Kosmos 2001/11 side 243
Den mentale treenighed 2:2
af Martinus
Alle krige i verden er "mentale vulkaner", fortalte Martinus i sidste nummer af bladet. De kan føres tilbage til en arv fra dyreriget: den stærkeres ret. Nu hungrer mange mennesker efter fred, humanitet og retfærdighed. Dermed tager udviklingen en ny kurs, og den skal vi høre mere om nedenfor.
Væsener der hellere selv vil lide, end at andre skal lide
Den her skildrede mørke mentale sfære er altså kilden til al angrebsmentalitet og dermed kilden til al krig i verden, såvel mellem stater som imellem de enkelte individer. Det er denne mentale sfære, der forekommer under begrebet "det onde". Mens denne mentale form er ganske naturlig hos dyret, er den altså af det onde for jordmennesket og hæmmer dets fremtræden som "menneske".
Men foruden disse væsener findes der, som vi nævnte før, også en anden kategori af væsener, nemlig de væsener, der ikke nænner at gøre næsten fortræd. Disse væsener befinder sig altså på et længere fremskredent stadium i den mentale udvikling end de førstnævnte væsener. De har fået udviklet deres medlidenhedsevne. De er i stand til at fornemme på deres næstes vegne. Hans lidelser, hans bekymringer og sorger kan i større eller mindre grad gøre dem bedrøvede eller medfølende. De kan slet ikke, som den første kategoris væsener, være totalt ligegyldige eller ufølsomme overfor næstens skæbne. De er i større eller mindre grad parat til at vove deres eget liv, hvis de dermed kan beskytte eller hjælpe næsten og fri denne for ubehageligheder. Og det er i kraft heraf, at disse væsener heller ikke er fri af krigens sfære. Men nævnte væsener bliver jo partnere i en krig under en helt anden forudsætning end den førstnævnte kategori. Mens denne er selve krigens udløsende årsag i kraft af sin angrebsbevidsthed, er den sidste kategori kun med i krigen for at forsvare eller befri den angrebne part over for de ubehageligheder, som angrebet forvolder. Og denne mentale indstilling vil således afvige fra angrebsbevidsthed derved, at den udgør forsvarsbevidsthed. Forskellen mellem disse to mentale tilstande vil være den, at mens motivet for angrebsbevidsthed er hensynsløs selviskhed eller egoisme eller begæret af sin næstes goder, er motivet for forsvarsbevidsthed uselviskhed eller en beskyttelsestrang over for næsten imod uretfærdighed eller angrebsvæsenernes overfald. Det er således en begyndende kærlighed over for næsten, der her kommer til syne.
Når forsvaret er et nødværge, er det et led i den nødvendige selvopholdelsesdrift
Bag forsvarsmentaliteten er motivet altså i virkeligheden ganske uselvisk, ligegyldigt om det endog er væsenet selv, der er den overfaldne eller angrebne, og forsvaret udelukkende gælder det selv, thi i dette sidste tilfælde vil forsvaret være nødværge og er da et led i den nødvendige selvopholdelsesdrift. Og alt, hvad der bliver identisk med det absolut livsbetingende nødværge for væsenets eksistens, kan umuligt være identisk med selviskhed eller egoisme. Det er ikke egoisme, at man begærer sin ret til at leve. Egoisme opstår først der, hvor man på sin næstes bekostning begærer ting, der er ganske overflødige eller unødvendige for ens egen eksistens eller mulighed for at leve. Et forsvar, der udgør et nødværge over for en absolut livsfarlig fjende, kan ikke udtrykkes som selviskhed. Det er befordringen af en naturlig ret til livet, en hævdelse af artens beståen og kan således kun forekomme der, hvor denne beståen er i fare. Hvis et forsvar fortsættes der, hvor denne beståen ikke er i fare, bliver det ikke længere et forsvar, men en forfølgelse og dermed et angreb på næsten. Det gælder derfor her om at passe godt på. Et forsvar kan meget let og umærkeligt gå over til at blive et angreb og er da ikke mere nogen uselvisk foreteelse, men derimod i allerhøjeste grad dominerende egoisme eller selviskhed.
Forsvarsmentaliteten er af en ædlere karakter end angrebsmentaliteten
Der hvor et væsens modstand imod et medvæsen udgør et livsbetingende nødværge, udgør væsenet et forsvarsvæsen. Sådanne væsener udgør krigens anden part. Uden denne part kan der ikke manifesteres krig. Men det er altså ikke denne part, der er krigens årsag, denne vil aldrig kunne ligge andre steder end hos angriberen. Da forsvarsmentaliteten således er næstekærlighed eller uselviskhed, er den af en ædlere karakter end angrebsmentaliteten. Men da den benytter sig af de samme våben, de samme krigsmidler, har den samme vrede som angrebsvæsenerne, har man kaldt denne vrede for "hellig vrede" eller "retfærdig harme", ligesom enhver krig set fra forsvarerens side er hellig og dens domæne udtrykkes som ærens mark. Og hermed har vi nået de to former for mental tilstand, hvis reaktion i dag udgør jordmenneskehedens skæbne. Og der, hvor kun disse to former for bevidsthed eller mental tilstand eksisterer, eksisterer krigen eller ufreden. Her er livets smeltedigel. Hvis der ikke skete en ny mental forvandling, ville der aldrig nogen sinde blive fred i verden. Men ud af smeltediglens flammer, ud af krigens rædsler, skrig og pine fødes en tiltagende længsel efter en modsætning til krigen, nemlig en absolut varig fred.
Den ny bevidsthedsform er kærlighed til alle væsener
Angrebs- og forsvarsmentalitet gør det således ikke. Disse to mentale tilstande er ikke livets fylde eller mål. Men netop på grundlag af reaktionerne af disse to former for mentale indstillinger opstår der en helt ny bevidsthedsform eller mental tilstand, en tilstand, som i sig selv hverken udgør angreb eller forsvar, men derimod en inderlig kærlighed til alle væsener uafhængigt af disse væseners eventuelle heldige eller uheldige, deres primitive eller intellektuelle fremtræden. Væsener med denne mentale indstilling hylder ikke medvæsenerne for deres mørke handlinger, men de føler en udstrakt medlidenhed med disse mørke væsener, idet de føler den ulykkelige tilstand, som disse væsener med deres primitive eller såkaldte forbryderiske væremåde er i færd med at afstedkomme for dem selv. De dømmer således aldrig nogen til straf, mørke eller lidelse. De er i bedste tilfælde totalt blottede for hævnfølelse. De er i en tiltagende grad besjælet af den tanke, at kan man ikke gøre godt for et væsen, så skal man i alle fald aldrig gøre det noget ondt. De udstråler således kun kærlighed og lader deres sjæls varmende lys skinne om kap med solens på onde og gode, på retfærdige og uretfærdige, med andre ord, de er ligesom solen altomfavnende, de er i "Guds billede efter hans lignelse". I sandhed, de er freden.
