Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Så længe mennesker har levet på Jorden, har de har haft en måde at ordne deres tanker på, de har haft et verdensbillede eller en kosmologi. Vi ved fra naturfolkene, at det er begyndt som en kult, hvor man med regelmæssige mellemrum har iscenesat verdens skabelse ved hjælp af forskellige skuespil. Meningen var, at man som i en besværgelse ville mane verden tilbage til den fine orden, den befandt sig i ved Jordens skabelse, hvor menneskene endnu ikke havde forstyrret den. Vi genfinder i dag den samme tankegang i kirkens altergang, hvor synderne forlades og tavlen viskes ren. På den måde gjorde man – og gør stadig – kaos til kosmos, uorden til orden. Man spiller et spil og går derpå ud i verden og finder den ny og indbydende.

I historisk tid har der været mange af dens slags "oprydninger", og her i Vesten har man ikke bare nøjedes med at rydde op og vende tilbage til begyndelsen, man har også skabt nye begyndelser eller nye verdensbilleder. De mest markante er repræsenteret ved navne som Platon, Aristoteles, Newton, Einstein og mange flere. Men stadig spiller man et spil sammen med trosfællerne og går derpå ud i verden og finder den præcis, som man har aftalt. Om man tror på Platon, Kristus eller Einstein er ikke det afgørende. Man ser det, man vil se. Og man hjælper hinanden med at se det. Når naturfolkene gennem deres kultoptrin havde skabt verden på ny, kunne de gå på jagt og fiskeri med en skærpet sans og udholdenhed. Og ikke sjældent oplevede de, at heldet var med dem. Den før så øde verden var pludselig blevet levende. Havet vrimlede med fisk og landjorden med byttedyr. Ordenen var genoprettet.

Hvad skal vi så med Martinus' kosmologi? Skal vi også bruge den til at gøre kaos til kosmos?

Ja, akkurat!

Menneskene er nemlig ikke ude over at skulle gøre verden ny for sig selv og genvinde det tabte livsmod. Martinus har ligefrem opstillet en serie af verdensbilleder og vist, hvordan det ene afløser det næste. Som det første finder vi netop det, der tilhører naturfolkene. Så følger de humane religioners trossamfund, der igen afløses af ateismens og materialismens svorne tilhængere, hvor "kulten" består i dansen om guldkalven, om penge og prestige. Som sidste led i kæden følger Martinus' eget verdensbillede, der viser, at det godt kan betale sig at være næstekærlig.

Hvad skal vi så med denne den yngste kosmologi i rækken?

Vi skal bruge den, hvis vi er nået til det punkt i udviklingens lange kø, hvor vi begynder at søge videnskabelige forklaringer på alting. Men det er nok vigtigt at slå fast, at Martinus' kosmologi ikke er mere "rigtig" end andre kosmologier. Det hele afhænger jo af, hvor langt man er nået. Og det er ikke mere "rigtigt" at være langt fremme end langt tilbage. Det er lige så spændende og nødvendigt at være buskmand som videnskabsmand. De har hver deres verdensbillede, og de kan med samme ret sige, at deres er det mest rigtige. Buskmanden skal engang blive videnskabsmand, og videnskabsmanden har selv været på buskmandens stadium. Altid er der nogen foran os og bag os.

Alt dette forklarer Martinus med reinkarnationstanken som baggrund, og han skaffer belæg for det gennem sine analyser, der akkurat passer til de folk, der kan forstå dem og have glæde af dem. Også hvad Martinus angår må man tro på noget, som man synes lyder rigtigt. Det er en stor misforståelse at tro, at disse analyser er beviser, og at alle mennesker derfor må bøje sig for dem. For ligesom regning og matematik hviler på nogle regler, man må være enige om, således hviler også Martinus' verdensbillede på nogle regler, man må bøje sig for.

Det er ikke altid lige let.

Hvem kan fx give Martinus ret i, at menneskene udvikler sig? Hvem kan give ham ret i, at det såkaldte "onde" blot er et "ubehageligt gode"? Hvem kan sige, at krige og holocaust dybest set er "såre godt"?

Nej vel!

Ikke desto mindre kan man opstille en hypotese, der er så vidt favnende – og det er det, Martinus gør – at verdenshistoriens lys bare peger i én retning, nemlig mod en menneskehed, som kan leve i fred og fordragelighed, og hvor alting ender i fryd og gammen. Akkurat som i eventyrene, hvor prinsen og prinsessen efter mange besværligheder får hinanden.

Men for at gå med til det, må man tro på plottet. Vi befinder os lige nu i forviklingernes fase, hvor det ikke ser særlig lovende ud. Her kræves en optimisme og et livsmod, som ikke er alle beskåret. Måske også humor.

Og selv om man har lært Martinus' kosmologi at kende og føler sig fortrolig med den, så kan det alligevel være svært at opretholde optimismen. Det er et verdensbillede, der ligesom de andre verdensbilleder må repeteres gang på gang. Kaos må gøres til kosmos. Derfor har vi brug for Martinus' kosmologi, og derfor har vi brug for tidsskriftet Kosmos, der med passende mellemrum kan gøre verden ny for sine læsere. Derfor har mange også brug for at træffes og høre foredrag, komme på kursus i Klint osv. Vi er sidste led i en ældgammel tradition, der går ud på at holde livsmodet oppe.
 

Litt.: Martinus har skrevet to artikler om livsmodet. Det er "Guddommen og livsmodet" (Kosmos 1997 – nr. 9) og "Livsmodet" (Kosmos 1995 – nr. 5). Begge numre af bladet kan købes ved henvendelse til Martinus Institut.