Ældre Kosmos og Kontaktbreve

René Descartes (1596-1650) var en fransk filosof, som satte sig for at lave en ny filosofi helt fra grunden. Det tankens redskab, han besluttede at bruge, var "tvivlen". Sagen var, at der på hans tid havde bredt sig en vældig tvivl om alting. Hvor Jorden før havde været universets centrum, var det nu Solen. Det eneste, man efterhånden kunne være sikker på, var, "at trekanter er trekantede, og to og to er fire", som det hed. Descartes ville derfor skabe et "tilnærmet matematisk verdensbillede med tvivlen som udgangspunkt". Dermed kom han til at slå tonen an for de næste 400 års filosofi; også for Martinus og hans løsning på livets mysterium i 12 "grundfacitter", som man finder i Livets Bog 3, stk. 669 ff. Lad os sammenligne.

Descartes startede med at meditere over tilværelsen: Hvad kan man være sikker på? Her antog Martinus uden diskussion den ydre tilværelse eller "verdensaltet" som sit udgangspunkt. Descartes var mere forsigtig. Eftersom han tvivlede på alting – også på den ydre tilværelse (var den et bedrag?) – så måtte han – tænkeren og tvivleren – i det mindste være til. Her var altså noget, han kunne være helt sikker på: Jeg tænker, altså er jeg til!

Næste punkt kom til at handle om Gud – defineret som et fuldkomment væsen. For Descartes var Guds eksistens lige så indlysende, som når han på et stykke papir kunne få en række punkter til at danne en cirkel. Gud eksisterede med samme ret som en fuldkommen geometrisk figur! Tilsvarende finder vi hos Martinus, at selv om naturen punktvis ikke er fuldkommen (fx hvad menneskenes væremåde angår), så er det bare et spørgsmål om tid, før det hele kommer på plads og bliver fuldkomment (grundfacit nr. 12).

Nu er Descartes omsider klar til at erkende den ydre virkelighed. Det gør han på den måde, at når Gud er til som et "fuldkomment væsen", så vil Gud sørge for ikke at narre tvivleren Descartes til at tro på noget, som ikke passer. Derfor eksisterer den ydre virkelighed!

Endelig stiller Descartes den ydre virkelighed op over for jegets eksistens, som han fandt bevis for i sit første facit. Det er, hvad Martinus gør i sit 6. grundfacit. Men ak, her hvor den franske filosof nærmer sig erkendelsens tinder, overser han jegets egen natur til fordel for dets egenskaber. Derfor bliver det ikke jeget i sig selv, men dets tvivl/tanke han stiller op som modsætning til den ydre verden. Denne sidste reduceres dermed til kun at omfatte den rent fysiske verden. Af disse to modsætninger ligger det lige for at aflede begreberne: ånd og materie, sjæl og legeme, evighed og timelighed. Dermed er Descartes hjemme i sin gode, gamle lærdom fra jesuitterkollegiet. Trods tidens skepticisme og renæssancens omkalfatring af det fysiske verdensbillede føler han nu fast grund under fødderne. Men bemærk, at både Descartes og Martinus gik ud fra som en selvfølge, at verden på visse punkter er "fuldkommen". Uden anden målestok for denne antagelse i øvrigt end deres egen.