Men hvordan går det da til, at væsenernes mentalitet til sidst får en sådan form, at de hverken angriber eller forsvarer, men udstråler sympati eller kærlighed til alt? – Ja, her må vi se tilbage på denne mentale tilstands tilblivelse. Vi har allerede set, at de levende væseners første mentale stadium er et angrebsstadium, er domæne for alle arter af udfoldelse af den stærkeres ret. At en sådan zone betinger, at livets højeste ideal må være angreb, idet man jo ikke her på nogen som helst anden måde kan dokumentere eller hævde sig som den stærkeste, er selvfølgeligt. Ligeledes har vi set, at den engang opnåede eller hævdvundne stærkeres ret umuligt kunne bevares uden igennem forsvar. Men en tilværelsesform, i hvilken væsenerne må leve i angreb og forsvar, er ikke fred. Den er derimod krig og kan aldrig nogen sinde blive andet, hvis ikke den netop affødte en ny faktor, nemlig lidelsen og erfaringen, der igen bliver til intelligens og medfølelse eller medlidenhed. Medfølelse eller medlidenhed er igen det samme som kærlighed eller livslovens opfyldelse for det fuldkomne eller færdige væsen, væsenet i Guds billede efter hans lignelse.
Væsenerne i forsvarszonen ligger altså nærmere fuldkommenhedsstadiet end væsenerne i angrebszonen, idet de allerede har begyndt at blive påvirket af erfaringen og lidelsen. Det er også derfor, at vi her finder, at forsvarernes objekt ikke altid udgøres af deres egne fjender, men derimod af væsener, der angriber deres venner og pårørende, ja, undertiden behøver det slet ikke at være pårørende, men helt fremmede mennesker, væsener fra forsvarszonen forsvarer. Og i et sådant forsvar ser vi den begyndende næstekærlighed, men denne forekommer her nærmest som en begyndende retfærdighedssans. Man fornemmer, at angrebet eller overfaldet er uretfærdigt og træder derfor hjælpende til. Men selv om forsvarsvæsenerne er længere fremme i udviklingen end angrebsvæsenerne, betyder det naturligvis ikke, at de i alle situationer helt er udrensede for angrebsmentalitet, ligesom angrebsvæsenerne heller ikke alle kan bedømmes som totalt blottede for forsvarsbevidsthed, men denne er blot ikke almengældende eller bærende her i angrebszonen, således som tilfældet er med den i forsvarszonen, ligesom forsvarsbevidstheden jo ikke er almengældende eller bærende i angrebszonen. Med disse to gruppers væsener har vi her det fuldstændige billede af jordmenneskehedens nuværende herskende psyke. Den er således en blanding af angrebs- og forsvarsmentalitet, og væsenerne befinder sig i en permanent krig, der undertiden slår ud i lys lue, skaber voldelige, mentale vulkaner i form af de såkaldte krige eller verdenskrige, hvor millioner af mennesker dræbes, og andre millioner lemlæstes til livsvarige, hjælpeløse invalider, atter andre millioner går under i sorg og fortvivlelse, armod, subsistensløshed, livslede og selvmord. Dette er angrebs- og forsvarsmentalitetens direkte fysiske, synlige reaktion. At denne reaktion må skabe længsel efter en bedre tilværelsesform, en bedre samfundsordning, ja kort sagt, efter alt, hvad der kan skabe den varige absolutte fred, hvilket vil sige tryghed i og beskyttelse af glæden ved at være til, bliver her synligt som selvfølgelig.
Et væsen kan ikke ved trussel og straf lægge en alen til sin vækst
Men hvordan få angrebs- og forsvarsvæsener til at ophøre med at være angrebs- og forsvarsvæsener? Det lader sig umuligt gøre ved diktatur eller juridiske love. Disse foreteelser er jo kun spærreforanstaltninger, er en slags pigtråd, en slags mur eller indhegning til beskyttelse imod junglens vilde dyr, men de forandrer ikke dyrene. Tigeren bliver ved med at være rovdyr, og slangen bliver ved med at være giftig. Er man et angrebsvæsen, må man leve sit liv som angrebsvæsen, ligesom et forsvarsvæsen jo må leve sit liv som et forsvarsvæsen. Det er en natur i hver af de to væsensarter, som ikke er en blot og bar viljesakt, der kan ledes og skræmmes ved trussel og straf. I så fald ville en forbryderisk underverden jo være totalt umulig i det moderne civiliserede samfund. Nej, man lægger ikke pludselig en alen til et væsens vækst ved at give det klø eller ved at true det med død og ulykker. Hvis tingene blot var en viljesakt, ville jordmenneskehedens liv allerede for hundrede tusinde år siden have været paradisisk eller fuldkomment på Jorden. Og for de nulevende generationer ville krigen kun have været et tåget, abstrakt begreb og ikke den blodige realitet, som i dag behersker verden.
Ikke alle mennesker har samme moralske kapacitet og befinder sig derfor ikke på samme trin i udviklingen
Men når forandringen af angrebs- og forsvarsvæsener ikke er en viljesakt, der kan holdes i skak af diktatur og trusler om straf, ulykker og rædsler, hvordan skal jordmenneskeheden så blive forvandlet, blive omformet til det bedre? – Hvordan skal det angreb og forsvar bringes til det fuldstændige ophør, der udelukkende betinger en virkelig varig fred eller den lykke og glæde ved livet, som menneskene af al kraft hungrer og tørster efter? – Ja, her må vi straks stille os ind på de usynlige foreteelser, der skjuler sig under den tilsyneladende tilfældige, fysiske overflade. Findes der da sådanne usynlige kræfter, der kan forvandle jordmenneskenes mentalitet og dermed hæve dem til den absolutte fuldkommenhed i bevidsthed, tankestyring eller viljeføring? Ja, bliver dette ikke netop til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi ser, at ikke alle mennesker befinder sig på det samme trin i udviklingen? Hvordan skulle nogle væsener ellers kunne være foran andre i udfoldelse af humanitet eller næstekærlighed?
Dette, at væsenerne således i mental fuldkommenhed ikke befinder sig på samme trin, men viser sig på forskellige fra hverandre i fuldkommenhed afvigende trin, således at nogle væsener befinder sig på meget fremragende kulturelle eller højintellektuelle trin, mens andre væsener befinder sig på så primitive trin, at de endnu må leve i en permanent overtrædelse af samfundets og næstekærlighedens love, kan ikke skyldes hverken diktatur eller straf, men derimod udelukkende den i dem boende karakter eller moralske kapacitet, altså noget der består af kræfter, der ikke er fysiske. Karakteren er således det samme som væsenets særlige tankemetode og den heraf følgende tilsvarende særlige viljeføring og handling. Denne tankemetode bæres af vedkommende væsens moralske talentkerner, der har sæde i væsenets skæbneelement, hvilke foreteelser igen ifølge Livets Bog er af ren åndelig natur og således kun direkte synlig for kosmisk klarsyn, men kan indirekte påvises igennem deres forskellige udslag og reaktioner på det fysiske plan.
