Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var et meget ejendommeligt syn for mig at se den artistiske færdighed, hvormed asiaterne kunne håndtere de to spisepinde, og som tilsyneladende gjorde kniv og gaffel overflødig. Ved bordet taltes der ivrigt, og stemningen var meget god. Serveringen besørgedes af unge japanerinder i deres smukke japanske kostumer. De var altid meget smilende og venlige, og sørgede for, at gæsterne ikke sad med tomme tallerkener eller glas. Maden hentede de ved en skranke eller disk i forgrunden af salen, hvor de fik den udleveret af en ældre dame, som her forestod uddelingen. Hertil blev maden indbragt fra tilstødende store køkkenlokaler, hvor mange mennesker arbejdede med tilberedelsen og bearbejdelsen af råmaterialerne til de mange gæsters ernæring. Takket være den gode og sympatiske stemning, der herskede i salen, kom jeg i en god og behagelig kontakt med de øvrige gæster, men naturligvis foreløbig kun ved mimik eller "hjertets sprog", som de kaldte det. Alle viste mig således her stor sympati og glædede sig til at tale med mig, når tolken ankom. Da jeg forlod spisesalen, kom jeg i korridoren forbi en sal, hvor sidevæggen var trukket til side. Denne sal var spisesal for japanerne. Og her sad alle japanerne på selve gulvet og spiste ved lave borde, hvis højde var tilpasset denne for en europæer ejendommelige spisemåde.

Nu var klokken imidlertid blevet nogle få minutter i ti, det tidspunkt, på hvilket kongresforedragene hver dag tog sin begyndelse. Mr. Asamiya førte mig nu til kongressalen, der lå på første sal i en af hovedkvarterets moderne bygninger. Det var en dejlig sal med behageligt lys. Den var ligesom spisesalen udstyret med store skydevinduer og kunne vel rumme ca. 400 mennesker. I forgrunden var der en forhøjning, der strakte sig over hele salens bredde. Heroppe på den var der en talerstol med mikrofonanlæg. Til højre var der et bord, beregnet for Ananai-Kyos overhoved. Her i nærheden på samme side var der også to særlige pladser, beregnede til de to damer, der ledsagede ham. Til venstre for talerstolen var der et bord for bevægelsens Mr. Shin Negami. Ved samme bord sad også bevægelsens japansk-engelske tolk Mr. Seiki Miyoshi. Her bag ved var der borde, beregnede til sekretærer, oversættere og andre medarbejdere til hjælp for kongressen. I baggrunden af denne forhøjning var på dekorativ måde anbragt et nationalflag fra hver af de deltagende nationer.

Da kongressen blev holdt på engelsk, og min tolk først kunne komme den næste dag til middag, måtte jeg indtil da nøjes med at være passiv deltager i kongressen. Men dette bekom mig i virkeligheden slet ikke ilde. Jeg kunne derved i fuldstændig ro og mag med hele min sjæl og sanseevne som passiv tilskuer iagttage selve kongressen og dens deltageres psykiske struktur. Da de allerfleste talere ikke blot udtrykker sig ved ord, men også ved ansigtsudtryk og betoninger, der afslører temperament, energi eller mangel herpå, var jeg ikke helt afskåret fra at kunne opfatte de forskellige deltageres standard i humanitet, i indre ro og fred. Jeg kunne ligeledes se, om de havde fanatiske anstrøg, om de var dogmatisk bundne, eller de var intellektuelt frie mennesker, om de udtrykte velvilje eller stærk protest eller lignende, når de en efter en udfoldede sig på talerstolen. Enhver tale, der bliver holdt, vil i al almindelighed ikke blot være ord, men vil også være en større eller mindre afsløring af disse mentale lag. De af nævnte mentale lag, der er stærkest og mest ubehersket tilstede i sit ophavs psyke, vil være tone- og temperamentsbestemmende for samme ophavs tale eller foredrag. Jeg kunne således her i fred og ro danne mig en opfattelse af de forskellige taleres individuelle, mentale struktur. Og jeg var glad for at se, at der herskede fred og ro. Her var ingen heftige diskussioner, selvom jeg nok kunne se, at meningerne ikke altid var samstemmende. Og naturligvis havde de forskellige deltagere hver sin egen specielle opfattelse. De var næsten alle ledere af religiøse ordener eller sekter, inden for hvilke de så at sige var ypperstepræster eller højeste åndelige autoritet. De var ikke så meget kommet her til kongressen for at indhente nye oplysninger om den evige og virkelige sandhed om livet, og hvormed de kunne drage hjem og reformere deres orden eller sekt til det bedre, som de var kommet for at udtrykke, hvorledes en verdensreligion efter deres mening skulle skabes. Og det var jo også dertil, at de alle var blevet inviteret. Ligesom enhver moder som regel synes bedst om sit barn, således går det også i mange andre tilfælde i livet. Og her var der naturligvis, ligesom i alle andre sammenslutninger af mennesker med forskellig religiøs livsopfattelse, personer, der ikke helt kunne frigøre sig fra dette moderens princip: kun at bryde sig om sit eget barn, hvilket her i dette tilfælde vil sige: sin egen opfattelse og mening om en verdensreligions skabelse. Og denne situation er jo ganske naturlig. Den vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne undgås i en forsamling af mennesker fra højst forskellige trin i udviklingen. Ethvert af disse menneskers livsopfattelse må være mere eller mindre nær eller fjern fra den virkelige livets mening, alt eftersom det udviklingstrin, af hvilket den er et udslag, ligger nær eller fjernt fra denne livets mening eller dets evige urokkelige sandhed. Men dette forhindrer jo ikke, at en sådan religiøs sammenkomst af mennesker fra højst forskellige udviklingstrin og livserfaringsfelter og uafhængigt af nationalitet og race kan have sin store betydning og velsignelse for menneskehedens åndelige førelse fremad imod verdensfreden, selvom det ligger ganske uden for al menneskelig magt at skabe en virkelig verdensreligion. En verdensreligion, altså en religion, der kan forene alverdens mennesker i den samme opfattelse af Gud, i den samme opfattelse af verdensaltet, i den samme opfattelse af livets mening, i den samme opfattelse af, hvad der virkelig er fuldkommen moral og væremåde, er ikke noget, man kan lave eller give menneskeheden. Thi denne religion er intet mindre end selve livsmysteriets videnskabelige løsning, kosmisk bevidsthed eller den af Kristus bebudede "hellige ånd". Men livsmysteriets videnskabelige løsning kan kun opleves igennem en mental, organisk struktur, der efterhånden bliver til i ethvert menneske gennem dets udvikling, reinkarnation og skæbneoplevelse. Gennem denne Guds egen skabelse af mennesket i sit billede vil alverdens mennesker engang med tiden blive forenet i den samme guddommelige videnskab og erkendelse af livsmysteriets evige facitter og dermed i den højeste moral og væremåde eller i den kulmination af fuldkommen mentalitet, der hedder "kærligheden".

Den næste morgen kom Mr. Asamiya ligesom dagen i forvejen og hentede mig til morgenmaden. Her blev jeg præsenteret for tre nye kongresdeltagere, som var ankommet i nattens løb. Det var Mr. Tropa, overhovedet for en stor bevægelse på Filippinerne, der hed "The Lamplighter", Miss Biscara og Mr. Rodolfo G. Cacpal. De var fra Filippinerne. De var alle tre meget mørke af lød og havde blåsort hår. De var klædte i ejendommelige sorte, guldgalonerede dragter. Mr. Tropas hår nåede helt ned over skuldrene. Han var en mand antagelig i nærheden af 50 år. Hans ledsager, Mr. Adolfo Cacpal, en ung mand ca. 20 år, havde også langt hår. Miss Bascaras hår var også meget fyldigt og hang i en fletning ned ad ryggen. Disse tre mennesker udgjorde nogle af kongressens mest levende og energiske mennesker. Dette gælder navnlig Mr. Tropa. Han havde kolossale talegaver og talte det engelske sprog helt virtuosmæssigt. De blev meget interesserede i mig og beklagede meget, at de ikke kunne tale med mig. Men vi blev meget gode venner alligevel. Jeg gav dem mine engelske oversættelser af mit materiale. Da Mr. Tropa havde læst det, blev han meget mere interesseret i mig. Det var navnlig beretningen "Omkring min Missions fødsel", der greb ham. Han tilskyndede senere tolken til at gøre sig de yderste anstrengelser for at hjælpe mig med at få mit materiale frem. Det var absolut meget vigtigt, sagde han. Han inviterede mig yderligere til et besøg på Filippinerne, et besøg, som jeg så mig nødsaget til at opgive i denne omgang. Som før nævnt blev vi meget gode venner. Og de inviterede mig til et thesamvær med dem om aftenen. Selvom vi kun kunne tale sammen ved mimik og hjertesproget, blev dette samvær med disse kærlige mennesker af en anden race og fra en anden verdensdel et uforglemmeligt, lysende minde.