Kosmos 2002/1 side 6
Når kroppen og sjælen læger
af Per-Anders Hedlund
Per-Anders Hedlund er alternativ terapeut (massør og kostterapeut) samt lærer i fysiologi, anatomi og kostlære. Han arbejder også deltids som plejer inden for ældreforsorgen. Og bag al hans virksomhed hviler han i Martinus' verdensbillede.
En hel del mennesker har erfaret, hvordan mere omfattende lægeprocesser, af såvel sjælelige "sår" som fysiske lidelser, ofte efterfølges af en række ubehagssymptomer. Det kan være nyttigt at forstå – hvordan det ytrer sig, og hvordan vi bedst kan understøtte eller hjælpe til, når det sker. Men lad os først se, hvordan sjælelige sår opstår gennem vore livsoplevelser, og hvordan disse oplevelser lagres.
Når en oplevelse bliver registreret eller bevidst hos os, går de fysiske påvirkninger (følelsesindtryk, lys- lydbølger osv.) først via vore fysiske sanser og nerver for derefter at omkobles til vore "psykiske sanser", dvs. til vore åndelige organer eller legemer, hvor selve oplevelsen finder sted. Her, i disse "psykiske sanser", dannes også et aftryk eller en kopi af oplevelsen. Det sker i det organ eller det åndelige legeme, Martinus kalder hukommelseslegemet. Og jo flere sanser, der er involverede, eller hvis oplevelsen regelmæssigt vender tilbage eller er meget intensiv, jo stærkere bliver aftrykket. På denne fysiske rejse gennem kroppens nervesystem og sanser indprentes også et "fysisk aftryk". Og det sker ikke bare i hjernen, som man tidligere troede, men sandsynligvis i hele kroppen (på celleniveau) fysiologisk og kemisk ved hjælp af elektriske impulser og signalsubstanser. Det forklarer også, hvorfor visse kropsterapier kan fremkalde erindringer om oplevelser, som vi har glemt for længe siden. Dvs. at når en kropsdel, en spændt muskel, bliver berørt, kan der fx dukke en smertelig eller traumatisk barndomserindring op og fremkalde den ubehagelige følelse, man oplevede dengang.
Hvis jeg som barn ofte måtte høre nedladende ting om mig selv, ofte blev krænket eller slået, kan det altså have givet dybe sår i mit sjæleliv, selvom jeg har glemt det som voksen. Vi har alle psykiske forsvar, som i barndommen er særligt stærke, for at vi skal kunne ændre eller fortrænge uudholdelige oplevelser, hvilket er vigtigt for vores eksistens og personlighed, for at vi skal kunne orke at gå videre, når livet er svært. De såkaldte "mælkebøttebørn" er et godt eksempel på det. Dvs. børn, der har overlevet og har kunnet vokse op trods en meget svær barndom. Når vi ikke er beskyttede mod vold og krænkelser under vores opvækst, beror det på, at vi selv i foregående liv har "sået" eller påført andre børn eller voksne et lignende ubehag som det, vi nu må "høste". Derigennem indlærer vi følelsesmæssige og sociale kundskaber, som vi tidligere manglede. Desværre kan såret ikke læges straks, som man kunne ønske. Nej, den psykiske eller mentale "slagge", dvs. de stærkt negative og ubehagelige følelser, som oplevelserne afgiver, kan ikke forlade os umiddelbart, men må fjernes lidt efter lidt eller bearbejdes. Men når det er sket, er oplevelserne blevet til det, Martinus kalder en "guldkopi", som kun består af den rene indsigt – fri for alle ubehagelige følelser. Med tiden læger altså alle sår, såvel sjælelige som kropslige.
Imidlertid er de sjælelige sår ofte ubevidste for os, specielt når de er opstået i barndommen. Derimod kan de oplevelser, som har skabt sårene, have gjort, at vi har udviklet forskellige typer af adfærdsmønstre (fx, at vi ofte er vagtsomme, kan være overdrevent mistænksomme, bange osv.).
Desuden kan vi have udviklet en vane med ofte at tilbageholde vore følelser og fortrænge ubehagelige oplevelser, når de opstår. Det er, når vi ikke forstår og ikke kan give udtryk for vore følelser, at kroppen forsøger at "tale" til os ved at afgive signaler eller symptomer i form af fx muskelspændinger, ledsmerter og selv organiske forstyrrelser og sygdomme, hvis det er gået for vidt. Vi kan aldrig i længden narre kroppen på samme måde, som vi kan narre vores omgivelser ved at holde "masken" på en eller anden måde. Kroppen og nervesystemet reagerer altid på den måde, vi føler og tolker en oplevelse. Det er derfor, mange mennesker som går i dybden med et eller andet fysisk sygdomssymptom, ofte bliver forbavsede over, hvordan gamle ubearbejdede erindringer og følelser er forbundne med sygdommen. Vi må begynde at forstå, at kroppen og sjælen egentlig udgør én eneste "helhed".