Disse nævnte foreteelsers eksistens bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at væsenerne fremtræder med forskellig karakter, således at nogle udgør de såkaldte onde mennesker, mens andre udgør de såkaldte gode mennesker, hvilke typer igen henholdsvis betegnes som umoralske og moralske væsener. I virkeligheden er disse to gruppers bevidstheds- eller mentalitetsforskel altså kun et udviklingsspørgsmål. De "onde mennesker" er mindre udviklede end de "gode mennesker". Og vi er allerede blevet bekendt med, at det, der bevirker, at vi kalder væsenerne for onde, er deres fremtræden som angribere af andre væseners liv og ret til at være til. De stjæler fra eller røver og udplyndrer enten åbenlyst eller camoufleret deres medvæsener, ja i værste tilfælde myrder disse, hvis de er dem i vejen. Ligeledes har vi set, at det, der bevirker, at vi kalder væsenerne for "gode mennesker", er disse væseners fremtræden som forsvarere af deres medvæseners liv og ret til at være til. Nævnte væsener har efterhånden fået udviklet så megen medfølelsesevne med hensyn til næsten, at de bliver irriteret, når denne bliver overfaldet eller lider overlast fra en eller anden angribers side. Og det er navnlig disse to menneskegruppers reaktion over for hinanden, vi her skal se lidt på, thi denne særlige reaktion bliver til sidst det udløsende moment eller den direkte årsag til, at der overhovedet kan opstå visdom, at menneskene kan blive omformet til "Guds billede efter hans lignelse", og at himmeriges rige kan blive et virkeligt, realistisk fysisk rige her på Jorden, der opfylder julebudskabets forjættelse "fred på Jorden og menneskene en velbehagelighed", og således ikke blot være en utopisk foresvævelse om noget hinsides skyerne.
Loven om årsag og virkning – skæbneloven
Hvad er det da, der får jordmenneskene til at reagere kontrært over for hverandre? – Hvad er det, der får et væsen til at være et angrebsvæsen, og hvad er det, der får det til at være et forsvarsvæsen? – For at kunne begribe dette må man lære at forstå, at der eksisterer en lov bag alle foreteelser, i kraft af hvilken muligheden for bevidst skabelse udelukkende opstår. Denne mulighed gælder såvel skabelsen af ens egen skæbne som skabelsen af rent materielle fysiske ting. Det er denne lov, der afstedkommer årsag og virkning. Vi kan naturligvis ikke her få plads til en fyldestgørende redegørelse for denne lov og skal derfor blot udtrykke, at hver eneste handling, den være sig nok så lille, ikke kan undgå at være årsag til en virkning, der igen umuligt kan eksistere uden atter at være årsag til en ny virkning og således fremdeles. Når der er tale om et angreb, vil dette altså være en årsag, der er sat i funktion. Denne vil så uundgåeligt afføde en virkning. Hvis man skriver med sort kridt, bliver bogstaverne sorte, ligesom de nødvendigvis bliver hvide, hvis man skriver med hvidt kridt. Hvis vi fyrer under en kedel vand, bliver vandet varmt, mens det bliver koldt, hvis vi kommer is i det samme vand. Således kan man umuligt afstedkomme en bevægelse, en energiudløsning, uden at den skaber en tilsvarende virkning. Og det er af sådanne årsager og virkninger, at hele det levende væsens liv består. Det er kun en eneste stor kæde af årsag og virkning.
Så længe årsag og virkning er af fysisk natur, er de tilgængelige for det almene jordmenneske. Men da der i tilværelsen forekommer en mangfoldighed af virkninger, som jordmennesket slet ikke er i stand til at se den oprindelige årsag til, fordi den ikke er af ren fysisk natur og derfor ikke er direkte tilgængelig for fysisk sansning, bliver sådanne virkningers dybere natur mentalt set kun til mystik for nævnte væsen. En sådan mystik udgør blandt andet selve væsenernes skæbne. Og det almene irreligiøse jordmenneske har da her i en masse situationer ingen anden forklaring på sin særlige skæbnes tilskikkelse end tilfældighed. Det mener derfor, at når et væsen bliver offer for en stor ulykke eller er genstand for en særdeles lykkelig skæbne, så er det bare tilfældighed. Det mener, at den store gevinst i lotteriet lige så let kunne have tilfaldet enhver anden end netop den, der vandt den, og at det således udelukkende skyldes tilfældighed, hvem der overhovedet får alle livsgoderne eller livsbesværlighederne.
At sådanne væsener netop i særlig grad må være indstillede på magtprincippet eller den stærkeres ret er naturligvis givet. Hvilken anden opfattelse kunne vel i en sådan situation blive en naturlig eller fornuftig levevis? – Når alt er tilfældigt, vil det eneste fornødne jo blive dette: hurtigst muligt med alle til rådighed stående midler at tilrane sig så mange af goderne og fordelene, som det overhovedet er muligt. Brutal overlegen magt og styrke er jo det eneste middel til opnåelse af en tålelig tilstand for den, der ikke er begunstiget af tilfældigheden. At en sådan mental indstilling måtte afføde angrebsvæsenernes særlige psyke er således her synligt som selvfølgeligt. Men at denne livsindstilling alligevel ikke var den endelige eller helt fuldkomne løsning på skæbneproblemet blev til kendsgerning derigennem, at nævnte væsener til sidst blev hjemsøgt af en modstand i en så voldsom grad, at de til sidst måtte bukke under og overgive magten til sejrherren og derefter være prisgivet dennes forgodtbefindende. Med andre ord, de kom til sidst til at opleve nøjagtig den samme skæbne som den, de selv havde påført andre i opretholdelsen af deres eget magtvælde. Den skæbne, de selv havde udløst over andre væsener, kom tilbage til dem selv. Det betød naturligvis ikke altid, at den kom tilbage i det samme liv. Dens udeblivelse kunne undertiden strække sig over flere liv eller inkarnationer, i hvilke væsenet da levede højt på sine sejre og overfald på andre væsener. Men den kom altså til sidst tilbage. Er det ikke netop en sådan tilbagevendende magtskæbne, der har ramt alle fortidige sejrrige stater? – Hvor er de henne de store fortidige verdensriger: Babylonien, Assyrien, Medien, Persien og Romerriget? – Har de ikke alle måttet vige skuepladsen for det samme sejrrige magtvælde som det, der var fundamentet for deres egen glanstid? – Og har vi ikke lige set en på samme brutale magtoverlegenhed baseret blok af moderne nationer blive slået ned som offer for de samme geniale mordvåben og altødelæggende krigsmateriel, det samme fremstormende magtvælde som det, hvormed den selv ville have erobret hele kloden og gjort sig til herrefolk i en verden af slaver? – Ja er ikke alle de genvordigheder, den udløste over andre nationer, stater og folk, i bogstavelig forstand vendt tilbage til dens egne områder, stater og folk? – Har man nogen sinde set, at sådanne skæbneenergier ikke vender tilbage? – Hvor forekommer der skæbnesituationer i verdenshistorien, hvor gengældelsen ikke, når tidspunktet var inde, kom tilbage? – Er ikke de, der ombragte ved sværd, selv omkomne ved sværd? – Ja selv i lande, hvor dødsstraffen oprindeligt var afskaffet, råber man i dag på hævn, straf og død over den slagne fjende og tror, det er retfærdighed.
