Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Arnold Geulincx (1624-1669) var en berømt professor i Leyden. Alle skulle hen og høre ham, for han havde fundet løsningen på et mysterium, som var meget oppe i tiden. Det drejede sig om noget så abstrakt som forbindelsen mellem sjæl og legeme. Samtidens store navn, René Descartes, havde skrevet, at den fandt sted i koglekirtlen, et lille organ i hjernen. Til dette mystiske organ, mente han, førte fine nerverør, hvor en svag strøm af luft kunne "støde" til sjælen og fremkalde indtryk. Omvendt kunne sjælen så "støde" til materien og på den måde sætte gang i fx arme og ben.

Sådan er det absolut ikke! – mente Geulincx. Det åndelige kan på ingen måde dirigere det legemlige. Som bevis fremførte han, at vi jo ikke er bevidste om detaljerne i alle de raffinerede bevægelser, vi udfører: "At min tunge ved min beslutning sættes i stand til at sige ordet "jord", er virkelig lige så underfuldt og ufatteligt, som hvis hele jorden blev sat i bevægelse ved den beslutning!"

Hertil ville Martinus sige, at når vi ikke er bevidste i tungens komplicerede bevægelser, så er det, fordi de for længst er indarbejdet i sjælen som automatik. Men i vore første leveår, hvor modersmålet skal læres, bliver hver eneste lille detalje med stort besvær indprentet i et samspil mellem tungen og bevidstheden. Læsere, som er fortrolige med Martinus' litteratur, vil her tænke på "talentkerner" og "ABC-viden", som han skriver om mange steder, fx i Logik, kapitel 94.

Martinus kan således let imødegå Geulincx på dette punkt. Men hvad med Descartes? – Descartes' teori viser meget godt, hvad der sker, ville Martinus nok mene, men trafikken i begge retninger finder sted over hele legemet, og den foregår ikke ved luft, men ved elektricitet. Herom har Martinus skrevet to steder, nemlig i Livets Bog 5, stk. 1927, og i artiklen "Universets mælkeveje" i bog nr. 16. Specielt om transmissionen i hjerne- og nervesystemet, som han kalder "porten ind til den åndelige verden", kan man finde en spændende beretning i Livets Bog 1, stk. 224.

I vore dage er det i grunden nemt at forstå forbindelsen mellem sjæl og legeme. Børn lærer jo i skolen, at elektricitet er stoffets 4. tilstandsform, den såkaldte "energiform". De tre andre er den faste, den flydende og den luftformige. At forstå forbindelsen mellem sjæl og legeme er lige så let som at finde eksempler på, at is kan blive til vand, vand til damp, og damp til elektricitet under opvarmning. Sjælens "stof" er elektricitet, mente Martinus.

Inden vi slutter, skal vi lige høre, hvordan Geulincx under stor applaus løste problemet. Han mente jo ikke, at sjæl og legeme havde nogen forbindelse med hinanden overhovedet. Hvoraf kom det så, at sjælen tilsyneladende kunne kommandere med legemet? Jo, processerne indtraf helt tilfældigt på samme tid, mente han, – som når to ure går ens: det ene viser hel, det andet slår timeslaget!