Nu kan kropslige smerter og ubehag ganske vist bero på rent fysiske misforhold – som cirkulationsforstyrrelser og iltmangel i vævene, stress, eller at vi spiser forkert kost osv. Men i sådanne tilfælde får vi det også bedre, så snart vi ændrer på vores livsførelse. Beror ubehaget derimod på glemte eller ubearbejdede oplevelser, må vi gribe til en psykologisk bevidstgørelse for at få det godt. Og på samme måde som et musikstykke, en duft, eller et ansigt kan opvække gamle minder (behagelige eller ubehagelige), kan terapier også gøre det. Her findes en række terapier – psykoterapier, hypnose eller de stadig mere populære kropsrettede terapier som fx Rosenmetoden og andre, som kombinerer massage eller berøring med samtale. Men for at den kropsbaserede terapi skal kunne fungere, må den information i form af "den indkapslede erindring", som terapeuten begynder at frigøre, kunne transporteres kemisk og fysiologisk op til hjernebarkens forreste dele, som er sæde for vore bevidste oplevelser. Erindringsaftrykket i cellerne må med andre ord kunne nå op til vore dagsbevidste zoner. Ellers vil oplevelsen blive i kroppen og vor underbevidsthed, som er betydeligt større end vor dagsbevidsthed. Af al den information, som finder sted i vor egen krop mellem forskellige celler og organsystemer, for at alt skal fungere, er det kun nogle få procent, der når hjernebarken eller vor dagsbevidsthed. Og tilføjer vi alle de oplevelser, vi har gjort i dette liv og i tidligere liv, såvel som i den åndelige verden mellem to inkarnationer, samt vore oplevelser om natten, er det jo kun en mikroskopisk brøkdel af vor livshorisont, vi er i kontakt med i vort daglige liv. Det er denne ubevidste dimension af vort væsen, Martinus kalder "natbevidstheden".
For via kroppen at kunne føre oplevelser frem fra vort underbevidste til vort dagsbevidste er der altså brug for et transportmedium i form af signalsubstanser og elektriske impulser (både kemiske budbærere og elektrisk kraft). Dette fremstiller kroppen især af næringsstoffer som aminosyrer, vitaminer og mineraler. Til en vis grad kan den mikrokosmiske elektricitet også fremstilles mellemkosmisk, hvilket sker, hvis makrovæsenet (mennesket selv) har en god balance i sit tankeliv mellem de to kosmiske grundenergier, Martinus kalder "tyngdeenergien" og "følelsesenergien". Da optimeres livskraften, eller den såkaldte "Qi-kraft" (som den kaldes i traditionel kinesisk medicin), for en kortere eller længere tid gennem hele organismen. Det er jo det, der sker ved fx healing, hvor healeren gennem bøn og en afbalanceret tilstand overfører kraft til modtageren, som både kan få underbevidst materiale frem og få gang i fysiologiske reaktioner. Men den almindelige eller naturlige måde, kontinuerligt at tilføre kroppen kraft og byggemateriale på, foregår via vore fødemidler. Hvis vi sløser med kosten gennem længere tid og heller ikke tager nogle kosttilskud, bliver vi snart klar over disse næringsstoffers betydning både for vore mentale og kropslige funktioner. Vi bliver bl.a. meget trætte, glemsomme, ukoncentrerede og mere modtagelige for sygdomme. Det er altså vigtigt med god kost eller kosttilskud for vor psykiske og fysiske sundhed, og også når vi går ind i en sjælelig lægeproces. Dels fordi det forbedrer informationsstrømmen mellem de forskellige bevidsthedsområder, og dels fordi det opretholder den næringsbalance, som kroppen let kan miste, når vi bearbejder og udrenser gamle oplevelser, hvilket altid medfører stress og højere stofskifte. Frem for alt er det B-vitaminerne, C, A og E samt mineralerne – magnesium og kalcium samt en række sporstoffer, det er nødvendigt at tilføre kroppen. Når vi "renser ubearbejdede oplevelser og traumer ud", vender mange af de følelser og stemninger, der var forbundet med disse oplevelser, tilbage. Derfor bliver vi let nedtrykte og deprimerede, vi kan også blive irritable, gnavne og føle forskellige typer af ubehag, når disse erindringer genopvækkes. Det er i princippet den samme procedure, der foregår her, som når mennesker foretager fysiske udrensningskure eller faster, hvor gamle slaggestoffer, gifte og syrer kommer ud fra deres skjul, går ud i cirkulationen og giver en række ubehagelige symptomer ( ildebefindende, hovedpine, hududslæt, feber, snue, led- og muskelsmerter osv.) Såvel fysiske som psykiske affaldsprodukter lagres altså i vor krop, hvis de ikke kan omsættes, bearbejdes og føres ud af kroppens og sjælens skjul.