Forsvarerne er medier for omdannelse af angrebsenergi til forsvarsenergi og dermed medier for skæbnedannelse
Hvad er i virkeligheden disse råb om retfærdighed? – Er de ikke udtryk for skjulte, psykiske kræfter hos individerne? – Er de ikke udtryk for en indignation imod undertrykkerne eller fredsforstyrrerne? – Denne indignation er altså synlig som det fysiske udslag af en usynlig kraft, der strækker sig fra fredsforstyrrerne eller angriberne til de overfaldne, og af hvem den igen i form af gengældelseslyst eller hævnfølelse gives kurs tilbage til dens ophav angriberne. Angribernes handlemåde danner således et kredsløb af usynlige kræfter, der går fra dem (angriberne) til de overfaldne og derfra tilbage igen til angriberne. Og vi har her for os en ganske urokkelig naturlov. Der findes således ikke en eneste form for udløsning af kraft eller energi, hvor denne ikke som en psykisk kraft passerer et kredsløb, i hvilket den atter vender tilbage til sit ophav, hvad enten den nu er til glæde eller sorg, hvad enten det er vellyst eller lidelse, den udløser på sin bane. Dette psykiske kredsløb af energier eller kræfter, udløst igennem det levende væsens manifestation, er identisk med det, vi kalder karma, gengældelse eller nemesis. Uden denne psykiske kraft ville ingen som helst gengældelse eller karma kunne finde sted. Der ville i tilværelsen hverken kunne eksistere angrebs- eller forsvarsvæsener. Med hensyn til et forsvar ville det være noget, der aldrig i nogen som helst situation kunne komme til noget væsens kundskab og dermed umuligt blive manifesteret.
Et forsvar kan nemlig umuligt eksistere uden identisk med den sidste halvdel af karmakredsløbet, hvilket altså vil sige: den del af nævnte kredsløb, hvor angrebsenergierne i form af forsvarsenergier af den overfaldne sendes tilbage imod angriberen. Man må således her forstå, at når den udsendte angrebsenergi har ramt sit mål, hvilket vil sige: det væsen, mod hvem angrebet var tilsigtet, beliver den psykiske kraft, der ligger i angrebet, det overfaldne eller angrebne væsens mentalitet og får den til mere eller mindre at afspejle den samme angrebs- eller overfaldsenergi som den, hvormed den oprindeligt blev udsendt af angriberen. Men hos den angrebne forandrer den straks perspektiv og gør angriberen til mål for indignation, der nu er kommet under det overfaldne væsens vilje og kontrol. Denne af det overfaldne væsen tilbagesendte indignationsenergi er altså identisk med det, vi kalder forsvar. Et forsvar kan således aldrig i noget som helst tilfælde være andet end en kursændret eller tilbagevendt angrebsenergi, der nu, efter at have ramt sit mål, af dette er blevet drejet og ført tilbage til sit ophav. Det bliver dermed synligt, at en forsvarer er redskabet for denne kursændring eller drejning af angrebsenergien, så den kan føres tilbage til sit ophav. Forsvarerne er således medier for omdannelse af angrebsenergi til forsvarsenergi og bliver dermed medier for karmaudløsning eller skæbnedannelse. Og det er denne mediumitet, der igen udgør tærskelens vogtere. Det er ud fra den samme mediumitet, at hele den gamle verdensepokes guddomsopfattelse og retfærdighedsbegreb er dannet. Og hvordan skulle det vel kunne være anderledes? – Man var endnu slet ikke nået op til en sådan åndshøjde i udvikling, at man var frigjort af denne mediumitet. Den stod stadig som den uoverstigelige mur til den store indvielse i kærlighed, som igennem Kristusmentaliteten eller Guds ånd nu skal blive fundamentet for en helt ny verdensepoke, et begyndende himmeriges rige på jorden, i hvilket alle Jordens slægter skal velsignes.
Når et væsen med vold og magt forsvarer sig selv eller andre væsener over for brutalitet og vold, så er det altså de af angriberen udløste voldsenergier, der besjæler eller overskygger forsvareren og gør denne til angriberens modstander. Og i værste tilfælde kan denne modstand ende med mord eller drab på angriberen fra forsvarerens side. Nævnte mediumitet eller modtagelighed for angriberens vredes- eller hadsenergier kan således gøre forsvareren til morder.
Selv om det nok virker som formildende omstændighed, at mordet fremtræder som forsvar eller nødværge og ikke er et overfald, så er det dog overtrædelse af næstekærlighedsloven eller fundamentet for skabelse af himmeriges rige: "Du skal vende den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "Drag dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "Du skal elske din næste som dig selv" osv. Det er en overtrædelse af netop de love, som skal befri væsenerne fra den karma, som de tror at kunne bekæmpe med sværdet eller det dræbende princip.
Døden er døden, hvad enten den er frembragt af legale eller illegale myndigheder
Men når væsenerne overtræder de love, hvis opfyldelse udelukkende er betingelsen for skabelsen af himmeriges rige såvel i væsenernes eget sind som for deres omgivelser, er det soleklart, at nævnte rige umuligt kan opstå. Og det er da ikke så mærkeligt, at jordmenneskenes skæbne i dag netop er, som den er. Det er ikke blevet almengældende at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre". Heller ikke er det almen-gældende at tro, at "den, der ombringer ved sværd, selv skal omkomme ved sværd". Derfor er individerne i stor udstrækning med til at råbe højt om at få straffe og dødsstraffe indført over for næsten eller medvæsenerne. De fornemmer eller sanser slet ikke, at de igennem denne deres handlemåde er med til at praktisere nøjagtig den samme forbrydelse som den, de ønsker hævnet eller straffet til døde hos forbryderen. Er døden ikke døden, hvad enten den er frembragt af legale eller illegale myndigheder? – Bliver princippet ikke i begge tilfælde urokkeligt dette at slå ihjel, dette at myrde og dræbe? – Er det ikke netop denne mentale tilstand, der gør det totalt umuligt at komme i himmeriges rige? – Men da himmeriges rige ikke er et rige hinsides skyerne, men er noget, som skal udvikles inden i væsenerne, og dette noget er en på næstekærlighed baseret fred, harmoni eller glæde ved at være til, kort sagt, en tankeindstilling eller sjælelig opfattelse, en fornemmelse af livet eller næsten, der overflødiggør ethvert begær om straf, hævn eller gengældelse hos et hvilket som helst medvæsen og således udgør opfyldelsen af det evige bud, "Du skal elske din næste som dig selv", er det her åbenlyst for enhver udviklet åndsforsker, at freden og dermed livets højeste lykke eller salighed eller det virkelige himmeriges rige umuligt kan være et samfund af dræbende, hævnende og hadende væsener, ligegyldigt hvad enten denne myrdende tilstand bliver foretaget af legale eller illegale myndigheder.
