Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Før i tiden satte man sig mål, som det var umuligt at nå. Man ville flyve, længe før flyvemaskinen blev opfundet. Man drømte om fjerne kontinenter, men kendte ikke til eksistensen af Amerika. Utopierne dengang handlede om steder, der ikke fandtes, men det gjorde dem ikke uvirkelige. Der var jo så meget, der ikke lige var for hånden. I vore dage er stort set alt, hvad vi kan drømme om, tilgængeligt. At noget er utopisk, er kommet til at betyde, at det er urealistisk. Hvorimod det ikke længere overrasker os, at alt, hvad vi kan forestille os, også er teknisk muligt. Kun økonomien sætter grænser.

Den "utopi", Martinus opruller på de følgende sider, vil nogen kalde urealistisk, mens andre vil opfatte den i den gamle betydning som noget, man godt kan være bekendt at drømme om. Selv om det ikke findes endnu, så gør det ikke så meget. Det giver livet på Jorden et perspektiv og en mening, som det ellers ikke ville have haft. Og så sker der det mærkelige, at man pludselig kan få øje på denne utopi overalt som et kim, der nu blot venter på at vokse op og blive til virkelighed.

Hvad taler vi om?

Om det "himmeriges rige", Jesus engang fortalte om. Vi har det alle inden i os, sagde han. Det er som et sennepsfrø, der er lagt i jorden og blot venter på at vokse op til et stort træ. Det er også kendt som juleevangeliets forjættelse om fred på Jorden og i menneskene velbehag. Det kan selvfølgelig være noget, man opfatter som kristelig dogmatisk mystik, men det kan også være en utopi eller drøm, man får lov til at se gå i opfyldelse. Ja, som man oven i købet selv er med til at realisere!

Men hvordan?

Først og fremmest over et tidsspand, hvor et enkelt liv på Jorden ikke slår til. Der må flere liv til. Men hvorfor sagde Jesus ikke noget om det? Det får vi svar på i dette nummers spørgerubrik. Som vi skal se, er der en fornuftig grund til det. Men igen gælder det, at verden er delt i to opfattelser af ordet "utopi". Er man fikseret på den tekniske udvikling, har man ikke øje for den åndelige. At mennesket over mange liv er i stand til at udvikle sin mentalitet, drømmer man kun om, hvis man bliver usikker på, hvem man er. Så vender man blikket indad og stiller spørgsmål. I dette nummer skal vi møde beretningen om en sådan indre rejse i Michael Rydhs essay: "Forfængelighed?"

Til alle tider har der været mennesker, som har ransaget deres indre. Igen kan vi opfatte dem på to måder. De kan være navlebeskuere og narcissister, eller de kan være videnskabsmænd, der søger en forklaring på den ydre verden ud fra deres eget indre liv. Det gjorde filosoffen Pascal, som vi også skal møde i dette nummer.

Forudsætningen for alle disse bestræbelser vil altid være betinget af noget ydre og lige så vigtigt. Også her sætter økonomien grænser. Læs revisorens rapport inde i bladet, kære læser, og bliv glad!