Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Aflægger man alle sine fordomme og illusioner, vil man komme til den opfattelse, at alt i tilværelsen blot er materielle legemer, der skifter plads i rummet, mente den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679). Enhver videnskab var efter hans mening en lære om bevægelser, og enhver forklaring gik ud på at finde årsagen til en bevægelse, og denne årsag ville så vise sig også at være en bevægelse. Det gjaldt i både matematik, mekanik, fysik, psykologi osv.

Mest husket af eftertiden er Hobbes blevet for sin samfundslære. Det er ham, vi skylder det kendte udtryk "alles kamp mod alle". Således anskuede han nemlig samfundet i sin urform. Årsagen til denne kamp fandt han i selvopholdelsesdriften. Og Hobbes gik videre: efterhånden som menneskene blev klogere, slog de sig sammen for at beskytte sig og dannede ordnede samfund, hvor de gav afkald på en del af den umiddelbare selvopholdelsesdrift til fordel for noget, som i det lange løb var mere holdbart for dem selv.

Det besnærende i Hobbes filosofi og i al anden materialistisk livsanskuelse er vel nok klarheden og enkelheden. Hvorfor operere med ånd og materie, som fx hans samtidige Descartes gjorde, og som jo også Martinus gør, når det er nok med materien? Og læg mærke til, hvorledes denne ensidige opfattelse ligesom trækker snusfornuften med ind i billedet som en fuldt ud tilstrækkelig forklaring på samfundets udvikling fra naturtilstanden til i dag. Det hele er bare et spørgsmål om at blive klogere, smartere, mere intelligent. Og det er ikke andet end fordomme og illusioner, når folk tror på årsager, som ikke kan analyseres ud i bevægelser. Alt er blot et spørgsmål om noget, der tilfældigt puffer til noget andet i en uendelig strøm af hændelser. Der findes ikke noget første puf og derfor heller ingen Gud og skaber, som i tidernes morgen har sat det hele i gang.

Som vi alle ved, er det Hobbes' materialistiske filosofi, der i vore dage kan vifte med sejrens palmer, men det er værd at huske, at den hviler på et postulat. Vil man vælte det, kan det kun ske med andre postulater – der findes mindst to. Det ene går ud på, at hvis ikke der var en overordnet styrende kraft, som gav bevægelserne en bestemt retning og et bestemt (for)mål, ville det være et helt usandsynligt sammentræf (af bevægelser), der havde ført til liv på Jorden. Det kan vises matematisk. Det andet går ud på, at selv om man måske nok kan føle sig forvirret engang imellem, så optræder der dog med mellemrum også en følelse af, at man ikke blot er et stykke drivtømmer, der tilfældigt kastes hid og did af livets strøm. Ingen kan bevise, at det blot er en fordom.

Martinus har illustreret sammenhængen mellem følelsen af et suverænt, ubevægeligt "jeg" og den uendelige kæde af livets puf og stød på symbol 32, stjernefigur 7. Sådan fortolker han Hobbes' syn på verden.