Det er væsenernes mediumitet for angrebs- og mordenergi, der er symboliseret i sfinksens dyrekrop
At de legale myndigheders mord- og straffemanifestationer som regel manifesteres under begrebet retfærdighed, hvilket altså i dette tilfælde vil sige, at den er udløst som forsvar for samfundsordenen eller for en i øjeblikket påkrævet eller nødvendig drastisk justits for at holde individerne i den ave eller hensyntagen til medvæsenerne, der gør et moderne samfunds levevilkår tålelige, forandrer ikke denne justits identitet som overtrædelse af livets højeste love, tværtimod. At den er påkrævet modbeviser jo ikke, at den er en overtrædelse af kærlighedsloven, men derimod at samfundet er en flok individer på et så lidet fremskredent udviklingstrin eller kulturelt niveau, at dets myndigheder såvel som dets menige væsener er besjælede af mediumitet for angrebs- eller mordenergi, ja, denne mediumitet er således fundamentet for deres eneste virkelige realistiske forsvarsevne. Det er denne væsenernes sjælelige tilstand, der stadfæster deres identitet som tilhørende dyreriget. Det er denne mediumitet, der fuldstændigt farver jordmenneskenes selvopholdelsesdrift med de samme blodige principper som dem, der kendetegner dyrenes selvopholdelsesdrift. Det er denne mediumitet, der er symboliseret i sfinksens dyrekrop. Denne mediumitet er således en serie udviklingstrins særlige kendetegn eller udtryksform. Og så længe jordmenneskene passerer disse trin og ikke i udviklingen er nået op over disse, er det naturligvis en selvfølge, at de må blive manifestationen af disses udtryksformer. Man kan jo ikke forlange, at noget som helst væsen skal udtrykke et udviklingstrin, det ikke har nået. En plante kan ikke være et dyr, ligesom et dyr, en hund, en løve eller tiger ikke kan være et jordmenneske.
Den jordmenneskelige mordmediumistiske tilværelsesform er fuldstændig normal for jordmennesket
At jordmenneskene dømmer, straffer, hader og myrder er således en selvfølgelighed, så længe de befinder sig på mordmediumitetens udviklingstrin. Og man kan ikke sige, at det i absolut forstand er syndigt,at væsenerne netop er sådan. Det er deres normale natur. Deres samlede tilværelse er et plan, en tilværelsesform eller en mentalsfære, som alle væsener må passere på deres vej i udviklingen opad imod det fuldkomne menneskes stadium. Den er et uundværligt afsnit i livets kredsløb på samme måde, som et klokkeslet er et uundværligt afsnit på urskivens markerede kredsløb. Før uret kan udtrykke klokkeslettet 24 må det først udtrykke alle de øvrige af døgnets timer. Ingen som helst af disse kan springes over. Den jordmenneskelige mordmediumistiske tilværelsesform er således fuldstændig normal for jordmennesket. At disse væsener i stor udstrækning har straffe-, mord- og drabsmanifestationer til moral eller idealisme og rettesnor for deres samfundsorden er altså selvfølgeligt, idet de i disse udelukkende kun ser retfærdighed. At jordmenneskene sværger til dødsstraf eller anden form for straf for den eller den såkaldte forbrydelse er således forståeligt. Nævnte væsener ser i så tilfælde ikke nogen som helst anden udvej for deres eget samfunds beståen. Og det er jo på denne psyke, at Moseloven er baseret.
Hvis straf og dødsstraf var den højeste retfærdighed
At jordmenneskene psyke således er identisk med straffe-, mord- og drabsmediumitet eller Det gamle Testamentes kerneidealer beviser ikke, at der ikke skulle findes en endnu højere psyke eller mental tilstand. Til hvad nytte ellers Det ny Testamentes kerneidealer? – Hvis den moralske indstilling "øje for øje og tand for tand", hvilket altså vil sige: straf og dødsstraf, var den højeste retfærdighed, til hvad nytte så alle de tusinder af kristne kirker med tilhørende præsteskab verden over? – Er hele denne masseudfoldelse af humanistisk energi ikke udelukkende baseret på at befordre forkyndelsen "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "Du skal elske din næste, som dig selv" osv.? – At der er væsener, der er blevet optaget i præsteskabet uden at have forstået denne præsteskabets og kirkens virkelige mission og derfor har kastet sig det dræbende princip i vold enten som frihedskæmpere eller landsforrædere, enten som forsvarere eller angribere, forandrer jo ikke kristendommens sande struktur eller Jesu idealer. Hvis straf og mordgengældelse er den højeste retfærdighed, da er Moseloven uoverstigelig, hvad mentalitet angår, og hele den kristne forkyndelse, Jesu væremåde og moralideer den rene fanatisme eller overtro.
Mellem verdensgenløserens idealer og den moderne humanistiske politikers idealer er der ingen artsforskel, kun en gradsforskel
Men er det således? – Ja, det er rigtigt, at det såkaldte moderne menneske i stor udstrækning betragter al religiøsitet som den rene naivitet, der kun kan udtrykke enfoldighed eller primitivitet. Men når samme moderne menneske i de allerfleste tilfælde er tilhænger af en eller anden politisk idé, et eller andet politisk ideal, og dette ideal som regel går ud på en såkaldt forbedring af samfundsforholdene, en højnelse af kultur og humanitet og dermed i samme væsen afslører det religiøse princip i en ny dominerende fremtræden, taber det samme moderne menneskes nedsættende påstand om religiøsiteten fuldstændigt sin slagkraft. Og det bliver således ikke religiøsiteten eller det religiøse princip, der er naivitet eller overtro, men derimod det moderne menneskes forestilling og påstand om nævnte princip. Hvad var Jesu idealer andet end en stimulering af en samfundsforbedring, en højnelse af kultur eller inspiration til fremme af humanitet (næstekærlighed)? – Men hvis dette ikke er politik, er den moderne politikers idealer absolut heller ikke politik. Og hvis samme moderne politikers idealer ikke er religiøsitet, er Jesu idealer absolut heller ikke religiøsitet. Mellem verdensgenløserens idealer og den moderne, humanistiske politikers idealer er der absolut ingen artsforskel, men derimod kun en gradsforskel. Den moderne politiker kan endnu ikke opfylde idealerne i sit eget daglige liv med en sådan patos som verdensgenløseren.