Medens de fysisk ufordøjede stoffer først og fremmest lagres i fedt- og bindevævets celler og deres omgivelser, lagres de psykisk ufordøjede eller ubearbejdede stoffer i næsten alle cellers mere åndelige, elektriske strukturer. Men i begge tilfælde er en stor del af vor fortid altså lagret i disse mikrokosmiske verdener, som kan begynde at aktivere makrovæsenets dagsbevidsthed, hvis disse fysiske og psykiske stoffer kommer ud i cirkulationen og når flere og flere celler, nerver og hjernen. Da begynder vore psykiske sanser, frem for alt "følelseslegemet" og "hukommelseslegemet", at reagere og forsyne os med oplevelser (følelser og erindringsbilleder). Det er i den sammenhæng også interessant, at når kroppens celler og væv begynder at afgive fysiske affaldsstoffer og gifte, ved fx kropsbehandlinger eller ved fastekure, plejer en hel del psykisk eller mentalt affald at følge med (irritation over episoder, man ikke har tilgivet, gråd fra gammel ubearbejdet sorg m.m.). Omvendt plejer fysiske affaldsstoffer også at begynde at røre på sig og afgive deres symptomer, når mennesker er inde i en sjælelig eller følelsesmæssig lægeproces. Det ene trækker altså det andet med sig, hvilket beror på, at cellerne i mikrokosmos også udgør en helhed af krop og sjæl. Det er disse ytringer, man inden for den alternative medicin kalder for "udrensningsreaktioner", som altid indfinder sig, når en dybtgående lægeproces kommer i gang. Hvordan kan vi da bedst understøtte disse lægemuligheder? Ja, som altid, når det drejer sig om sygdom og lægeprocesser, er det meget vigtigt med megen hvile og søvn. Det befordrer det såkaldte parasympatiske nervesystem i kroppen, som ligger bag de aktiviteter, der reparerer organismen og hæmmer fortsat energiforbrug. Når det gælder den fysiske udrensning, er det til stor hjælp at holde udførselsvejene åbne, dvs. stimulere vore udrensningsorganer (nyrer, tarm, lunger og hud) ved fx at drikke rigeligt, sørge for at få frisk luft, holde tarmen i gang og ikke hindre hudens mulighed for at svede. Det er også, som tidligere nævnt, vigtigt at tilføre ekstra vitaminer og mineraler både ved kropslig og sjælelig udrensning, hvor der i begge tilfælde er brug for energi og erstatning af mistede stoffer. Og på samme måde, som de fysiske udrensningsorganer er vigtige udførselsporte for de fysiske affaldsstoffer, er det også vigtigt at få de mentale eller psykiske affaldsprodukter (gråd, sorg, vrede osv.) ud, når de kommer. Det kan vi fx gøre ved at skrive, male, udføre bevægelser og ikke mindst tale med og få støtte af andre mennesker. Det er vigtigt, at vi ikke lukker af for lægemulighederne, hverken for os selv eller andre, når de er på vej op i dagsbevidstheden og ud i kroppen.
Det er dog ganske almindeligt, at vi mennesker lukker af for en fysisk udrensningsreaktion ved hjælp af fx koffein, smertestillende midler eller antibiotika (ved feber og influenza). Det er også almindeligt, at vi lukker af for vore egne og andre menneskers følelser med afledende manøvrer, når det bliver for ubehageligt. Selvfølgelig bør vi bedømme, hvornår det er hensigtsmæssigt at give frit løb for en følelsesreaktion. Eller om vi i virkeligheden har kræfter til at klare os uden smertestillende midler eller antibiotika, når vi har influenza eller kraftig forkølelse. Når vi skal være ærlige, griber vi nok gerne til den hurtigste og mest enkle løsning, hvis vi kan, ofte på grund af utålmodighed, frygt, eller mangel på tid (særligt for følelsesreaktioner). Mange af os, især den ældre generation, er vokset op i et familiemiljø, hvor det kun var visse følelser, der var legitime, men ikke andre ("drenge må ikke græde", "piger må ikke vise vrede" osv.). Desuden har mange fået lært, at vi straks skal trøste og aflede opmærksomheden, når nogen er ked af det. Følelsesreaktioner vækker derfor let en indre uro hos mange mennesker. Heldigvis er der en ændring i gang, ikke mindst på grund af en øget adgang til let læselige artikler og bøger om hverdagspsykologi, – om kommunikation, EQ (følelsesmæssig intelligens), "mandligt"/"kvindeligt", "det indre barn" i os, osv.
