Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det gamle år er udrundet, og et nyt er begyndt. Det, der har sat skel imellem det gamle og det nye år, er vintersolhverv. Vintersolhverv er den situation, der fremkalder årets korteste dag og længste nat. Så egentlig begynder det nye år allerede den 22. december. Da vintersolhverv udgør årets korteste dag og længste nat, er det jo skelsættende for mørkets domæne. Efter vintersolhverv begynder lysets domæne. Dagene bliver længere og længere, mens nætterne bliver tilsvarende kortere. Og det varer ikke længe, før man allerede kan begynde at iagttage forandringen. Og med det tiltagende dagslys eller forlængelsen af vort daglige samvær med solen spirer livet frem. Det bliver forår, det bliver sommer med skønne og lyse dage. Livet folder sig ud. Guddommen åbner sin pragtfulde levende billedbog. Kontinenterne og havene er blevet et lysets domæne. I form af solen fører Guddommen sin ånd, sit rige, sit himmelske væsen, ind i fysisk materie. Verden er strålende lys og atter lys.

Det er ikke så mærkeligt, at jordmenneskene allerede på et tidligt tidspunkt fandt på at dyrke solen som en guddom. Det var jo alt for åbenlyst, at denne var udtryk for selve livets kilde. Og var der egentlig ikke noget mere rigtigt i at dyrke solen end at dyrke en eller anden opdigtet skikkelse? – Jo, så længe jordmennesket endnu ikke selv har fundet den virkelige sande Guddom bag de ydre manifestationer, er det mere rigtigt at tilbede solen end at tilbede en fantasiskikkelse, eller noget der kun kan være et fantom. Men hverken soldyrkelsen eller fantomdyrkelsen kan være udtryk for den sandeste og dermed højeste gudsdyrkelse. Og denne form for gudsdyrkelse har da også efterhånden fået navnet "afgudsdyrkelse".

Det moderne menneske tilbeder skam ikke solen eller fantasiskikkelser, ja, det tilbeder ikke engang selve "Guddommen", dertil er det alt for intelligent. Men da de levende væseners inderste urnatur er skabt for at tilbede, kan de moderne mennesker slet ikke lade være med at tilbede noget. De dyrker og tilbeder i en altbeherskende udstrækning materien. Teknisk og kemisk at kunne beherske materien og dermed sine medmennesker, er det intelligente jordmenneskes store drøm, mål og længsel af i dag. Denne iskolde materialisme er blevet til en mental vinterzone, hvor jordmenneskene både legemligt og sjæleligt fryser hinanden til døde.

Var det store drama, der lige har raset hen over jordmenneskeheden, ikke en mental dødbringende frostbølge med snestorm og kulde? – Blev ikke mennesker i millionvis frosset til døde eller livsvarigt invaliderede eller fængslede eller henrettede? – Vinterstormen suser endnu hen over jorden i form af voldsomme begær efter "udrensning", "straf" over "krigsforbryderne", menneskers udstødelse af samfundet i form af frakendelse af "almenmenneskelig tillid", der jo er det samme som "fredløshed". Hvor skal disse mennesker få lov til at tjene til livets ophold, føde, klæder til dem selv, hustru og børn? De, der viser en sådan "fredløs" den forbudte "tillid", bliver jo selv lovovertrædere. Det ser overfladisk måske ædelmodigt ud, at den eller den bliver fri for fængselsstraf og "slipper" med kun at blive frakendt den almenmenneskelige tillid, altså i virkeligheden en hundrede procents dødsstraf, som i sig selv er mange gange værre end den almindelige henrettelse. At lade et menneske leve, men afskære det fra at tilegne sig det nødvendige til livets ophold ved at gøre det til lovovertrædelse at hjælpe et sådant menneske, ved at tage det i sit brød, er jo det samme som at befordre det ud i en vansmægtende sultedød. En sådan dom kan kun den moderne geniale overlegne forbryder klare sig igennem. Men at skabe love, der så åbenlyst gør forbrydergenialitet til livsbetingelse, kan ikke være "demokratisk", kan ikke være "humant", men er udelukkende i sig selv en "forbrydelse". I sandhed, vinterkulden raser i den jordmenneskelige mentalitet. Den har ikke fået rystet den sidste store snestorms is og kulde af sig.

Men ligesom der på det fysiske plan eksisterer et solhverv, hvor det fysiske mørke kulminerer, således er der også et solhverv, hvor det mentale eller sjælelige mørke kulminerer. Og hvorfor skulle der ikke være det? Har man nogen sinde set, at sjælelige foreteelser ikke er et højere plans gentagelse af fysiske principper, omplantet og tilpasset til dette højere plan? Det, vi kalder år, er jo kun en fysisk gentagelse af spiralkredsløbsprincippet. Og ligesom der efter vintersolhverv kommer forår og sommer, således vil der også lige så uigenkaldeligt være et vintersolhverv på det sjælelige plan, efter hvilket der ligeledes vil komme forår og sommer. Dette solhverv er jo for længst passeret. Alle jordmennesker har i deres sind håbet om en "varig fred", der skal komme. Men hvad er dette håb andet end indstillingen til et mentalt forår, forventningen om et kommende "himmeriges rige"? – Jordmenneskene har således i virkeligheden oplevet et mentalt "nytår", efter hvilket de er indstillede på lysere og varmere mentale tilstande, akkurat som de efter det nyligt oplevede fysiske solhverv nu er indstillede på foråret og den kommende sommer. Vi er således her stillet over for to store udspaltninger af selve evigheden. Den ene udspaltning er årets kredsløb. Da vi oplever mange gentagelser af dette kredsløb i et enkelt af vore jordliv, er vi godt kendt med detaljerne inden for nævnte kredsløb. Den anden udspaltning af evigheden er selve det spiralkredsløb, der udgør vor udviklingsbane fra dyr til menneske. Da dette kredsløb strækker sig langt længere i tid, end hvad der kan dækkes af et enkelt jordliv – ja, et enkelt jordliv er kun en lille detalje i dette kredsløb – har jordmennesket ikke nær så stort et overblik over dette kredsløbs detaljer og udstrækning som over årets kredsløb. Men dette kredsløb har jo altså også sine solhverv og jævndøgn, sin sommer og sin vinter, akkurat ligesom årets kredsløb, idet det jo er nøjagtigt det samme princip, bare i en højere mental sfære.

Jordmenneskene befinder sig altså i dette store kredsløbs nytårsregioner. De har passeret solhverv. Det mentale lys bliver stærkere og stærkere. Denne sfæres "sol", selve Guddommen, kommer nærmere og nærmere. Men ligesom det i årets kredsløb gør sig gældende, at når dagene længes, så vinteren strenges, således gør det sig også gældende i det kosmiske kredsløb. Her tager "vinteren" undertiden også vældig fat, samtidig med at det mentale lys bliver stærkere. Har vi ikke netop set, at hele den tekniske og kemiske kunnen i en fabelagtig grad har taget til? Menneskene er blevet i stand til at skabe kolossale goder for sig selv.

Det gamle og det ny Testamente. De tre verdensreligioner.