En tredje mental tilstand, en ny tænkemåde, en ny moralitet er ved at vokse frem i menneskene
Mens idealerne hos verdensgenløseren var selve hans eget liv, hans egen tanke, hans egen tale og væremåde, er de hos den moderne politiker endnu i en overvældende grad kun af teoretisk art, ja, meget ofte endnu kun et ønske, som han håber ikke blot selv at kunne opfylde, men også at kunne få medvæsenerne til at opfylde. I virkeligheden vil denne moderne humanistiske politik kun være en besjæling af væsenerne med den samme ånd som den, der var inspirationen og fundamentet i verdensgenløserens væremåde. Denne ånd kommer vi således ikke uden om. Da denne ånd ganske gradvis i form af en tiltagende humanistisk politik bekæmper angrebs- og forsvarsmediumiteten hos væsenerne, sker der en tilsvarende mental forvandling af disse i denne humanismens favør. Denne forvandlede tilstand hos væsenerne er altså en begyndende tredje mental tilstand, en ny tænkemåde, en ny moralitet. Mens angrebsmentaliteten hos væsenerne er tilfredsstillelsen af selviske begær på andre levende væseners bekostning, ja, på berøvelsen af deres liv og førlighed, hvis det menes nødvendigt, og forsvarsmentaliteten er funderet på en mediumitet for tilbagekastning mod sit ophav af næstens angrebsenergier, er den tredje mentale tilstand derimod en slags immunitet over for brutalitets- eller voldsenergier, hvad enten disse er af åbenlys fysisk, kropslig natur, eller de er af sjælelig fremtræden i form af løgn, bedrageri eller alskens former for uærlighed eller camoufleret hensynsløshed.
Den tredje mentale tilstand fremtræder altså i sit højeste som en tilstand, der gør det umuligt for væsenet at begære sit livs behageligheder på næstens bekostning, hvilket begær jo er den udløsende årsag til angrebsmentaliteten. Den tredje mentale tilstand forhindrer således væsenet i at blive et angrebsvæsen. Men da den også borteliminerer væsenets mediumitet for tilbagekastning af angrebsenergier, hvilken mediumitet jo er fundamentet for ethvert forsvar, er et væsen, der helt er besjælet af den tredje mentale tilstand, ganske afskåret fra at kunne være et med det af dræbende fysiske eller mentale våben fremtrædende forsvarsvæsen. Det vil hellere selv lide eller dø, end det på nogen som helst måde vil gøre sig skyldig i næstens lidelse og død. Ja, har vi ikke netop her det fuldkomne menneske, der ligesom Kristus hellere lader sig frivilligt korsfæste end lader sig forsvare ved nogen som helst positiv dræbende modstand. Sagde han ikke netop til disciplen Peter: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer med sværd, skal selv omkomme ved sværd"? – Råbte han sin uskyldighed ud, da Pilatus førte ham tornekronet, hudstrøget og blodig frem for folket?
Ser vi ikke i det foranstående, hvor umuligt det måtte være for et sådant med den tredje mentale tilstand besjælet væsen at være opfyldt af andre tanker end netop disse: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre"? – Kommer vi ikke her til at se den tredje mentale tilstand som en umådelig overvindelse af livets genvordigheder, den totale sejr over ånd og materie? – Ser vi ikke netop her "mennesket i Guds billede"?
Fra Golgatas kors udstrålede til omgivelserne den tredje mentale tilstands solopgang over verden
Hvad var det, der betingede denne verdensgenløserens totale opstandelse fra mørkets og dødens grave, fra væsenets slavelænkning til materien, fra dets prisgivelse til ulykkelige skæbner? – Var det ikke netop bevidstheden om aldrig at have begæret sin næstes, hvilket i dette tilfælde vil sige hans bødlers, goder eller fordele, aldrig havde været medium for næstens angrebsenergier, forfølgelse, hån og spot og derved aldrig i nogen som helst form af forsvar eller gengældelse vendt disse energier imod deres ophav? – Var denne viden om sig selv ikke tilstrækkeligt grundlag for ham til at se, at hans bødler ikke vidste, hvad de gjorde? – Hans udtalelse var således ikke udslag af fanatisme, naivitet eller overtro, men var derimod udtryk for en virkelig urokkelig kendsgerning. Det var således en videnskabelig sandhed, der udstrålede fra Golgatas kors til omgivelserne. Det var den tredje mentale tilstands solopgang over verden. Det var det første spæde morgengry af himmeriges rige på Jorden. Det var synliggørelsen af facittet eller modellen for den jordmenneskelige udvikling. Verdensgenløserens mentale udfoldelse viser det kommende færdige jordmenneske.
Så strålende en omformning af væsenet fra dyr til menneske kan altså karmaloven eller de skjulte kræfter bag væsenernes daglige viljeføring og manifestationer befordre. Idet angrebsenergierne igennem forsvarsvæsenernes mediumitet kastes tilbage til sit ophav, og dette derved får den samme skæbne som den, han havde tiltænkt eller påført andre væsener, og han på grund deraf bliver fyldt med lidelseserfaringer, aflejres den medlidenhedsevne, der efterhånden forhindrer ham i at kunne nænne at gøre sin næste fortræd, og den højintellektualitet, der åbenbarer for ham, at et angribende væsen hører til dem, der ikke vide, hvad de gøre.
De angrebne væsener forsvarer sig ved at tilbagekaste de af angrebsvæsenerne udsendte energier – kredsløbet er sluttet
Vi har hermed fået et lille indblik i den jordmenneskelige psykes tilblivelse og udvikling. Vi har set, at jordmenneskenes daglige livs første primitive stadier er behersket af selvopholdelsesdriften. På disse stadier er væsenerne altså endnu stærkt dyriske i deres fremtræden. De angriber og overfalder alt, hvad de mener er nødvendigt for deres egen eksistens. De har endnu ingen anden retsfølelse end den stærkeres ret. Da de ikke har anden metode eller mulighed for at kunne hævde sig selv, bliver væsenerne angrebs- eller kampvæsener. Et sådant væsen udgør et medium for sine begærs eller sin hungers kræfter. Disse kræfter er så altdominerende, at de bringer individet til mord- eller drabsmanifestationer i enhver situation, ja, endog undertiden også inden for parringsdriften. Men udfoldelsen af denne megen mordenergi eller forfølgelsesudfoldelse over for andre væsener udgør ligesom enhver anden energiudfoldelse i naturen et kredsløb og kommer tilbage til individet selv. De angrebne væsener forsvarer sig. Som vi har set, er dette forsvar kun en tilbagekastning af angrebsvæsenernes udsendte energier. Og vi møder således her en ganske ny motivering for mord- og drabsudfoldelsen. Mens angrebsvæsenet angriber i kraft af sin mere eller mindre livsbetingende besiddelsestrang efter tingene, er motivet for forsvarsvæsenets udfoldelse således ikke næstens goder, fordele eller ting, men derimod trangen til at skabe et værn imod de af angrebsvæsenets begærenergier eller beslaglæggelse af næstens besiddelser, det være sig væsener og ting, venner, ægtefæller, livsstilling, materielle goder eller privatejendom. Det ægte forsvar tilsigter således ikke næstens goder eller ejendom, men en lammelse af de af ham udsendte begærenergier. Det er således udelukkende angriberens begærenergier, der bringer forsvareren til at reagere. Forsvarerens kamphandlinger er således ene og alene iscenesat af angriberen. Det er dennes energier, der fuldstændigt behersker forsvareren, sætter ham i samme mentale situation, som de netop har sat angriberen i, nemlig dette, at tilintetgøre eller lamme næsten.
Hvo som synes at stå.......
Forskellen på forsvareren og angriberen er således blot dette, at det er angriberen, der er ophav til hele kampsituationen, mens forsvareren kun er et medium for de samme kræfter. Men dette udelukker naturligvis ikke, at angrebskræfterne kan være så voldsomme, at de i forsvareren ikke blot udløser beskyttelses- eller forsvarsenergier, hvilket altså vil sige: drejer angrebsenergierne tilbage imod deres ophav, men de kan også udløse angrebsenergier hos forsvareren. Denne føler da ikke blot trang til at beskytte sig og sin ejendom, men også en større eller mindre ubehersket trang til at hævne sig. I en sådan situation er forsvareren nu ikke mere forsvarer i renkultur, men er også blevet noget af en angriber. Dette vil så igen bevirke forsvarsenergiudløsning hos den tidligere angriber. Han vil da forsøge at dreje disse energier tilbage imod ophavet. Og en total krig er nu i gang uden nogen mulighed for ophør på anden måde end ved den svageres kapitulation. En sådan situation kendes derpå, at forsvareren i samme situation har udfoldet langt mere forsvarsenergi, end det var nødvendigt for at beskytte sin ret eller ejendom. Den overskydende forsvarsenergi er dermed urokkeligt angrebsenergi. Så her vil det være gavnligt at lægge sig verdensgenløserens ord på sinde: "Hvo som synes at stå, se vel til at han ikke falder". Disse ord vil altså i virkeligheden sige det samme som: "Pas godt på, hvem der synes at have ret, hvem der synes at være en forsvarer, at han ikke i virkeligheden er en angriber". Den jordiske retfærdighed ophører der, hvor forsvarsenergierne er camoufleret angrebsenergi. Denne camouflerede angrebsenergi er igen det samme som hævn. Hævn kan således aldrig nogen sinde være identisk med jordisk retfærdighed, men er derimod udelukkende kimen til krig. Den vil i sin kulmination være overfald på næstens liv, førlighed og ejendom og er således udelukkende kun angrebsenergi.
Det juridiske retsvæsen er kun interesseret i at skelne forsvarsenergi fra angrebsenergi
Det er for at forebygge eller bekæmpe al angrebsenergi hos forsvareren, at Moseloven og det heraf følgende juridiske rets- eller øvrighedsvæsen er opstået. Dette væsen er altså en mellem parterne fremtrædende instans, som i sig selv er upartisk. Den repræsenterer ikke nogen personlig interesse i, at den ene eller den anden af parterne skal vinde eller have fordele. Den er kun interesseret i at skelne forsvarsenergi fra angrebsenergi. Denne instans kan altså der, hvor den er fuldkommen, se med uhildede øjne på situationen og nøjagtig udmåle eller konstatere, i hvor stor udstrækning forsvarsenergien virkelig er forsvarsenergi og ikke camoufleret angrebsenergi og derefter dømme parterne imellem. Og dens mest nøjagtige målestok er altså "øje for øje og tand for tand", hvilket i virkeligheden vil sige "liv for liv". Hvad der ligger derudover, vil være angrebsenergi, vil være overfald og en beskæmmelse af den jordiske retfærdighed. Denne jordiske retfærdighed er altså ren forsvarsenergi. Hvis retten skønner, at forsvareren har handlet i hundrede procent nødværge og ikke havde nogen som helst anden udvej for beskyttelse af sit liv, sin førlighed og ejendom, vil den frikende ham fra enhver anklage, ligegyldigt om dette forsvar har afstedkommet drab eller lemlæstelse.
Kærlighed er den kosmiske retfærdighed
Men vil en sådan afgørelse da være det samme som en virkelig hundrede procent retfærdighed? – Nej, det vil den absolut ikke. Den kan aldrig i nogen som helst situation blive andet end en jordisk retfærdighed, hvilket vil sige: et timeligt eller midlertidigt gøren ret og skel parterne imellem og dermed forberede vejen til udviklingen af en anden og endnu langt større og fuldkomnere retfærdighed, nemlig kærligheden. Kærligheden er jo udelukkende den allerhøjeste eller universets egen målestok for pådømmelse af ret og skel, ikke blot alle stridende parter, men også alle levende væsener imellem. Kærligheden er den kosmiske retfærdighed, hvilket i virkeligheden vil sige, at den er retsprincippet i himmeriges rige. Når dette rige ikke er af denne verden, er det netop fordi, det ikke kender til andet retsprincip end tilgivelse. Dets eneste brugbare juridiske målestok er den absolutte kærlighed. Dets højeste moral og den heraf følgende største glæde ved livet er udelukkende dette, "hellere at give end at tage". Hvordan skulle et rige, hvis indbyggere alle er hundrede procent besjælede af denne ånd og finder glæde og lykke i at tjene sin næste og ofre sit liv for dennes beskyttelse, hvis det skulle blive nødvendigt, være andet end netop – himmeriges rige eller kærlighedens sfære? – Er det ikke netop lige så selvfølgeligt som et rige, i hvilket den højeste målestok for moralitet er øje for øje og tand for tand, hvilket igen vil sige, at enhver begået "synd" må betales med en tilsvarende "synd", ikke kan være et himmeriges rige, ikke kan være en kærlighedens sfære, men stadigt må være en "syndens sfære", et rige i hvilket krigen umuligt kan høre op?
Mens angrebs- og forsvarsvæsenerne tilsammen således udelukkende kun kan danne et rige, hvis retsbegreb eller højeste retfærdighed er "synd for synd", er himmeriges rige altså en bevidsthedssfære eller mental fremtræden, i hvilken det højeste retsbegreb er tilgivelse for synd, kærlighed for had. At det sidste rige lige så selvfølgeligt må blive fredens sfære, som det første rige må være krigens hjemsted og fundament, er her synligt som en urokkelig kendsgerning for den udviklede forsker.