Her følger til slut en beretning om et møde, hvor gamle sjælelige sår fik mulighed for at læges samtidig med, at en fysisk skade kunne repareres. Da jeg selv arbejder en del i behandlingssystemet og med alternativ medicin, møder jeg mange mennesker, der har brug for hjælp. Psykologisk set ser jeg mange gange et "lille barn" i disse mennesker, som søger nogen, der kan trøste, lytte eller hjælpe dem med det, de ikke selv kan klare. Jeg må derfor en gang imellem fungere lidt som en "omsorgsfuld forældreperson". Det er også noget, som jeg selv, ja vi alle, engang imellem har brug for, når vi er trætte, kede af det, måske føler os afviste eller hjælpeløse over for noget, og ikke orker at være "voksne" i visse øjeblikke. Nuvel, en fjern slægtning (en ældre kvinde) kom til mig for at få hjælp for smerter i ryggen. Det var tydeligt, at hun var meget medtaget og træt, og jeg så, at hun ikke havde langt til gråd. Da hun havde lagt sig på briksen, og jeg havde lokaliseret, hvad der var årsag til hendes besvær med ryggen (et par forskubbede hvirvler), klappede jeg hende lidt ømt, samtidig med at jeg spurgte, hvordan hun havde haft det den sidste tid. Med gråden i halsen fortalte hun, hvor træt hun følte sig efter at have haft gæster i sit hjem nogle dage. Men det allerværste var, sagde hun, den konflikt med datteren, som for nylig var resulteret i en afbrudt kontakt med datteren og hendes barn. "Ja, du har ikke haft det særligt let i dit liv", sagde jeg (eftersom jeg kender lidt til hendes historie) samtidig med, at jeg flyttede mine hænder, kærtegnede og klappede hende igen.
Det var som at åbne for en hane. Hun begyndte at græde og sukke, samtidig med at hun begyndte at fortælle om en række ulykkelige oplevelser fra sin livshistorie. Det var, som om de ulykkelige erindringer sad i række på en perlekæde, når hun fortalte. Når en ubehagelig erindring dukkede op, fik hun associationer til den næste osv. Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at være tilstede og lytte, så godt jeg kunne. Jeg forstod også, at hun havde fortalt om sit liv mange gange for andre, som havde orket at lytte, og at disse oplevelser måtte bearbejdes mange gange endnu, inden de kunne blive til nogle "guldkopier". Men ved at jeg gav hende lov til og hjalp hende med at udtrykke sine følelser, fik hun mulighed for at læge videre i sine sjælelige sår. Lidt efter lidt afrundede vi bearbejdningen ved at jeg spontant stillede spørgsmålet – "du har vel også haft lidt lyse og behagelige oplevelser i dit liv, håber jeg?" – "Ih ja," sagde hun, og kort efter begyndte hun at fortælle om nogle lyse episoder i sit liv. Også her så erindringerne ud til at sidde som perler på rad. Det er vel også årsagen til, at vi ofte oplever, hvordan negative sindsstemninger let vækker negative minder, og positive stemninger positive minder. Nu var klokken mange, og hendes sindsstemning var betydeligt lettere, end da hun kom. Desuden var hendes krop meget afspændt nu, da hun havde givet slip på en masse følelsesmæssige spændinger. Og nu var det på tide at ordne det, hun oprindelig havde opsøgt mig for. Så jeg bad hende om at lægge sig på siden, så jeg kunne få de forskubbede hvirvler, som jeg tidligere havde lokaliseret, sat på plads. Med nogle lette, hurtige bevægelser kom hvirvlerne på plads, uden at hun strittede det mindste imod. For mig som terapeut blev det en vellykket behandling, og for os begge som mennesker et fint møde, hvor både krop og sjæl hos den ene part fik mulighed for at læges.
Oversættelse HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige