrag af 12. kapitel i "Menneskeheden et med Gud" i småbog nr. 20.