Den tredje mentale enhed er en tilgivelsespsyke
Livet har altså et langt højere og skønnere ideal end netop dette at gøre væsenet til en stabil forsvarer, til en dygtig frihedskæmper i et overfaldet land. Det vil gøre alle væsener til stabile tilgivere af deres næste. Det er denne tilgivelsespsyke, der er den tredje mentale enhed, og som nu begynder at blive det største ideal i den jordmenneskelige mentalitets højeste intellektuelle sfære. Hvis dette ikke netop var tilfældet, til hvad nytte så de overleverede religiøse urokkelige kerneidealer og åbenbaringen af verdensgenløserens væremåde som historisk kendsgerning? – Er det ikke denne tredje mentalitetsenhed, der er den sande kristendom? – Og er det ikke netop forsvars- og angrebsmentalitetens krigsvedligeholdende moralitet "synd for synd", der er det sande hedenskab? – Hvorfor er det ikke dette hedenskab, præsterne nu i snart tyve århundreder har forkyndt som det verdensfrelsende ideal for menneskene? – Hvorfor er det ikke den samme juridiske "syndmoral", de tusinder af statsautoriserede præster har doceret fra tusinder af lige så autoriserede kirkers prædikestole igennem århundrederne? – Hvorfor har millioner og atter millioner af børn i generation efter generation måttet lære udenad skriftsteder som disse: "Den der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "Hævner eder ikke selv i elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth" og mange flere? – Hvordan har en så umådelig åndelig kraft eller ny mental opfattelse kunnet få ørenlyd hos millioner af sjæle i en verden, der jo i forvejen havde et hundredtusindårigt moralsk fundament i form af loven "synd for synd", som senere i Det gamle Testamente blev udformet som Moseloven?
Man kan ikke udslette "syndens" princip med "synd"
Hvis der i den jordmenneskelige psyke ikke forekom andet end angrebs- og forsvarsmentalitet, måtte nævnte lov eller juridiske retsprincip i allerhøjeste grad være tilstrækkeligt, være tilfredsstillende. Hvad kan en forsvarer forlange mere end den fulde frikendelse i ethvert i absolut nødværge begået drastisk indgreb over for den livsfarlige angriber? – Ja, mere end det, i dag har alle en civiliseret stats borgere jo ligefrem staten med dens retsvæsen bag sig og behøver end ikke selv at foretage sig noget drastisk over for angriberen. Det behøver således blot at overlade sagen til nævnte retsvæsen, der så varetager det fornødne. Og dog er dette ikke tilstrækkeligt. – Enhver vil efterhånden blive klar over, at freden, altså en verden fri for overfald og angreb fra næstens side, skabes ikke ved pigtråd, plankeværker eller afspærringer, ej heller ved myrderier, straf og gengældelse over for angriberen. Man kan ikke udslette "syndens" princip med "synd". Et sådant juridisk fundament eller Moseloven kan ganske vist holde angrebsprincippet i en slags ave eller dressur, men det udrydder det ikke eller fjerner det fra jordmenneskenes mentalitet. Men da menneskeheden ikke kunne undgå at komme til at hungre efter eller begære freden, måtte der en helt anden mental impuls til, en impuls, der virkelig kunne omskabe den jordmenneskelige psyke til den mentale ånd eller tankesfære, hvor individet virkelig er hævet op i en højere etisk bevidsthedssfære end den at leve i en dresseret "syndstilstand" eller en juridisk lovbundet ukærlighed. Og er det ikke netop denne nye mentale impuls, der blev åbenbaret i verdensgenløserens væremåde? – Og er det ikke denne væremåde, der udelukkende er himmeriges rige?
Kristus sagde: "Himmeriges rige er inden i eder"
Det er rigtigt, at denne væremåde ikke kan opsættes og funderes i kraft af juridiske love. Man kan ikke lave en lov, der i større eller mindre grad dømmer et væsen, der ikke elsker sin næste som sig selv, til døden eller anden straf. En verden, baseret på en sådan lov, ville jo kun være en fortsættelse af den moselovstilværelse, vi i dag lever i. Og det viser os kun, at verdensgenløseren havde ret, da han sagde, at himmeriges rige er inden i eder. Himmeriges rige kan således ikke baseres eller opretholdes i kraft af noget juridisk lovsystem. Det er udelukkende kun en mental udvikling, der må finde sted inden i væsenet, der forandrer dets mentalitet således, at det dermed vokser over de juridiske love, bliver til et væsen, for hvem disse er ganske overflødige, idet det fornemmer en langt større kærlighed overfor næsten, over for angriberen, over for forbryderen end den, Moseloven eller den jordiske retfærdighed påkræver eller tildeler vedkommende væsen. Som følge heraf bliver det denne større kærlighed, der dikterer forholdet mellem næsten og omgivelserne. Og det er denne over alle juridiske love hævede kærlighed til næsten, der udelukkende kan være freden, den fred, som jordmenneskene nu i århundreder allerede har råbt på, har hungret og tørstet efter.
Jordmenneskets psyke udgør altså en mental treenighed. I kraft af sin angrebs- og forsvarsmentalitet er det et dyrisk og kosmisk set primitivt eller hedensk væsen. Men i kraft af dets voksende kærlighed til næsten og den heraf følgende degenererende straffe- og hævnlyst overfor denne, er det et udtryk for den sande kristendom eller en højere intellektuel kultur. Det er med kærligheden i sit hjerte til alt og alle et kosmisk væsen. Det er den begyndende fred på Jorden.
At et i denne udvikling fremskredent væsen ikke kan være med til at straffe eller hævne, ikke kan være med til at slagte dyr eller udføre andre helt unødvendige og derfor tåbelige grusomheder er naturligvis selvfølgeligt. At det er militærnægter og modstander af vivisektion og alle andre former for tortering af levende væsener er naturligvis lige så selvfølgeligt. At det ved sin indsigt i mikroverdenens liv, dets egen organismes molekylers og cellers og andre små livscentres reaktion overfor tobak, alkohol og andre narkotiske nydelsesmidler og giftstoffer i en større eller mindre grad er asket på disse områder, kan naturligvis heller ikke undgå at være en selvfølge. Der hvor denne afholdenhed bliver praktiseret på grund af – ikke forfængelighed eller fanatisme – men udelukkende på grund af kærlighed til de levende væsener, er den en organisk funktion. Denne funktion er et begyndende symptom på himmeriges rige. At lade hånt om et sådant væsens væremåde eller liv er at nedtrampe den fred, glæde og velsignelse, som hele jordmenneskeheden sukker og stønner efter.
Fra et foredrag i Klint torsdag den 5 juli 1945. Første gang udgivet i Kosmos nr. 3-7/1975. Bearbejdet af Martinus
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige