Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At være tolerant er ikke det samme som at råbe hurra for alle mulige udskejelser og primitive tendenser, men er at "forstå" alle sådanne foreteelsers absolutte nødvendighed som trin i passagen fra primitivitet til fuldkommenhed. At forlange, at væsenerne ikke må befinde sig på disse trin, er at forlange, at væsenerne skal springe fra primitivitet til fuldkommenhed uden i kraft af erfaringer eller naturlig vækst. Og et sådant forlangende vil være ganske umuligt at opfylde for ethvert levende væsen. Et tolerant væsen vil derfor aldrig begynde at bearbejde et andet væsen med analyser, idealer og begreber, der mere eller mindre ligger uden for dette andet væsens fatteevne, og undgår derved helt den mørke atmosfære, der ellers kan føre til vild intolerance, primitiv diskussion eller ligefrem skænderi og vold. Det fremkommer således ikke med sine egne meninger i tide og utide, men kun der, hvor det i kærlighed og sympati kan komme på en virkelig harmonisk mental bølgelængde med et andet væsen. Kun denne metode for udbredelse af den højeste form for mentalitet kan være i kontakt med kærlighedsloven. Og hvis væsenet alligevel kommer ud for at blive genstand for andres intolerance, ja, så vil den sande forståelse af disse andre væsener, som vi her har set, kun føre til, at de på en logisk og kærlig måde går til højre, når de andre går til venstre, eller går til venstre, når disse andre væsener går til højre.

At være genstand for andres intolerance er at være stillet over for mentale slaver. Det er at være stedet over for ufrie væsener, væsener der mere eller mindre endnu er fastnaglede til primitive bevidsthedssfærer.

Selv at have en hundrede procents forståelse af dette og dermed være besjælet af den heraf følgende fuldkomne tolerance er at være mentalt frigjort. Og kun den mentalt frigjorte kan leve i den lysglorie, der udtrykkes i verdensgenløsningens evige sætning: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".

 

Fra Kosmos 1941-42: "Omkring min skabelse af Livets Bog".