Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hjertet har sine grunde, som forstanden ikke kender, mente den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662). Som bare 16-årig skrev han et banebrydende værk om geometri; på samme tid var han i gang med at konstruere den første regnemaskine i verden. Han var et geni og vidunderbarn, helt besat af tanken om at forstå alting ved hjælp af eksakt matematik. Som 31-årig gennemgik han en religiøs vækkelse, der fik ham til at indse, at hans liv blot havde været et krampagtigt forsøg på at forstå noget, som ikke kunne forstås. "I forhold til Guds almægtige skaberværk kommer vor fornuft ynkeligt til kort; alene gennem troen, håbet og kærligheden finder man hvile for sin sjæl. Hjertet har sine grunde, som forstanden ikke kender."

Der er noget opgivende over dette store geni, som med de største forhåbninger til verden vendte den ryggen for at sætte sin lid til lønkammeret, hvor han til det sidste arbejdede på sit store filosofisk/religiøse værk. Kun 39 år gammel døde han, udtæret af overdreven askese. Senere blev hans tusinder af optegnelser og papirlapper ordnet og udgivet.

Mange har som Pascal måttet fortvivle, opgive, trække på skuldrene og til sidst helt fortrænge håbet om at kende hjertets grunde. Det er en side ved livet, som får unge til at skrive digte, for senere at glemme, blive magelige og gå over til prosa. Pascal glemte ikke, for ham var hjertets grunde den "altomfattende omsorg", han følte bag alt i naturen. Det var en følelse, som aldrig ophørte med at beskæftige hans tanke, den gjorde ham religiøs.

Der skulle gå 300 år, før Martinus som den første kunne give en rationel løsning på mysteriet og forklare det ud fra et stort og sammenhængende verdensbillede, der som hypotese er uangribeligt, – hvilket naturligvis ikke udelukker, at der kan opstilles andre hypoteser.

Den pædagogiske motor i Martinus' verdensbillede er princippet. Martinus beviser ikke, at vi er udødelige, men han viser, hvorledes reinkarnation "som princip" passer med andre kendte og evigt gentagne skift i naturen – dag og nat, sommer og vinter. Han viser også, hvordan kæden af årsager og virkninger ville forløbe, hvis der ikke over den var et levende væsen, Guddommen, som kunne styre den, give den retning og (for)mål, – der med Pascals ord kunne tolkes som "altomfattende omsorg". Endvidere viser han, hvorledes Gud som hypotetisk mulighed kan passe ind i det hele efter et princip, vi kender fra os selv.

Måske sigtede Pascal for højt, måske forlangte han for meget. Martinus var mere beskeden, når han holdt sig til "den konklusion, man kommer til ved at bedømme et ukendt objekt ud fra et kendt objekt, med hvilket det mere eller mindre forekommer at være analogt" (Livets Bog 3, stk. 912). Med de ord anbefalede Martinus "hypotesen" som forstandens vej til at kende hjertets grunde.