Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Niels Steensen (Nicolaus Steno) (1638-1686) var en dansk naturforsker, som fik sin væsentligste uddannelse i Holland og Italien. Han grundlagde videnskaberne geologi og palæontologi, idet han i 1666 kunne påvise, at nogle små trekantede, flade sten, som man ofte havde undret sig over, i virkeligheden var forstenede hajtænder, der i længst svundne tider var aflejret i jordlagene, da disse endnu var dækket af havet.

Forinden havde han imidlertid udgivet en række anatomiske skrifter. Hans grundtanke var at finde ud af, hvilken forbindelse der kunne være mellem det, han så, og det, som disse fund dybest set betød eller var udtryk for. Det var fysiologien eller "livsytringerne", der interesserede ham. På den måde kunne han fx forklare, hvorfra tårerne stammede, og han fandt ørespytkirtlens udførselsgang i kindens slimhinde. Den lille kanal bærer i dag hans navn: ductus stenonianus.

At der bag hans forskertrang lå en undren og dyb ydmyghed over for naturen, kom bl.a. frem i 1673, da han blev udnævnt til kongelig anatom ved Københavns Universitet. Her skulle han ved sin tiltrædelse holde en forelæsning, der fandt sted, mens han dissekerede en ung, henrettet kvinde. Niels Steensen sagde bl.a.: "– Skønt er dét, som under dissektion står åbent for sanserne, skønnere det, som dissektionen drager frem fra de indre, skjulte dele, men langt skønnest er dog dét, som undflyer sanserne, men som alligevel ved hjælp af erfaringen kan erkendes gennem fornuften."

Dermed fik han på en fin måde sagt, hvad al videnskab og forskning går ud på. Det gælder naturvidenskab, og det gælder åndsvidenskab: sanserne pirres af omverdenen, opmærksomheden vækkes, spørgsmål opstår, og vi prøver at finde svar. Vi fjerner os kort sagt fra den ydre virkelighed og bliver – med et moderne ord – "symbolanalytikere". Symboler og analyser er jo netop, hvad vi finder i matematik, fysik og naturvidenskab – såvel som i Martinus' verdensbillede. Det drejer sig alt sammen om symboler og analyser.

Fælles for Steensen og Martinus var, at de lag for lag kunne afdække en bagved liggende sandhed. Den ene brugte skalpellen, den anden analysen. Og begge benyttede de hypotesen – "dét, som ved hjælp af erfaringen kan erkendes gennem fornuften", eller – som Martinus udtrykte det – "den konklusion, man kommer til ved at bedømme et ukendt objekt ud fra et kendt objekt, med hvilket det mere eller mindre forekommer at være analogt." (Livets Bog 3, 912). Begges mål var at demonstrere skønheden bag det frastødende, sandheden bag illusionen. Martinus med sit symbol nr. 19 (gennem indvielsens mørke), Niels Steensen med disse ord: "– Hold ikke imod mig ligets ubehagelige udseende og stank, på grund af hvilken mange føler kvalme. Det er anatomens sande mål at løfte tilskueren op gennem legemets forunderlige kunstværk til sjælens værdighed, og ved begge disse vidundere til kendskabet om Skaberen og hans kærlighed."