Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det største mysterium, som er til, er måske læseren selv, altså det "noget", som lige i dette øjeblik læser disse linier. Dette "noget" kalder sig selv "jeg". Men hvad kan man ellers sige om det ...
 

Øjnene såvel som hjernen er redskaber, ved hvilke "noget" kan læse og forstå. Dette "noget" er ganske vist i sig selv intet uden sådanne bevidsthedsredskaber; men disse redskaber ville være lige så hjælpeløse og umulige uden nævnte "noget". Er det ikke det, vi bliver vidne til, når vi betragter et lig? – Det har jo alle redskaberne, både øjnene og hjernen osv. i behold. Hvorfor fremtræder det så som et lig? – Er det ikke netop, fordi det ikke mere bliver taget i brug af det "noget", der før oplevede igennem vedkommende organismes samtlige organer? –

At nævnte "noget" er usynligt, er naturligvis en selvfølge. I modsat fald måtte dette jo have været skabt eller frembragt, og det er jo netop det, det absolut ikke kan være. Thi hvis det var skabt, måtte det jo være identisk med virkninger, der igen er bevægelse. Og vi måtte da ligge under for den tåbelighed at erkende vort eget selv eller jeg som identisk med denne bevægelse eller de virkninger. Med andre ord, konklusionen heraf måtte da blive, at vi erkendte os selv som døde foreteelser, hvilken erkendelse igen ville være det samme som en indirekte proklamation af, at vi overhovedet slet ikke eksisterede. Og vi ville da være på nøjagtig samme mentale bølgelængde som den nuværende materialistisk indstillede forsker, der frakender det uskabte og derfor evige selv eller jeg eksistens. Han befinder sig således i den højst ejendommelige situation at gøre en ting til levende kendsgerning ved at benægte dens eksistens. Benægtelsen afslører nemlig viljeudløsning, viljeudløsning afslører igen et synspunkt, et synspunkt afslører tænkning, og tænkning kan vel ikke frakendes at være livets eget fornemste bevis for dets eksistens. Jo mere benægteren råber sin benægtelse ud, desto mere bekræfter han sin identitet som "levende væsen" eller sit jeg's suverænitet som livets evigt eksisterende "første årsag". At han i lige så høj grad beviser sit evige jeg's identitet ved at råbe en bekræftelse af problemet ud er naturligvis en selvfølge. Men det virker ikke så kuriøst. Om det er en bekræftelse eller benægtelse, det levende væsen manifesterer, er nemlig i dette tilfælde ganske ligegyldigt. Thi begge foreteelser er lige store beviser for viljeudløsning, synspunkter og tænkning og bliver dermed begge fremtrædende som det evige "noget"s eller jeg's urokkelige kendetegn i de pågældende væsener.

 

Uddrag af Livets Bog 3, stk. 672.